Det er blevet for vane, at jeg i forbindelse med hver animesæson laver et blogindlæg med en minianmeldelse af de serier, jeg er begyndt på. Minianmeldelsen dækker typisk 1-4 eps. af en serie. I denne omgang har jeg dog bestemt at skippe denne type indlæg. Der er flere grunde til det. Dels har jeg aldrig været den hurtigste til at lave disse indlæg, da jeg ikke begynder på alle nye serier, men selv bruger andre preview guides til at udvælge, hvilke jeg vil bruge tid på at give en chance. Her i forbindelse med efterårssæsonen går det dog endnu langsommere (fornemmer jeg), da Morten vil se med på alle dem, jeg har udvalgt bortset fra en. Jeg tror kun, vi således er startet på 2-3 stykker. ^^;
Da jeg første gang tjekkede sæsonen ud, udvalgte jeg faktisk kun 6 serier, som jeg ville se, hvilket er et noget lavere antal sammenlignet med tidligere sæsoner. Der har jeg typisk været oppe på en 10 stykker. Efter at have kigget på ANN's fall preview fik jeg dog tilføjet 3 serier. Omvendt fandt jeg dog ud af, at jeg ikke ville se World Trigger, da den havde fået ret dårlige anmeldelser, så den røg af listen. Således er jeg alligevel endt med en god sjat anime, som jeg skal have set på, og det går som sagt ret langsomt.
At der ikke kommer noget anime efterår 2014-indlæg, betyder dog ikke, at der slet ikke kommer noget om efterårssæsonens serier. Jeg har tænkt mig at udvælge nogle stykker, som jeg vil skrive lidt mere uddybende om, når jeg er nået længere ind i dem. Præcis hvordan disse blogindlæg vil blive udformet, har jeg ikke bestemt endnu. Det sker nok først, når jeg skal til at skrive det første af dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar