Anime 2019: Persongalleriet

Som I vil kunne se, er der særligt en serie, der i det forgangne animeår har gjort indtryk på mig med sit persongalleri. For ikke at oversvømme de enkelte kategorier, har jeg valgt, at der kun må være en nominering per anime per kategori. 

Som sædvanlig kan tidligere vindere ikke blive nomineret i den samme kategori igen, selvom der er kommet en ny sæson. Denne regel har jeg også lavet for at skabe mere afveksling. Den har så også motiveret mig til at skabe nye kategorier fra år til år, så jeg alligevel kunne hylde karakterer mere end en gang, men så var det på andre præmisser. I år ser kategorierne ud som følger:

1. Bedste persongalleri
2. Bedste personudvikling
3. Bedste kvindelige hovedperson
4. Bedste mandlige hovedperson
5. Bedste kvindelige biperson
6. Bedste mandlige biperson
7. Bedste antagonist
8. Bedste bromance
9. Mest irriterende

9 kategorier er det blevet til i år. Samme antal som sidste år men ikke helt de samme kategorier. Sidste år havde jeg Bedste familie og Bedste team. I år har jeg i stedet Bedste antagonist og Bedste bromance. 

Bedste persongalleri

De nominerede er:

• Ascendance of a Bookworm
• Bungo Stray Dogs 3
• Run with the Wind
• The Promised Neverland
• Vinland Saga

Jeg har valgt at have 5 nominerede her i hovedkategorien. Selvom der er en klar vinder hos mig, vil jeg nemlig gerne ære de andre 4 serier også. Jeg befandt mig i godt selskab med gutterne i Run with the Wind fra første episode. Jeg kunne også rigtig godt lide, at de var lidt ældre sammenlignet med, hvad karakterer i sportsanime ellers er - de går på college frem for high school. Det giver serien noget andet at arbejde med, da det er nogle helt andre udfordringer og tanker karakterne står med. 

Vinder: Run with the Wind

Bedste personudvikling

De nominerede er:

• Run with the Wind
• Vinland Saga

Jeg har ikke bidt mærke i meget personudvikling, så jeg nøjes simpelthen med to nomineringer i denne kategori. Jeg forestiller mig dog, at Carole & Tuesday samt Demon Slayer kunne have været mulige kandidater, hvis jeg havde nået og se dem til ende.

Vinland Saga er nomineret primært pga. Canute. Det bliver så spændende at se ham fortsætte den udvikling i en sæson 2 - som ikke er annonceret, men som jeg kraftigt regner med, kommer. 

Run with the Wind spurter dog forbi med sine 10 mand, hvor i hvert fald 8 af dem gennemgår en form for udvikling. Det sker især igennem venskabet og sammenholdet på holdet og deres sport.

Vinder: Run with the Wind

Bedste kvindelige hovedperson

De nominerede er:

• Emma (The Promised Neverland)
• Main (Ascendance of a Bookworm)
• Nanako Yukishiro (Senryuu Girl)

Det er interessant at se Main begå sig i en fremmed verden og de udfordringer, der følger med det. Efter min mening har hun det dog med at blive lidt for overdramatisk. 

Nanako er super sød og kær, og hun har jo kun den halve sendetid at gøre med. Hendes sødme passer godt til serien, men hvis hun skulle hive sejren hjem, skulle serien være gået mere i dybden med hende.

Emma er hjertet i The Promised Neverland. Hun holder gruppen sammen og moralen oven vande. Hun har faktisk mange af shonen heltens gode egenskaber. 

Vinder: Emma (The Promised Neverland)

Bedste mandlige hovedperson

De nominerede er:

• Kakeru Kurahara (Run with the Wind)
• Norman (The Promised Neverland)
• Rimuru Tempest (That Time I Got Reincarnated as a Slime)

Jeg havde svært ved at vælge, om jeg skulle nominere Kageyama - hmm... Kakeru! eller Haiji fra Run with the Wind, men valget faldt på Kakeru som I kan se. Han gennemgår en større udvikling. 

Norman er en interessant, intelligent og sympatisk karakter. Han er faktisk den type karakter, som jeg ofte godt kan lide. 

Jeg har valgt at kåre Rimuru Tempest som vinder, fordi jeg fandt ham - den? - forfriskende som karakter. Han er godhjertet, tager ikke tingene så tungt og så har han humor. Han er også en af de væsentlige grunde til, at jeg godt kunne lide That Time I Got Reincarnated as a Slime. 

Vinder: Rimuru Tempest (That Time I Got Reincarnated as a Slime)

Bedste kvindelige biperson

De nominerede er:

• Kanako Mitsue (Stars Align)
• Kyouka Izumi (Bungo Stray Dogs 3)
• Zenko Fujiwara (The Morose Mononokean II)

Det har ikke været et særlig godt år for kvindelige bipersoner. Derfor har jeg valgt at nominere Kanako Mitsue og derigennem hælde lidt stjernedrys over Stars Align. En pige og serie, der havde potentiale til mere - og som gerne ville mere - men hvor 12 episoder bare slet ikke var nok. 

Zenko er sød, til tider bestemt og så tilføjer hun serien sin egen form for humor.

Jeg har godt kunne lide Kyouka Izumi siden første sæson. Hun har lige så stille åbnet og udviklet sig. Her i sæson 3 afsløres der også mere om hendes baggrund, som får hende til at se sig selv i et nyt lys.

Vinder: Kyouka Izumi (Bungo Stray Dogs 3)

Bedste mandlige biperson

De nominerede er:

• Akane "Prince" Kashiwazaki (Run with the Wind)
• Erwin (Attack on Titan Season 3 Part 2)
• Lutz (Ascendance of a Bookworm)

I denne kategori havde jeg derimod svært ved at skære ned til 3 nomineringer. Erwin har sit - eller måske er det mere passende at sige endnu et - højdepunkt i konfrontationen med Beast Titan. Erwin er en inspirerende og tydelig lederfigur. 

Lutz er ung men utrolig observant. Hans konfrontation af Main var noget, jeg endnu ikke har set i isekai. 

Prince er en af de karakterer i Run with the Wind, som gennemgår den største udvikling på flere fronter. Hans sportslige udvikling er utrolig underholdende, men samtidig med at han træner kroppen, sker der også noget med hans psyke. Prince har det stejleste bjerg at bestige, og selvom han er modvillig i starten, ender han med at have hjertet med.

Vinder: Akane "Prince" Kashiwazaki (Run with the Wind)

Bedste antagonist

De nominerede er:

• Askeladd (Vinland Saga)
• Beast Titan (Attack on Titan Season 3 Part 2)
• Isabella (The Promised Neverland)

Ja, jeg indrømmer det. Jeg opfandt denne kategori allerede i februar eller marts sidste år pga. Isabella. Siden da kom Askeladd til, og da jeg skulle vælge den sidste nominering faldt valget på Beast Titan, fordi han ligesom er lederen af de tre tænkende titans. 

Men altså. Isabella fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Hun har en dobbelthed, som fungerer skræmmende (godt). Samtidig er hun en kompleks karakter, som hendes baggrundshistorie også afslører til sidst i serien. 

Vinder: Isabella (The Promised Neverland)

Bedste bromance

De nominerede er:

• Haiji Kiyose og Kakeru Kurahara (Run with the Wind)
• Seiya Takehaya og Minato Narumiya (Tsurune)
• Bjorn og Askeladd (Vinland Saga)

Crunchyroll har Best Couple som kategori, men jeg synes ikke, at der har været mange stærke kandidater på den front. Til gengæld har der været en del bromances. Haiji og Kakerus blomstrer først for alvor i sidste episode, men den ligger og lumre allerede fra episode 1. 

Kan man kalde det en bromance, hvis den er ensidet...? Selvom Askeladd måske ikke vil være ved det, så tror jeg, at han har værdsat Bjorn. Den sidste scene med de to satte i hvert fald en streg under dem som nominering. 

Jeg er egentlig i tvivl om, om min vinder rent faktisk er en bromance eller om der er mere i det (fra Seiyas side), men eftersom det ikke bliver totalt udforsket, kom de i denne kategori og løber med sejren. Jeg kan især godt lide scenen i eps. 10 på broen, hvor billedet også er fra.

Vinder: Seiya Takehaya og Minato Narumiya (Tsurune)

Mest irriterende

De nominerede er:

• Anna Fugo (Granbelm)
• Malty "Myne" Melromarc (The Rising of the Shield Hero)
• Mary Sioux (Saga of Tanya the Evil -the Movie-)
• Millim Nava (That Time I Got Reincarnated as a Slime)
• Yahiko (The Morose Mononokean II)

Suk. Det har været et år med mange irriterende karakterer. Anna Fugo gjorde en meh serie dårlig. Mary Sioux var en virkelig kedelig og ensidet antagonist - ja, det ligger nok også i navnet. Med Milims indtog blev That Time I Got Reincarnated as a Slime en dårligere serie. Yahiko er en møgunge. 

Men over dem alle står den mest forfærdelige karakter i form af prinsessen Malty "Myne" Melromarc, som får lov til simpelthen alt og konstant forsøger at manipulere og fordreje tingene. Hun lykkedes kun, fordi hun er omgivet af tåber. Urgh. Der er flere karakterer i The Rising of the Shield Hero, som jeg ikke kan udstå, men hun er klart den værste.

"Vinder": Malty "Myne" Melromarc (The Rising of the Shield Hero)

Anime 2019: Musikken

Sidste år lavede jeg blogindlægget om musikken på en lidt anderledes måde. Det bliver det også i år, for der er ikke særlig meget af den, som jeg kan huske. XD
Jeg har forsøgt at genhøre lidt fra nogle forskellige soundtracks, men det sagde mig ikke rigtig noget. Så i stedet for vil jeg præsentere det musik, som har bidt sig fast i mit hoved af den ene eller den anden grund. Jeg kommer omkring følgende:

• OP
• ED
• Sang
• Soundtrack
• Soundtracknummer

OP: Setsuna no Ai af GRANRODEO (Bungo Stray Dogs 3)

Normalt er en OP fængende og bygger op til et mindeværdigt omkvæd. Med OP'en til Bungo Stray Dogs 3, er det dog lidt anderledes. Intro og vers bygger godt nok op til at omkvæd i højere tempo både mht. til selve sangen og animationen. Det var dog den lækre start, som virkelig fangede mig, og som gjorde indtryk på mig.
Beatet er fedt, og det passer godt til panoreringen hen over præsentationen af udvalgte karakterer i forskellige miljøer i Yokohama, hvor serien udspiller sig. Det er også virkelig nice, at credits er indarbejdet som en del af billedet. Og tjek lige lyset.

ED: Stand by me af the peggies (Sarazanmai)

Det er en utrolig catchy sang, og jeg lod typisk ED'en køre (hvilket var en mulighed, fordi Sarazanmai bliver streamet på Crunchyroll). Jeg kan godt lide sammensmeltningen af virkelige optagelser fra Asakusa-området og animation. Det er også lidt sjovt at se, fordi jeg selv har været der.

Sang: The Loneliest Girl (Carole & Tuesday)

Da jeg jo ikke har set Carole & Tuesday færdig, ved jeg ikke, om der i de sidste 12 episoder optræder en endnu bedre sang, men for nu er The Loneliest Girl klart min yndlingssang. Det er en utrolig smuk melodi, som lige så stille kryber ind under huden og giver kuldegysninger. Pigernes skrøbelige og længselfulde stemmer passer også virkelig godt til sangen - og man føler tårerne fra den ensomste pige.

Soundtrack: Run with the Wind af Yuki Hayashi

Dette soundtrack er klart det, der står tydeligst for mig fra det forgangne animeår - og det ligger endda langt tilbage. Det er også det eneste soundtrack, som jeg er vendt tilbage til gentagne gange og har lyttet til, efter serien var afsluttet. Med min begejstring for soundtracket til Run with the Wind kan jeg vist snart ikke løbe fra, at jeg må have en forkærlighed for Yuki Hayashis musik. Jeg er nemlig også glad for hans musik især i Haikyuu og My Hero Academia og til dels Welcome to the Ballroom.
Hvis jeg skal fremhæve ét nummer på soundtracket til Run with the Wind står valget mellem We Must Go og Black Bullet. Jeg er vild med den langsomme opbygning i We Must Go og melodien i det hele taget. Black Bullet har mere energi og henleder straks tankerne på løb, når jeg hører den. Der er dog også former for overlap tone- og melodimæssigt imellem de to numre. Så på sin vis er de ikke så forskellige. We Must Go er en let løbetur på en flot forårsdag, hvor man nyder naturen og luften. Black Bullet er kapløbet, hvor man giver den alt, hvad man har. Der er charme og tiltrækningskraft ved begge dele bare på hver deres måde. Argh, jeg kan ikke vælge.

Soundtracknummer: Tsurune main theme af Harumi Fuuki (Tsurune)

Tsurune var en fin anime dog med nogle ret stereotype karakterer. Animationen var lækker - godt håndværk som vi kender det fra Kyoto Animation, men det jeg husker bedst er lyden af buen og hovedtemaet fra soundtracket.

Anime 2019: Oversigt

Så er det blevet tid til at se tilbage på det forgangne animeår. Mit tilbageblik gælder anime, der er afsluttet i 2019, som jeg har set til ende - plus et par undtagelser. I 2018 blev det til 34 anime. I 2019 er det kun blevet til 30. Dette tal kan dog diskuteres alt efter, om man tæller specials sammen med deres serie og film som enestående eller som én filmserie. Men det ligger altså deromkring de 30.
Derudover er jeg stadig  i gang med to serier: Carole & Tuesday hvor jeg i skrivende stund har set 12/24 episoder + Demon Slayer hvor jeg har set 7/26 episoder. Det er disse to, som muligvis kan finde på at dukke op i mit tilbageblik, selvom jeg ikke har afsluttet dem.
Herunder kan I se en oversigt over, hvad det så er, jeg har fået set. Så I kender grundlaget for de kommende blogindlæg om animeåret 2019.

Fra efterår 2018:

1. Run with the Wind
2. That Time I Got Reincarnated as a Slime 
3. Tsurune - Kazemai Koukou Kyuudoubu + special

Fra vinter 2019:

1. Dororo
2. Kaguya-sama: Love is War 
3. My Roommate is a Cat 
4. The Morose Mononokean 2
5. The Promised Neverland
6. The Rising of the Shield Hero 

Fra forår 2019:

1. Attack on Titan Season 3 Part 2 
2. Bungo Stray Dogs 3
3. Sarazanmai
4. Senryuu Girl

Fra sommer 2019:

1. Given
2. Granbelm
3. Starmyu 3
4. To the Abandoned Sacred Beasts 
5. Vinland Saga

Fra efterår 2019:

1. Ascendance of a Bookworm 
2. Psycho-Pass 3
3. Stars Align
4. The Legend of the Galactic Heroes: The New Thesis - Stellar War Part 1 

Film og OVA'er:

1. Fate/Grand Order: Zettai Majuu Sensen Babylonia Episode 0 
2. Haikyuu: Land vs. Sky
3. Penguin Highway
4. Psycho-Pass: Sinners of the System Case.1 - Crime and Punishment
5. Psycho-Pass: Sinners of the System Case.2 - First Guardian
6. Psycho-Pass: Sinners of the System Case.3 - In the Realm Beyond Is ____
7. Saga of Tanya the Evil -the Movie-
8. The Royal Tutor Movie

Jeg troede faktisk ikke, at vintersæsonen ville være så heftigt repræsenteret. Samtidig er det også seks ret forskellige animeserier, jeg har set fra den sæson.
Forårssæsonen blev meget præget af Attack on Titan Season 3 Part 2.
Sommersæsonen var... som den jo typisk er... ret intetsigende. Den klart dårligste animeserier, jeg har set i år er også fra sommersæsonen. Derfor undrer det mig meget, at Vinland kom som en sommerserie. Den har mere karakter af en efterårsserie.
Jeg har placeret Galactic Heroes: The New Thesis - Stellar War under efterår, selvom det er en film, fordi den egentlig fungerer som en sæsonanime sammen med de to andre film (som jeg dog ikke har set).
Psycho-Pass: Sinners of the System står som tre forskellige, da filmene har hver deres historie. 

KōyōCon 2019 - sådan gik det

KōyōCon 2019 løb af stablen i starten af november. Det virkede som om, KōyōCon var blevet et større tilløbsstykke her efter Genkis lukning i sommers. Connen fik i hvert fald udsolgt sidst i oktober.

Som opsamling på KōyōCon 2019 har jeg lavet et interview med en repræsentant for folkene bag. Det blev gennemført via mail i midt-slutningen af november, men grundet personlige årsager, har jeg først fået gjort blogindlægget klar til jer nu.

Billederne er taget af Martin Hansen.

I år ramte I jeres maks. mht. deltagerantal den 21. oktober. Hvad tænker I om det?

Det er vi selvfølgelig til at starte med glade for, men det betyder så også desværre, at de der plejer at købe billet i sidste øjeblik, ikke har kunne komme med. Udover det så åbner det selvfølgelig også op for snakken om hvorvidt vi bør udvide - og i så fald hvor meget.

Så hvad tænker I umiddelbart om at udvide deltagerantallet?

Vi kan ikke sige noget med sikkerhed, da der bliver valgt et nyt team ved vores generalforsamling, og det bliver så deres beslutning. Vi kan dog sige, at vi er godt tilfredse med vores lokation i Grenå. Derudover har vi et fantastisk samarbejde med Grenaa Idrætscenter og andre lokale i området.

Vi er desværre ved at nå vores maksimum af antal deltagere, men det er vigtigere for os at bibeholde den hyggelige stemning end at blive kæmpestor.

Hvordan er KōyōCon 2019 gået sådan overordnet?

Connen er gået dejligt smooth, hvilket er ved at være rutinen for os. ^^

Er der noget, I er særligt stolte over ved dette års con?

Mange ting har vi været særligt stolte over i år. F.eks. er vi stolte over, hvor glade deltagerne har været, selvom vi er flere end sidste år. Vi er stolte over vores Artist Alley, som i år har været større end nogensinde før, vi har været super stolte over vores Cosplayshow og vores Craftmanship / NCC. Vi har også hørt fra flere deltagere, at de synes, det var helt vildt godt. Det er sådan nogle ting, som gør os stolte. ^^

Hvad tænker I om den store tilslutning til Artist Alley?

Det kom som et mindre chok. Artist Alley har altid været populært, men I år havde vi knap nok åbnet op for tilmeldingen, før der var fyldt. Vi gjorde, hvad vi kunne for at få så mange med som muligt. Det betød så, at vi udvidede vores Artist Alley i år.

Har I gjort jer nogle overvejelser omkring, hvordan I vil gøre med Artist Alley fremover? 

Vi kommer til at starte tilmeldingen til Artist Alley forskudt af billetsalget, så Artist kan købe en billet først. Vi vil også gøre sådan, at det ikke bliver muligt at tilmelde sig uden en billet. Angående størrelsen så har vi haft 41 artists fordelt ud over weekenden, og vi føler, at vi har udvidet så meget, som vi kan på vores nuværende lokation i Grenaa Idrætscenter.

Hvordan gik cosplayshowet og craftmanship?

Det gik rigtig godt. ^^ Vi er som sagt super stolte over det. :-)

Hvordan har det været at være en del af NCC?

Det har været en kæmpe ære, og selvfølgelig noget vi meget gerne vil gøre igen. ^^

Hvad synes I, at NCC tilføjer til KōyōCon?

Det spreder de internationale kvalifikationer ud i løbet af året, så de ikke alle ligger omkring samme tid. Det åbner op for, at flere har mulighed for at deltage i kvalifikationer. Det giver også vores Craftmanship en opgradering, fordi der nu er solo skits og ikke bare en catwalk som tidligere.

Kunne I godt tænke jer at have flere kvalifikationer til internationale cosplaykonkurrencer?

Ja, det vil vi gerne have, men vi vil heller ikke have for mange, da vi stadig gerne vil have, at cosplayshowet skal føles åbent for alle og ikke alt for skræmmende.

Hvordan tog deltagerne imod jeres events? Var der nogen, der var mere populære end I havde regnet med? Nogen der skuffede?

Vi har haft nogle events, der var så populære, at der simpelthen ikke var plads til flere deltagere i lokalet. Jeg mindes ikke, at der var nogen, der ligefrem skuffede.

Hvilke events var det, og hvorfor tror I, at de lige præcis lokkede så mange til?

Det var faktisk mange af dem. f.eks. Ghibli Quiz og Anime Holdquiz. Vi havde jo flere deltagere end tidligere, og det har selvfølgelig også gjort noget. Desuden så er vores events generelt bare gode. ^^

Fortæl lidt om, hvordan conbusserne kom i stand, hvordan det er gået med dem, og deltagernes feedback på det.

Vi startede med Randers og Aarhus, fordi flere af vores deltagere kommer fra de områder. Vi har i år udvidet med Aalborg, Odense og København, for at gøre det nemmere for vores deltagere i de dele af landet. Der er blevet taget godt imod busserne. Vi har kun hørt feedback fra nogle få, men det har været positivt. Forhåbentlig kan dette års KōyōCon spørgeskema kaste yderligere lys over hvad deltagerne synes om busserne.

Er der planer om at udvide med flere busser næste år?

Ikke lige pt. men det kan ændre sig i løbet af året.

På eventyr med Gon og Killua

Med sine 148 episoder er HunterxHunter den 4. længste animeserie, jeg har set færdig (ifølge MAL). Seriens udgangspunkt er, at drengen Gon gerne vil finde sin far og forstå, hvorfor han i sin tid forlod ham for at fortsætte med at være hunter. Gon drømmer derfor om også at blive hunter. Gon er godhjertet, naiv og eventyrlysten. Han bebrejder ikke sin far. Som 10-årig forlader Gon sit hjem på Whale Island for at tage hunter eksamen. Her møder han Killua, Leorio og Kurapika, som i varierende grad optræder i resten af serien. 

Serien kan inddeles i 8 story arcs, som jeg har kaldt: 

1. Hunter eksamen
2. Free Killua
3. Heavens Arena og Nen
4. Jagten på Phantom Troupe
5. Greed Island
6. Chimera Ants act 1
7. Chimera Ants act 2
8. Valg til den 13. formand for Hunter Foreningen og red Gon

For mig er den første helt klart den bedste og stærkeste. Man får et tydelig adventure feel. Sammen med seriens karakterer udforsker man eksamens udfordringer. Det er nye oplevelser og en ny verden, der udfoldes for os. Og sådan havde jeg egentlig regnet med at resten af serien også ville være. 

Del 2: Free Killua har også noget af det, idet Killuas familie og deres hjem er omhyllet i mystik. Story arc'en er ikke så lang, så det var okay, at vi ligesom kom væk fra hunter fokuset. 

I del 3 går der battle anime i den, og serien stagnerer i min optik. 

Den kommer dog stærkt igen med Jagten på Phantom Troupe. Det er Kurapikas story arc, og det er helt klart ham der stråler i spotlightet. Selve story arc'en afsluttes okay, men der er stadig løse ender, som jeg så frem til ville blive taget op senere i serien. Det sker desværre ikke. 

Phantom Troupe stikker godt nok næsen frem i Greed Island story arc'en, hvilket netop foranledigede mig til at tro, at vi ville vende tilbage til dem som antagonister igen og igen. 

I starten var jeg skeptisk overfor Greed Island. Jeg syntes, det var malplaceret, at vi pludselig skulle have "vi er fanget i et spil"-elementet med. Jeg var nok også lidt irriteret over den måde samtlige spillere valgte at gå til spillet på. 

Derfor var det også forfriskende, at Gon og dermed Killua valgte at gå i en helt anden retning. At de begyndte at nyde spillet, gjorde også at jeg begyndte at nyde historien igen. Det sjove ved at spille kom i fokus. Derudover skulle jeg nok også lige komme mig over afskeden med Kurapika og Leorio. Jeg endte således med at være lidt hooked på Greed Island. 

Den 6. story arc fik mig dog til at tænke "WTF". Konceptet med at en art kan overføre gener fra sin føde til sit afkom, er interessant. Men for mig virkede det bare som en undskyldning for at lave alle mulige underlige afskygninger af monstre. Og hvorfor har de tøj på? De er dyr (i hvert fald til at starte med), og de har ingen kønsorganer, da de ikke kan reproducere. Der var bare så meget ved chimera ants, som ikke gav mening for mig. 

Jeg håbede derfor, at det ville være et kort story arc, men det blev ved med at trække ud - og så endte det sørme med, at der også var en anden del. SUK. Hvis jeg absolut skal nævne en god ting, må det være Killuas udvikling - primært i Chimera Ants act 2. Siden starten af serien har han søgt Gon og Gons lys, fordi han selv følte, at han var mørket. Og så bliver han pludselig en andens lys. Det kunne jeg godt lide. 

Det er da også Killua der bærer den sidste story arc for mig. Hans dedikation til både sin søster og Gon er bemærkelsesværdig. 

Jeg fandt Hunter Foreningsvalget virkelig uinteressant og ude af takt med seriens tone. De nye karakterer irriterede mig - også Ging. Det eneste gode var gensynet med Leorio. 

HunterxHunter har underholdt mig i 2,5 måned. I starten skyldtes det især seriens adventure element. Som jeg lærte karaktererne at kende blev det i stedet dem, der bar serien. Gon er en utrolig sympatisk karakter, men han kan også blive kedelig, fordi han har sådan en ligefrem og ligetil personlighed. Han er uden tvivl seriens hjerte. Af den grund fandt jeg også Chimera Ants act 2 så forstyrrende, da det kom til Gon. Nogle vil nok sige, at det gjorde ham mere interessant. Ikke mig. Jeg følte, at serien mistede noget ved det. Serien forsøger så at sætte Killua i Gons sted. Det er et fedt træk i forhold til Killuas udvikling, men han er bare ikke Gon - og gudskelov for det.

Killua er seriens komplekse karakter, som løbende står overfor indre dilemmaer. Han kæmper med sig selv og sin fortid. Han har et brændende ønske om at være sammen med Gon, og det ønske tvinger ham til at se forskellige ting i øjnene - særligt egne svagheder. 

Jeg har svært ved at anbefale HunterxHunter som helhed. For den holder simpelthen ikke niveau - og den holder sig heller ikke til det, den sætter seeren i udsigt i starten. Dog vil jeg gerne anbefale at man ser de første 20-21 episoder, som dækker hunter eksamen. Er man på det tidspunkt blevet glad for karaktererne (primært Gon og Killua), kan man godt se videre, men ellers kan man betragte det som, at man har set en historie - og det bedste HunterxHunter har at byde på. x'et siges forresten ikke. Det bruges i stedet for mellemrumstegn. ;)

HunterxHunter kan ses på Crunchyroll. 

