torsdag den 26. oktober 2017

Til KōyōCon for 1. gang - venner og cosplay lokker

Jeg har ikke så meget tid til blog lige pt. men I skal dog ikke snydes helt for lidt optakt til den kommende KōyōCon.

Her i dette blogindlæg kan I møde Daniel, som i fanmiljøet måske er bedre kendt som Joe Ker. Han kan også findes på Facebooksiden Weepingclovn Cosplays.

Daniel har tidligere besøgt både Genki, J-Popcon, SVScon, Copenhagen Comics samt Hydracon, og nu er turen så kommet til KōyōCon.
Daniel er 29 år og bor i Lystrup uden for Århus. Han har altså en 50 min i bil til Grenå, hvor KōyōCon afholdes.

Daniels interesser er mest vestlige tegneserier - favoritten er Batman. Han ser mange film og serie, og så kan han også lide Star Wars. Det er altså ikke japansk popkultur, der lokker ham til KōyōCon.


Hvordan hørte du om KōyōCon? 
Jeg har hørt det nævnt et par gange i forbindelse med andre cons, som jeg har været med til.


Hvorfor har du valgt at deltage i år? Skal du følges med nogen?
Jeg besluttede at tage med, da en af mine sjællandske venner, som jeg ikke ser så ofte, spurgte om jeg kommer.
Jeg følges med min forlovede, Josephine Roesdahl, og forhåbentlig en anden ven.


Ville du også være taget til KōyōCon, hvis du ikke havde nogen at følges med?
Mange af mine con venner kommer, så jeg ville nok være taget alene med for at mødes med dem, men hvis der ikke kom nogen jeg kendte, ville jeg nok ikke tage alene afsted.


Hvordan er dine forventninger til KōyōCon 2017?
Jeg har ikke som sådan forventninger, andet end at få set en masse venner, få en masse nye, og generelt have det sjovt!


Hvordan tror du, at KōyōCon er i forhold til de andre conner, du har besøgt?
Jeg håber, at der er lige så god og hyggelig stemning som de conner, jeg har været med til før (SVS, Genki, J-Pop, Copenhagen Comic Con og HydraCon).


Hvad synes du om udvalget af events til KōyōCon 2017? Er der nogen events, du bare må deltage i?
Jeg tager mest til conner for at ses med venner, cosplaye og kigge på boder. Så der er ikke som sådan nogle events, jeg planlægger at deltage i.


Hvad synes du om priserne for at deltage?
Jeg planlægger kun at komme om lørdagen, og 150 kr. synes jeg bestemt ikke, er slemt. :-)


Hvad betyder afstanden til KōyōCon for dig? 
Det betyder rigtig meget for mig, at det ligger så tæt på Århus! Det er dejligt for en gangs skyld ikke at skulle køre i flere timer for at komme til con på Sjælland.


Hvad synes du om konceptet med de indsatte conbusser? Ville du benytte dig af dem, hvis de også kørte om lørdagen?
Jeg synes, det er super smart, men jeg forsøger altid at arrangere fælles kørsel og at låne en bil. Så det er nok ikke noget, jeg ville ende med at benytte mig af. :-)


Hvor stor en rolle spiller cosplay for dig, når du tager til con? Kunne du f.eks. finde på at deltage til en con uden cosplay?
Conner i Danmark er for mig 50/50 at cosplaye og at ses med venner, så det betyder temmelig meget. Danske cons er meget domineret af cosplays, så jeg tror, at jeg ville føle mig lidt usynlig, hvis ikke jeg havde cosplay på. Og så er der jo også så få chancer for at gå rundt udklædt en hel dag. Så det er jo med at gribe den. ;-)


Hvad skal du så cosplaye til KōyōCon, og er det sammen med nogen?
Jeg håber på at blive færdig med et Jedi cosplay, og forhåbentlig bliver vi en tre-fire jedi’s. 


Hvad betyder de annoncerede gæster for dig?
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg faktisk ikke vidste, at der kom gæster... jeg er elendig til at holde mig opdateret mht. den slags.


Betyder det så, at du er ligeglad med, at der er indbudte gæster til KōyōCon?
I år var det slet ikke meningen, at min kæreste og jeg skulle have været med til flere conner, men så skulle en masse af vores venner, som vi ikke har set længe, med. Så jeg vil ikke sige, at jeg er ligeglad med de indbudte gæster, det er bare ikke lige dem, der er fokus for vores besøg. :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar