mandag den 30. maj 2016

Anime forår - over halvvejs

Vi er nu nået lidt over halvvejs ind i forårssæsonen, så jeg syntes, det var tid til at tage endnu et kig på den. Da jeg sidste fortalte om sæsonen i Anime forår: del 3, så min Top 5 således ud:
1. Joker Game
2. Flying Witch
3. Bungo Stray Dogs
4. Re:Zero kara Hajimeru Isekai Seikatsu / Re: Life in a different world from zero
5. Sakamoto desu ga? / Haven’t You Heard? I’m Sakamoto

Det gør den ikke længere. Som sæsonen er gået, er der nogle serier, som jeg får set oftere end andre. Herunder vil jeg fortælle lidt om, hvor langt jeg er med de forskellige serier, og hvad jeg synes om dem. Jeg har taget dem i alfabetisk rækkefølge. Indlægget bliver rundet af med en revideret Top 5. Alle serierne kan ses på Crunchyroll. 


Bungo Stray Dogs 
Eps. set: 5/12
Jeg havde semi-store forventninger til Bungo Stray Dogs, inden sæsonen gik i gang. Dem formår serien dog desværre ikke at leve op til. Der er simpelthen lidt for meget fjolleri og for lidt historie samt karakterudvikling. Der er en fin dynamik mellem især Dazai og Atsushi - men jeg kan heller ikke lade være med at se Tamaki og Haruhi i dem, siden jeg læste, at instruktøren også har lavet Ouran High School Host Club. Bungo Stray Dogs er underholdende nok, men jeg havde bare håbet på noget mere.


Flying Witch
Eps. set: 7/12
Har man brug for at komme ned i gear, slappe af og hygge sig, så er det Flying Witch, man bør lade tone frem på skærmen. Det er en virkelig jordnær serie med jordnære figurer, der dog alligevel har hver deres små særheder. De er rare at være sammen med, og det bliver aldrig overgearet eller overdramatisk. Flying Witch er en skøn healing anime og leverer inden for "den genre". 


Joker Game 
Eps. set: 8/12
Jeg må indrømme, at jeg ikke længere er heeelt så hooked på Joker Game. Intensiteten er ligesom forsvundet lidt. Jeg føler den i hvert fald slet ikke på samme måde, som i starten. Her i eps. 8, bliver der dog taget fat på noget, der kunne gøre serien spændende igen. Jeg håber også, at det betyder, at vi i de resterende fire episoder får en mere sammenhængende historie. Det er jeg nemlig endt med at savne. 


Re:Zero kara Hajimeru Isekai Seikatsu / Re: Life in a different world from zero
Eps. set: 9/25
For mit vedkommende er Re:Zero helt klart sæsonens store positive overraskelse. I Anime forår: del 3, nævnte jeg, at jeg ikke var så begejstret for de fire nye karakterer - det tager jeg i mig igen. Bortset fra én er jeg endt med at synes om dem. De har nemlig vist sig at fungere godt både i forhold til hovedpersonen Subaru og selve historien. Ja, faktisk er jeg endt med at synes om Re:Zero især pga. karaktererne i den - og hvordan deres relationer til hinanden bliver brugt i forhold til historien. Re:Zero har simpelthen revet mig med på en måde, jeg overhovedet ikke havde forventet. 


Sakamoto desu ga? / Haven’t You Heard? I’m Sakamoto
Eps. set: 4/?
Jeg er stadig ikke super hooked på Sakamoto - og jeg bliver det nok heller ikke, men det er en ganske fin serie at have kørende, imens jeg laver andre ting ved computeren. 


Her ser I min reviderede Top 5. De tre, der deler førstepladsen, står alfabetisk. 
1. Flying Witch
1. Joker Game
1. Re:Zero kara Hajimeru Isekai Seikatsu / Re: Life in a different world from zero
4. Bungo Stray Dogs
5. Sakamoto desu ga? / Haven’t You Heard? I’m Sakamoto

Ingen kommentarer:

Send en kommentar