Simpel men sigende ED

En OP og en ED er starten og slutningen på en episode anime. "Totalt åbenlyst!" vil nogen sige. Det jeg vil frem til, er dog at de kan fungere på forskellige måder. De kan fungere som sammenspillende ramme for fortællingen. OP'en i sig selv kan være stemningssættende og geare seeren op til at se serien. ED'en afrunder episoden og kan give plads til eftertanke. 

Typisk lægges der mest arbejde i OP'en. Mange ED'er vælger at springe over, hvor gæret er lavest og benytte et eller flere stilbilleder eller en meget simpel animation, hvor sangen kører hen over. Ofte bruges ED'en altså ikke til at udtrykke det store visuelt. Der er da også langt flere mindeværdige OP'er end ED'er. 

I disse steaming-tider, hvor man kan vælge at springe til næste episode, så snart ED'en begynder - ja, nogle tvinger endda en til det *host* Netflix *host* - så forstår man godt, at studierne ikke gider lægge en hel masse arbejde i ED'en. 

Derfor er fandt jeg det rigtig forfriskende at se ED'en til Stars Align. Det er ikke det store metaforiske visuelle under. ED'en viser, hvordan de forskellige karakterer laver den samme dans. Konceptet er simpelt men utrolig sigende og charmerende, for karakterernes personligheder afspejles helt åbenlyst i deres måde at danse på - eller valget om ikke at gøre det. 

Her i episode to bruger ED'en også det gængse kneb, at sangen begynder, imens den sidste scene af episoden endnu kører. I Danmark kan vi se Stars Align på Wakanim Nordic.

HunterxJojoxMob

Hvis du har læst mit forrige blogindlæg "Der er noget på vej", så ved du, at du sidst på året (realistisk set nok nærmere i starten af det nye år eller i foråret... ^^;), kan glæde dig til en række blogindlæg, hvor jeg ser tilbage på det forgangne animeårti.

I den forbindelse tænkte jeg, at jeg heller måtte få tjekket op på, hvilke anime jeg selv har overset - eller bevidst er gået udenom ved første øjekast. Jeg tog udgangspunkt i, hvilke serier jeg har hørt omtalt meget, som også er tilgængelige for mig på Crunchyroll.

Indtil videre er det blevet til påbegyndelsen på tre serier - og farvel til to af dem. Det drejer sig om:

1. HunterxHunter
2. Jojo's Bizarre Adventure
3. Mob Psycho

Det korteste bekendtskab blev Mob Psycho. 1 episode blev det til. Jeg var skeptisk, det indrømmer jeg gerne. Det lignede virkelig ikke noget for mig - og jeg fik ret. Den er virkelig godt produceret. Animationerne er nice, og det hele spiller - det spiller bare ikke lige min melodi.

Jojo's Bizarre Adventure blev det til tre episoder af. Jeg vidste godt, at serien er speciel, og man lige skal komme sig over, at 14-årige drenge lyder og har muskler som voksne mænd. Jojo har helt klart sin egen stil, og jeg forsøgte at komme overens med den. Men for at nyde Jojo, skal man nok ikke nøjes med det.

HunterxHunter ramte til gengæld et eller andet i mig. På trods af at jeg aldrig har set eller læst noget af den før, fik jeg en herlig nostalgisk følelse, da jeg så serien. Det er jo shounen som "i gamle dage", og jeg blev totalt draget ind i eventyret. Så jeg fik set rigtig mange episoder af første del på kort tid. Det er action og adventure, hvor vi følger en naiv og godhjertet dreng. På mange måder minder hovedpersonen Gon mig meget om Son-Goku fra Dragonball.
Det er ikke, fordi HunterxHunter er en fantastisk serie, men den er fin underholdning - og i perioder ret fængende. I starten tænkte jeg, at 148 episoder var vildt mange, men serien har været delt op i forskellige story arcs - hvor nogle dog har fungeret bedre end andre. Det er ikke en serie, jeg vil anbefale til alle, men synes man, at shounen er blevet lidt for mørk og brutal og har lidt for mange råbende, irriterende drenge, så tager HunterxHunter dig med på en tur tilbage til optimisme og troen på det gode i mennesker.