torsdag den 19. februar 2015

Til J-Popcon for 1. gang - nu skulle det opleves

Med kun 1 dag til J-Popcon 2015 bringer jeg her mit femte og sidste optaktsinterview. Så til jer, der sidder og venter utålmodigt, er der lidt at fordrive ventetiden med. Interviewet er med 18-årige Louise, der bor i Randers. Som I nok har regnet ud, bliver dette hendes første J-Popcon.


Hvordan blev du interesseret i anime og manga?
Jeg tror, at det var efter, at jeg havde set det så mange forskellige steder og hørt om det fra mine venner, at jeg så endte med at tjekke det ud og blev meget fanget af det. Jeg kan dog ikke huske præcis hvornår det var, da det har været sket gradvist.

Hvor længe har du været en del af fanmiljøet omkring anime og manga, og hvilke arrangementer har du været med til? 
Jeg mener at jeg har været en del af miljøet siden 2012, så det er ikke så længe igen. Men jeg har måske kendt til det hele i længere tid uden at være klar over det. Dog var det i 2012, hvor jeg ligesom helt fik øjnene op for miljøet og opdagede, at der var conventions i Danmark, da jeg i mange år har kendt til Comic Con i San Diego. Jeg har deltaget i en Higashi weekend, KōyōCon 2013, SVScon 2014, Genki 2014 og KōyōCon 2014. Nu skal jeg så til J-Popcon 2015 som det næste.

Hvordan hørte du om J-Popcon?
Det var nogle af mine venner som fortalte mig om det. De havde enten lige været til J-Pop eller skulle derover, og så snakkede de bare om det. Jeg synes det lød meget spændende.

Hvorfor har du valgt at tage med til J-Popcon 2015?
Jeg besluttede, at nu når jeg havde hørt så meget om J-Pop, så ville jeg gerne selv over og opleve J-Pop i stedet for kun at have hørt om, hvordan det var. Der plejer ikke at være så mange af mine venner som tager med til J-Pop af forskellige grunde, men i år var der faktisk en del af mine venner som skulle med, og så tog jeg mig sammen og købte billetten.

Skal du følges med nogen til J-Popcon?
Jeg skal ikke følges med nogen derover, da de fleste jeg kender som deltager i J-Pop bor længere sydpå, end jeg selv gør eller bor på enten Fyn eller Sjælland, og så tager de også meget tidligere afsted end jeg, men jeg skal følges med nogle af mine venner ovre til selve J-Pop.

Hvordan er dine forventninger til J-Popcon? Hvad ser du mest frem til og hvorfor?
Jeg tænker, at det er meget større, end jeg er vant til med andre conventions. Både med hensyn til stedet det bliver afholdt men også med antal gæster. Jeg ser som altid meget frem til at se mine venner igen, da jeg ikke ser dem så ofte.

Er der nogen specielle events eller områder, som du ser frem til?
Jeg glæder mig meget til at se J-Pops dealer room, da jeg har hørt en del om det. Jeg har hørt, at der er meget godt merchandise og generelt bare mange ting at købe. Det er en meget god mulighed for mig at få købt nogle af de ting, som jeg jo ellers ville skulle bestille hjem over nettet eller at få fat i mine yndlingsmangaer, som er svære at finde. 
Derudover glæder jeg mig meget til at se de store cosplayshows, da det ser ud til at være meget højere kvalitet både cosplay- og skuespilsmæssigt.

Hvad synes du om programmet?
Jeg synes, at det ser rigtig godt ud. Der er en del spændende events, og der er rigeligt med ting alle tre dage. Ofte er der ikke så mange ting om fredagen og søndagen, da der fokuseres på lørdagen, men det virker ikke til at være et problem her. Jeg er dog lidt ked af, at jeg kommer til at gå glip af så mange ting om fredagen. Jeg ville meget gerne have været med til den store cosplay walk, men der er jeg stadig i skole, så det kan jeg jo desværre ikke.

Hvad synes du om temaet?
Jeg er faktisk ikke helt sikker på, om jeg helt har forstået deres tema, så jeg ved ikke, hvad det kommer til at betyde for connen.

Hvordan forstår du da temaet?
Jeg tænker, at det vel har noget med den tidsperiode at gøre. Men jeg ved ikke lige helt, om det er, fordi de laver events baseret på det, eller om det er, hvordan de pynter op på connen. Jeg lægger ikke sådan mærke til, hvis der er et tema til en con, eller også har jeg måske bare ikke været til en con med tema før.

Hvor meget betyder de internationale cosplaygæster for dig?
Jeg synes, det er virkelig spændende, at der kommer gæster fra andre lande, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at møde dem, da nogle af dem er cosplayere, som jeg har fulgt og ser op til og sådan. Jeg ville meget gerne have mødt Reika sidste år.
Jeg synes også, at det er ret fedt at Marios voice actor kommer til J-Pop.

Skal du cosplaye - hvis ja, hvem?
Ja, det skal jeg, og det glæder jeg mig meget til. Det er noget, jeg altid ser meget frem til. Det kan sagtens være, at der kommer ændringer, men min plan er på nuværende tidspunkt:
Fredag: Nok bare noget hverdagstøj og måske en wig, da jeg ankommer meget sent.
Lørdag: Megumi Shimizu fra Shiki

Hvad synes du om prisen på 395 kr. for hele connen? 
For at være helt ærlig synes jeg, at det er ret dyrt. Nu var jeg dog heldig og få en early bird billet. Men det er stadig 345 kr. og det er ikke engang inkl. soveplads. Til SVS betalte jeg kun 275 kr. og det var med soveplads. Jeg kommer til at skulle af med rimelig mange penge til J-Pop bare til entré og overnatning. Jeg tænker dog, at grunden til, at prisen er så høj, er, fordi J-Pop er så stor, og de har f.eks. internationale gæster og et stort show. Men hvis jeg skal til J-Pop hvert år fremover skal jeg spare op, da jeg jo skal rejse fra Jylland, så det kommer op på over 1000 kr., og det er uden mad og merchandise.

Benytter du dig af sovesalen? 
Nej, det gør jeg ikke. Det blev meldt ud meget sent, så på det tidspunkt havde jeg allerede betalt for hotelværelse. Hvis jeg skal med næste år kunne det godt være, at jeg måske benytter mig af det, da jeg ville spare lidt, da det trods alt er billigere end et hotelværelse og så ligger det på selve connen. Men 195 kr. er stadig ret meget for en soveplads.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar