fredag den 19. september 2014

Manga.dk er kommet på nye hænder.

For et stykke tid siden så jeg på Facebook, at Maja Scheel Kvint havde overtaget manga.dk fra Carlsen. Hun havde nemlig lavet et opslag i Genkis Facebookgruppe såvel som i J-Popcons , hvor hun sprugte om idéer til, hvad der skulle være på siden. Dengang Carlsen jævnligt udgav en række forskellige manga, gav det mening, at de havde siden, men som salget af manga faldt, blev siden også kraftigt forsømt. Jeg tænkte derfor, at det kun er positivt, at manga.dk nu er kommet på nye hænder. Efter at have fulgt kommentarerne på opslagene i nogle dage, besluttede jeg mig for at kontakte Maja og høre, om hun ville være med til at interview til bloggen, så jeg kunne lære lidt om, hvem hun er, hvad hendes bevæggrunde for at overtage manga.dk var, og hvilke planer, hun har for siden. Hun sagde heldigvis ja. :)

Maja Scheel Kvint er 18 snart 19 år gammel og bor i Roskilde. Hendes interesse for anime og manga startede med Dragon Ball på dansk, som hendes storesøster introducerede hende til. Senere hen viste søsteren hende også Naruto – igen på dansk. Faktisk læste Maja kun manga på dansk det første år. I 2008 tog de så sammen til J-Popcon. Selvom Maja kun deltog om lørdagen, gjorde det et stort indtryk på hende og fik hendes interesse for anime og manga til virkelig at tage fat. Jeg spurgte hende, hvad det var, der greb hende og satte skub i interessen.
”At det gik op for mig, at der fandtes en masse serier, jeg ikke kendte til. Der var næsten ingen kostumer, jeg kunne genkende, og det gjorde mig nysgerrig. Det at alle var venlige og åbne var også en fantastisk oplevelse. Jeg var meget indadvendt dengang, og der var ikke så strenge regler omkring free-hugs, så jeg fik mig en del uønskede kram, hvilket var grænseoverskridende for mig, men i dag tror jeg det er meget godt jeg fik oplevet det.”

Maja har altså været fan igennem længere tid. Med overtagelsen af manga.dk er det første gang, hun sådan rigtig involverer sig i miljøet. Hun har dog været gopher til J-Popcon 2014. da jeg spurgte, hvad der fik hende til at melde sig lød svaret: ”Den høje pris på adgang som jeg ikke havde råd til, hvilket jeg finder lidt pinligt. Men jeg tror næppe, jeg er den eneste.” Jeg tror skam heller ikke, at hun er den eneste, men siden det primære ikke var et ønske om at hjælpe til, var jeg endnu mere nysgerrig omkring at høre, hvorfor hun så havde overtaget manga.dk. Til det svarede hun: ”Jeg brugte meget hjemmesiden til at holde øje med nye udgivelser på de danske mangaer, og dengang den gik ned ønskede jeg virkelig at nogen kunne overtage den og få den op igen. Alene domænenavnet har potentiale. I 2.g på Teknisk Gymnasium gik det så op for mig, at jeg selv kunne gøre det, med hjælp fra min klassekammerat som er naturtalent med IT. Jeg spurgte han om det, og d. 6 maj skrev jeg så til Carlsen manga. Lidt over en måned senere overtog jeg den.
Klassekammeraten var også med på idéen, og han har sågar hevet en ven mere med ind i projektet. De to drenge står for alt mht. servere og programmering. Så pt. er de altså tre personer bag manga.dk.

Drengene interesserer sig dog ikke for anime og manga men i stedet IT og programmering. Af den grund antog jeg lidt, at Maja så alene ville bestemme indholdet af siden, men sådan er det ikke. ”de har bestemt indflydelse. Alle idéer skal igennem dem først for at høre om de kan lade sig gøre. Vi snakker fælles om alle idéer, bl.a. omkring behov, og hvor vidt det vil blive brugt/læst. Er de ikke med på det, bliver det ikke til noget.” Når det kommer til indholdet, så har der været flere ting oppe og vende. ”Lige nu snakker vi meget om, om der skal være et forum eller ej. Det vil være oplagt, men jeg ønsker ikke at konkurrere med de eksisterende. De vil dog gerne gå all-out med hjemmesiden, og jeg er bange for, at det nok ender med at jeg lader mig overtale.” Derudover kan man på manga.dk's Facebookside se en detaljeret oversigt over, hvad der er planer om.
Denne oversigt indeholder bl.a. en database. Nogle af de kommentarer, der var kommet på Majas opslag, handlede om en database, og ud fra dem lød det til, at databasen skulle holde sig til manga udgivet på dansk. På Facebooksiden står der dog ”mangaer tilgængelige i Danmark", hvilket jo egentlig åbner op for manga på engelsk og tysk for den sags skyld, da begge dele kan bestilles over nettet. Så jeg spurgte Maja, hvad planen er. ”Den skal også dække manga udgivet på andre sprog. Men når den lancenres vil det først kun være med de danske udgivelser.
Jeg var også ret nysgerrig omkring nyhedsbloggen, da den type tiltag er blevet set flere gange i løbet af de 8-9 år, jeg har været i miljøet. Der har været forskellige måder at håndtere det på, ligesom det har været forskelligt, hvad nyhederne har omhandlet. Så jeg spurgte Maja, hvor bredt nyhedsbloggen skulle favne. ”Det kan ikke siges endnu, da vi ikke har fundet nogen, som ønsker at skrive den.” Jeg spurgte så til ønskescenariet, men jeg følte mig efterfølgende ikke meget klogere, da Majas svar var, at det skulle være alt relateret til miljøet omkring japansk populærkultur i Danmark. Jeg havde forsøgt at holde mine spørgsmål åbne for ikke forsøge at lede Maja hen imod nogle bestemte nyheder eller lægge ord i munden på hende, men jeg følte, at jeg på daværende tidspunkt, var nødt til at prøve at komme med nogle eksempler, så jeg kunne komme lidt nærmere en idé om, hvad for nogle nyheder, der kunne forventes. Jeg spurgte derfor, om der så ville kunne findes nyheder om f.eks. Nintendospil, cosplaykonkurrencer og japansk musik, hvortil Maja svarede: ”Det kan ikke siges med sikkerhed, men ja, hvis der er interesse for det.” Så det lyder meget til, at nyhedsindholdet kommer til at afhænge af skribenten/erne, og hvad brugerne ytre ønske om at se.
Manga.dk vil også give folk mulighed for at uploade deres egne mangaer, som de selv har lavet og har rettighederne til. Det er da en fin mulighed, men jeg er spændt på at se, hvor meget det rent faktisk vil blive brugt.
Der vil ligeledes blive lavet en side om ”hvor manga kan skaffes” – ”Hvilke der kan lånes på biblioteket, og hvor man kan købe mangaer. Det er de færreste som ved, at man kan låne de første 20 numre af Bleach.” Siden vil også indeholde en oversigt over både fysiske og online butikker samt henvise til Crunchyroll, da man der kan få et mangamedlemskab og derigennem få adgang til forskellige manga. Der vil også blive linket til andre sider, ”som kunne være interessant for mangafans.” Det kunne være communities i Danmark, hvad der vurderes som nyttige Facebookgrupper og blogs, connernes hjemmesider og højskoler.
En kalender vil der også blive oprettet. Denne er tiltænkt såvel store som små events. Alle brugere kommer til at kunne tilføje events, som så skal godkendes, før de bliver synlige. Dette er noget, som fanmiljøet i den grad kunne nyde godt af. Jeg tror dog, at manga.dk også selv skal være beredt på at gøre en del af fodarbejdet og selv søge informationer om arrangementer, for jeg tror bestemt ikke det vil være alle, som vil lægge deres arrangement op derinde selv. Her gælder det om at få gjort opmærksom på siden og få overbevist folk om at benytte sig af den i stedet for kun at oprette et event på Facebook.  

Planen er, at manga.dk skal lanceres i starten af det nye år. ”der burde der gerne være en god base af hjemmesiden.” Jeg spurgte, om de havde tænkt på, hvordan de ville få folk til at bruge siden. ”Jeg har haft tænkt på at have en community bod til f.eks. J-popcon, så der er blevet tænkt over det. Men jeg tror nok, den vil blive spredt mest ud via Facebook.” Manga.dk er stadig i opstartsfasen, så jeg forstår godt, at der ikke er lagt en mere konkret plan – og det hele foregår naturligvis også på det frivillige niveau. Det er måske også min kommunikationsbaggrund, der spiller ind, men jeg ville nok gøre noget mere ud af at lægge en plan for, hvordan budskabet om siden skal spredes, og hvordan man skal få folk til at bruge den. Manga.dk har selvfølgelig den fordel, at domænenavnet er utrolig ligetil. Siden er nem at finde for folk, der søger efter sider om anime og manga. Det kan også være, at det hele kommer af sig selv lige så stille, når siden bliver lanceret. Hvem ved... det sker jo af og til. På længere sigt er drømmen for manga.dk, at siden skal udbrede miljøet for den japanske populærkultur her i Danmark.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar