Torsdag 28. oktober
Vores rejse startede allerede torsdag den 28. oktober om formiddagen. Vi fløj Billund-Stansted med Ryan Air. Vi ville gerne have fløjet til London City Airport, men det var ikke muligt fra Billund (til overkommelige priser). En af mine rejsepartnere måtte desværre melde fra i sidste øjeblik, så vi var kun 3. Fra Stansted tog vi bussen ind til Liverpool Street, herfra videre med undergrund og tog til Custom House stationen. Det tog nok ca. 1,5 time. Custom House ligger 2 min gang fra Excel, hvor London Expo fandt sted. Det var virkelig rart at bo så tæt på. Vi tjekkede ind, og senere mødtes vi med to andre venner, som var ankommet tidligere på dagen. Vi spiste sammen på hotellet og så Toy Story 3 om aftenen - og den var censureret... Tænk at de er nødt til at censurere en amerikansk børnefilm. Vi havde en super hyggelig dag os fem sammen.
Fredag 29. oktober
På grund af et rekordhøjt deltagerantal til London Expo i maj, var denne blevet udvidet med en dag, så der nu også var åbent fredag kl. 14-19 - dog kun for industri og "Early entry weekend passes", og vi hørte under industri med vores fine lilla EuroCosplay skilte. Yay! Tiden frem til London Expo åbnede gik lidt langsomt, så vi gik derover allerede 12.30, men vi kunne faktisk komme ind allerede der. De forskellige dealere og udstillere var stadig ved at sætte op, men det var også spændende nok at følge med i. Der var rigtig mange forskellige ting at kigge på - og købe. Der var gode tilbud hist og her f.eks. 3 Tokyopop manga'er til 10 £ og enkelte animefilm gik til kun 2 £.
Selvom der var mange dealere med anime, manga og merchandise, var det mest interessante næsten Artist Alley området. Der var utrolig mange forskellige stilarter lige fra noget der minder om Gainax' nye serie Panty & Stocking with Garterbelt til noget der førte tankerne hen på en blanding af NANA og Hellsing. De fleste havde faktisk et større udvalg af forskellige produkter. Print i diverse størrelser var dog mest populært. Men der var også hele tegneserie i flere bind, postkort, små hæfter, T-shirts og mangaportræt tegning. Jeg fik købt en del forskellige ting i løbet af weekenden, og det hele blev signeret på nær postkortene. Det er meget sjovt at have mulighed for at tale med kunstneren til det man køber.
Der var faktisk utrolig lidt folk inde om fredagen - nok "kun" en 1000 stykker, men det er svært at få et overblik i så stor en hal. De brugte heller ikke hallen til køen om fredagen - den er forresten lige så stor, som hallen det foregår i...
Cosplay havde sit eget område kaldet Totally Cosplay. Jeg deltog i en cosplay workshop, hvor vi skulle lave en halv automailarm i funky foam. Limen dertil lugtede noget giftigt, men det var sjovt at prøve at arbejde med noget andet end stof til cosplay. Der blev også afholdt nogle paneler og opvisninger på en lille scene, men det var meget svært at høre noget i det område, for det lå ved siden af gameområdet.
Da expo'en havde lukket, var der reception for os EuroCosplay gæster. Her mødte vi de sidste andre danskere, som var derovre. Vi var faktisk 10 i alt. Der var kun 4 fra de fleste andre lande. Vi talte en del med team Portugal. De kiggede lidt spøjst på mig, da jeg fortalte at jeg kom fra en lille con med 500 deltagere. Nogle af dem kom nemlig fra en con med 100 deltagere. Det overraskede mig meget at høre, at der faktisk var mindre conner end dem i Danmark i andre lande.
Vores repræsentant Anne var først ankommet om aftenen, så da hun og hendes kæreste kom tilbage til Excel havde Nigeria konferencen (en anden konference i Excel) lukket hele centeret ned, så de havde nogle problemer med at komme ind. Det lykkedes dog efter lidt besvær.
Det var super hyggeligt at snakke med og høre, hvordan det er med conner og cosplay i andre lande. Danskerne lukkede og slukkede receptionen sammen med James og Granny Gertrude alias Joe fra London Expo omkring kl. 21.30. Herefter spiste vi lidt på den kinesiske restaurant på hotellet, for der var mest bare snacks til receptionen.
Lørdag 30. oktober
Som priviligerede gæster sprang vi køen over og kom desuden ind allerede kl. 9. Der kom dog en lind strøm af folk efter os. Man kunne tydeligt mærke, at der var flere mennesker, men det var stadig nemt at komme rundt. Hen mod middag begyndte hallen at blive fyldt op. Selvom vi havde haft hele fredag eftermiddag derinde, fandt jeg stadig nye stande og nye ting. Jeg lærte heller aldrig at finde helt rundt. Jeg kunne tit huske, at jeg havde set noget interessant et sted, men når jeg skulle vise det til de andre, havde jeg ofte svært ved at finde det igen. Om eftermiddagen blev hallen proppet, så vi søgte tilflugt i eurocosplayernes lounge. Den var delt i to rum - i det ene foregik bedømmelse og photoshoots og det andet blev brugt til forberedelse og venteværelse. Vi talte med den ungarske Esther fra Trinity Blood. Jeg var vildt imponeret over hendes kostume. Hun ejede ikke en symaskine, så hun havde syet det hele i hånden! Respekt! Hun fortalte, at Ungarns anden repræsentant var meget rutineret og havde lavet mange flotte kostumer, så det var en ære at være af sted sammen med hende. Jeg talte bl.a. også med Portugals mandlige repræsentant, som cosplayede Cain fra Trinity Blood. Det var også et rigtig flot kostume. Et gennemgående element hos eurocosplayerne var vinger. De var i alle former, farver og størrelser. De var et flot syn men noget upraktiske. Det var noget af en opgave at guide nogle cosplayere fra det ene rum til det andet.
Maskeraden (som de kalder cosplayshowet derovre) skulle starte kl. 17. Jeg sad på andenforreste række. To konferencier startede showet, og der kom folk med flag ind fra alle de repræsenterede lande. Dannebrog blev båret af en som cosplayede fra Silent Hill. Joe havde fortalt, at de først ville have haft Hetalia cosplayere til at bære dem, men de var 16 år og gik bare "Weeeeeeeeeee!", så det blev droppet. Lyden var ret dårlig under introen, men jeg ved ikke om det skyldtes vores pladser. Da cosplayshowet startede, og vi gik over til afspilning af lyd og ikke mikrofoner, blev det dog væsentligt bedre. Den første cosplayer på scenen var en af mange Trinity Blood cosplayere. Den serie var de utrolig glade for. Der blev dog cosplayet både fra anime, spil og tegneserier. Scenen havde en catwalk, som cosplayerne kunne bruge i deres show også, hvilket er meget anderledes fra, hvad vi er vant til i Danmark. Men det er også en anden form for cosplayshow vi ser herhjemme. Her handler det oftest om actet og sammenspillet mellem cosplayerne på scenen. Til Eurocosplay var det mere en form for kreativ og elegant fremvisning af kostumet. En del cosplayere blev begrænset i deres bevægelser af kostumet, hvilket på en måde var en skam - men også meget forståeligt. Jeg blev meget overrasket over Belgiens første repræsentant, for jeg havde set, hvordan hun måtte guides fra terrassen ind af døren, da hun skulle bedømmes. Men på scenen var hun utrolig bevægelig, og hun brugte både arme resten af kroppen og ansigt til at udtrykke sit act. Vi blev en smule forvirrede, da Portugals mandlige repræsentant kom på scenen, for de præsenterede ham som polak... Han havde et virkelig dramatisk og flot show. Der var drøn på fra start, og da han sluttede kunne dommerne mærke suset fra hans vinger - og vi kunne se det. Der var rigtig mange flotte og anderledes kostumer end vi ellers ser i Danmark.
Showet varede ca. 2,5 time. Dommerne gav point i tre kategorier: konstruktion (0-60), præcision (0-60) og optræden (0-30). Max antal point var altså 150. Da showet var forbi, skulle dommerne votere, men modsat herhjemme så de kun på de 6 cosplayere med flest point. De diskuterede så, hvem der skulle have 1-3. pladsen ud af de 6. Det var en meget tidsbesparende måde at gøre det på. De havde selvfølgelig nok også givet en del point ud inden showets start. De tre dommere var fra Japan, USA og Brasilien. Jeg tror, at det var meget godt, at der ikke var nogen europæiske dommere. Pladserne fordelte sig således:
3. England: Rigaldo - Claymore
2. Polen: Ashura - Tsubasa Reservoir Chronicle
1. Portugal: Cain - Trinity Blood
3. pladsen kom som en overraskelse for mig, men jeg tror, at det skyldtes, at vi ikke er vant til at se den type kostume i Danmark, for det var virkelig veludført. 2. pladsen havde jeg heller ikke umiddelbart bidt mærke i, da hun var på scenen, men nu hvor jeg har set hendes optræden på video bagefter, kan jeg bedre forstå det. Hun har flere elementer med, og hun har samme milde ansigt og ansigtsudtryk som Ashura. Hendes kostume var også flot. Der var stor jubel, da vinderen blev annonceret. Det var virkelig fedt at se, hvor rørt og glad han blev. De havde klart valgt den rigtige 1. plads. Det var også lidt cool, at det var et lille land med et lille fanmiljø, som vandt. Efter showet var slut og publikum var gået, fik James også en award for sit store arbejde med at stable EuroCosplay på benene. Han så meget rørt og overrasket ud.
Jeg var utrolig træt. Det havde været en lang men rigtig god dag. Så efter aftensmad på Fox, gik vi faktisk bare i seng.
Søndag 31. oktober
Da alarmen ringede søndag morgen, var det store spørgsmål: Har uret selv stillet sig tilbage? Vi tjekkede klokken på to andre ure og konstaterede, at vi kunne sove en time mere - skønt. Vi blev også lukket tidligt ind til Expo om søndagen. Vi havde efterhånden været rundt i det meste af hallen. Så tiden gik bare med at lede efter gode søndagstilbud. Vi fandt desværre ingen. Jeg fik dog lige snakket med en i Artist Alley, som jeg havde mødt om fredagen. Hun var også fra Korea. Vi udvekslede kontaktinfo, og hun lovede at sende et mangaportræt af mig. Yay. Morten og jeg forlod London Expo kl. 11.30, for vi skulle flyve fra Stansted kl. 15.30. Det var godt, at vi tog af sted i nogenlunde god tid, for undergrunden var lukket da vi kom ind til byen, så vi måtte tage en taxa og febrilsk forsøge at finde, hvor vi skulle med bussen. Lige som vi spurgte en på gaden kom bussen kørende forbi bagved - nice timing. Pga. øget traffik tog det noget mere end en time ud til lufthavnen, men vi nåede det stadig uden problemer. Anne var noget mere uheldig end os. Hendes fly fra London City Airport var aflyst. Det endte med, at flyselskabet kørte hende til Gatwick, hvor hun skulle med et fly kl. 21, men hjem kom hun da.
Vi var hjemme i Billund kl. 17.30. Jeg sov både på vej hjem i flyet og i bilen, og da vi kom inden for døren i lejligheden, gik jeg direkte i seng. Det havde været en weekend med rigtig mange oplevelser og indtryk, plus at jeg nok stadig havde jetlag fra min Californientur. Jeg var rigtig glad for, at jeg tog til London Expo og fik mulighed for at overvære det første EuroCosplay. Det var fedt at se, hvor stort og vellykket det var blevet. Da SVS sluttede sig til som nr. 3-4, var der ikke mange som tog projektet seriøst. Men sikke en succes det blev. London Expo er i det hele taget noget helt andet end at være til con i Danmark. I starten kan det nemt virke meget overvældende, for det er en oplevelse i sig selv at træde ind i Expo hallen. Selve expoen er ikke nær så social, som en con er herhjemme, men deltagerne skaber selv det sociale aspekt ved at arrangere meet-ups og lignende udenfor foran Excel. Jeg glæder mig allerede til næste år i oktober! Skal du med?
Læs mere om London Expo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar