I morgen er det tid til det første store Kita Træf i år. Desværre er det også det 3. store Kita Træf, som jeg misser - der må være et eller andet med foråret, for alle dem jeg er gået glip af, har været i foråret.
Hurtige fakta om Kita Træf 12.1:
Datoer: 16-18. marts
Sted: Huset, Hasserisgade 10, 9000 Aalborg
Pris: 50-100 kr (halvt eller helt medlemsskab) + 69 kr for et måltid i Husets kantine.
Jeg skrev tidligere, at der ikke så ud til at komme så mange til Kita Træf, og de måske kun blev en 60 stykker. Siden er der kommet flere tilmeldinger og betalinger ind til Kita, og de er således oppe på 84 godkendte tilmeldinger (folk der har betalt). Det er dog stadig et lille stykke fra deres max på 120 og sidste store træf, hvor der var 106. Anime Kita har dog taget konsekvensen af det lavere antal og åbnet op for, at man kan betale i døren. Der er også kommet et helt nyt tiltag. Nu kan man tage en ven, som ikke har været til Kita Træf før, med gratis i tidsrummet kl. 11-16 om lørdagen. Jeg forestiller mig, at det er et forsøg på at lokke flere deltagere til, så de kan få en forsmag på, hvad der sker til et Kita Træf og måske komme som betalende deltager næste gang. Hvordan de vil håndtere det administrativt, ved jeg ikke lige, men ellers synes jeg, at det lyder som en god ide.
Kita Træf 12.1 byder på forskellige quizzer og konsolkonkurrencer og som noget nyt også Anime Bingo. Desuden er Kita begyndt at køre med et temarum til hvert træf, og denne gang bliver det en "lounge". Der vil weekenden igennem være mulighed for at game både konsol og brætspil, læse manga (forudsat at medlemmerne medbringer det) og tegne. Gashapon og Comic Party kommer også forbi. Der vil også være to udflugter til Laserdisken, som kun ligger få 100 m væk. Der vil man kunne købe anime og få 20 % rabat.
Jeg plejer altid at glæde mig til Kita Træf, og jeg er da også ked af skulle gå glip af det denne gang. Det plejer altid at være super hyggeligt, så jeg kan kun opfordre folk til at deltage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar