Vintersæsonen er lige begyndt. Det betyder, at vi er ca. halvvejs med de lange serier fra efteråret, som strækker sig over to sæsoner - såkaldte 2-cour serier. De tre, jeg ser, er meget forskellige - og det samme er min begejstring for dem. Dette reflekteres også i antallet af episoder, jeg har set af dem. De står alfabetisk efter titel, men det er faktisk også i den rækkefølge, som jeg bedst kan lide dem.
Set: 15/25 eps. på Crunchyroll.
Genrer: sport, comedy, drama
"I'm a Believer", således synges der i OP'en - og efter at have set første sæson, er jeg det bestemt også. Jeg tror på Karasuno; både de individuelle spillere og ikke mindst som hold. OP'en er således en fantastisk stemningssætter, som virkelig gejler seeren op.
Haikyuu!! Second Season fortsætter historien direkte fra sæson 1. Der er ingen form for recap - kun et øjebliks flashback, hvor vi set udfaldet af den sidste kamp i sæson 1. Jeg anbefaler derfor, at man ikke springer på Haikyu!!-bussen her.
Haikyuu!! Second Seasons første episode starter lidt svagt og trivielt ud, men det skyldes nok, at man gerne vil starte i lavt gear og bygge op. Vi får da også allerede i slutningen af eps. 1 et glimt af intensiteten og drivet i serien. Sæson 2 introducerer også en ny karakter i form af Hitoka Yachi. Hun passer utrolig godt ind, og jeg er glad for at se, at det ser ud som om, der bliver en mere flydende overgang mellem gamle og nye medlemmer både på Karasunos eget hold og modstandernes.
Her i sæson 2 er det især Hinatas udvikling, der er i fokus, men også andre karakterer udvikler sig - nogle mere on screen end andre. Det er fedt fortsat at se hele holdet lære af hinanden, af andre og blive klogere på både egne styrker og begrænsninger.
Humoren er fortsat helt i top, og jeg har flere gange grint højlydt. Humoren kører både på karakterernes interaktion og deres mimik. Hinata har det med at støde ind i "farlige folk", som han selv siger det, hvilket er til stor underholdning for seeren.
Man behøver fortsat ikke have forstand på volleyball for at holde af serien eller for at følge med. De forskellige taktikker osv. bliver forklaret godt, hvor det passer ind på en naturlig måde. For mig er det helt klart karaktererne, der bærer serien - og jeg ser Haikyu!! Second Season for fortsat at nyde deres selskab.
Set: 13/25 eps. på Daisuki og nogle dage senere på Crunchyroll.
Genrer: action, drama, sci.fi., mecha
Den første Gundam-serie, jeg så til ende, var Seed (efterfølgende så jeg Seed Destiny). Så Seed blev i høj grad repræsentant for mange ting, som jeg i dag forbinder med Gundam både handlingsmæssigt, karaktermæssigt og musikmæssigt.
Ved nærmere eftertanke er det nok det, der ligger til grund for, at Iron-Blooded Orphans ikke rigtig formåede at begejstre mig for alvor, da jeg startede på den. Jeg havde forventet noget andet både mht. handlingen og Raise Your Flag er ret langt fra Invoke.
I løbet af de seneste episoder er det gået op for mig, at Iron-Blooded Orphans ikke er et storpolitisk intrigerdrama. Det er en historie om en anderledes familie, der tilfældigvis har til opgave at fragte en vigtig person fra A til B. Fokus er på den skrøbelige familie, som først nu er ved at finde sin identitet. Det hele krydres så af mechaer og action, men det er action, hvor der er noget på spil, og som udvikler karaktererne.
Jeg er altså blevet mildere stemt overfor Iron-Blooded Orphans, og er begyndt at værdsætte den mere for det, den er. Jeg må dog indrømme, at selvom der er et stort persongalleri, mangler jeg nogle personer, som jeg virkelig godt kan lide. Der er nogle som er okay interessante. Jeg er også begyndt at interessere mig mere for personernes udvikling og relationer, men jeg synes godt, at serien kunne gå endnu mere i dybden med personrelationer, når nu der er så meget fokus på familie.
Set: 11/25 eps. på Crunchyroll.
Genrer: fantasy, comedy, adventure, drama
Hvis du ikke havde heddet Utawarerumono ud over The False Faces, så var du blevet droppet for længe siden! Det er mig lidt en gåde, hvordan jeg er kommet igennem 11 episoders ingenting! Handlingsmæssigt er der virkelig sket nada. Hver gang jeg har troet, at nu skete der noget, blev jeg grundigt snydt og bare spist af med et gensyn med karakterer fra Utawarerumono.
SUK... jeg ved godt, at Utawarerumono fra 2006 også havde sin fan service og sin comedy, men jeg synes nærmest ikke, der har været andet her i The False Faces. Nu er der bare fan service til begge køn...
Jer læsere undrer jer måske over, hvorfor jeg fortsat ser Utawarerumono: The False Faces. Ja, jeg er også selv i tvivl ind imellem, men ud fra nogle af Crunchyrolls Twitterbeskeder om de nyeste episoder, ser det ud til, at vi får noget action (og måske noget historie? Pretty please!). Vi skal bare lige have introduceret de sidste to piger...
Jeg håber vitterligt, at min tålmodighed bliver belønnet på et tidspunkt... og nu hvor jeg har investeret så meget tid i The False Faces, regner jeg med at se videre (i hvert fald lidt endnu).
Jeg har også fulgt opfølgeren til Utawarerumono med en vis skuffelse samt forhåbningen om hver gang, at næste episode byder på noget bedre.
SvarSletDen startede med så meget potentiale for, at der rent faktisk kunne ske ting, lige som første sæson. Men hver episode har bare være en ny pige til haremmet uden nogen videre handling.
Der er sket lidt, og karaktererne er blevet udviklet lidt, men mest af alt er der bare kommet en ny en ind hist og her.
Der er så mange gode spørgsmål, der slet ikke er taget hul på. Hvem hovedpersonen er, hvorfor bestemte vigtige personer fatter speciel interesse for ham. Noget tyder på at han er virkelig skarp til at regne - nærmest computer-hurtig - og jeg føler at vi arbejder os mod en afslutning af serien, hvor intet af det rigtig får nogen forklaring eller betydning for den sags skyld.
Jeg har efterhånden lyst til bare at droppe serien og se første sæson igen i stedet.