mandag den 27. oktober 2014

Til (Kōyō)con for første gang

KōyōCon nærmer sig lige så stille, så her kommer det første optaktsinterview til connen. Det er med Karoline på 18 år, som tager turen fra Aalborg med tog til KōyōCon i Randers.


Hvordan og hvornår startede din interesse for anime og manga?
Jeg har altid set serier som Hamtaro og Pokémon, men jeg startede for alvor i 2006 eller 2007, hvor de begyndte at sende Naruto på DR1 i en sommerferie. Jeg gav det en chance, og nu har jeg set det hver torsdag siden,  og så begyndte jeg samtidig at interessere mig for masser af andre animeserier.

Hvordan hørte du om KōyōCon, og hvad var din første tanke om connen?
Der var nogle af mine venner på Facebook, som snakkede om det. Min første tanke var, at det lød fedt, og det var helt perfekt som første con. Når det lå i Randers, så ville det ikke blive så dyrt for mig. 

Hvad var det, som lød fedt?
At det var en mindre con på en skole. Det gør det jo også lidt hyggeligere, og så er Randers ikke så langt væk. Det var rart, fordi connerne normalt ligger meget langt væk.

Du skriver, at det bliver din første con, men har du tidligere deltaget til nogen mindre events i fanmiljøet?
Nej aldrig, udover en Asian Food Festival i Aalborg, hvor der var lidt manga/animeboder. Jeg har tit tænkt på J-popcon, men når tiden så er inde, har jeg ikke haft pengene

Har du hørt om Anime Kita?
Jeg har hørt navnet før, men det er ikke noget, jeg har undersøgt nærmere.

Okay, det er en animeforening i Aalborg. De holder et lille arrangement en gang i måneden og to weekendtræf om året. Hvad med Mangazone, har du hørt om dem?
Det tror jeg, jeg vil se nærmere på. Nej, jeg kender ikke rigtigt til de små animeforeninger rundt omkring - kun de større conner. 

Skal du følges med nogen?
Nej, jeg tager alene derhen, men så skal jeg mødes for første gang med nogle Facebookvenner.

Hvordan er dine forventninger til KoyoCon?
At det bliver meget hyggeligt, at det foregår i god ro og orden, og at jeg møder mange nye mennesker.

Hvad ser du mest frem til?
At møde nye mennesker og få nye venner med samme interesser.

Er der nogle specifikke events, du planlægger at deltage i eller være tilskuer til?
Cosplayshowene, photoshoot, hvis der bliver vist nogle film og muligvis være med til at bytte kort.

Skal du cosplaye?
Både ja og nej, jeg skal ikke optræde med noget, men jeg har lavet et fursuit.

Hvorfor har du valgt at lave et kostume?
Det var mest, fordi jeg er meget kreativ og elsker udfordringer. Så jeg ville også prøve at lave sådan et efter at have set det på Google. Jeg går ikke specielt meget op i furry fandom, men jeg synes, de [dragterne] var godt lavet og ville også prøve at lave en selv - og så kan jeg ligeså godt få vist det frem.

Skal du sove i sovesalen?
Ja, det skal jeg. Det er også en af de ting, jeg ser frem til.

Det er sjældent, jeg hører nogen sige det. Hvorfor ser du frem til sovesalen?
Jeg kan godt lide at sove ude og prøve noget nyt. Jeg tror, det bliver hyggeligt at sove så mange sammen. Det er en ting at snakke med folk og gå rundt sammen. Når man også har aftenen/natten, får man dels mere tid sammen, og det er bare anderledes at hænge ud om natten - det er lidt ligesom at være på lejerskole. 

Hvor meget betyder den sociale del for dig mht. til connen i det hele taget?
Det betyder meget for mig at have nogle gode venner at dele interesser med, for jeg har ingen... sådan rigtige venner udenfor Facebook, som går op i det. Jeg er sikker på, de synes, det er underligt og ikke rigtigt kan sætte sig ind i det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar