onsdag den 25. februar 2015

J-Popcon 2015 conrapport

Årets J-Popcon er forbi, og det er blevet tid til reflektere over connen. J-Popcon har selv lagt et spørgeskema op, hvor man kan give noget feedback. Når jeg skriver conrapport, er det en beretning om min personlige oplevelse. Jeg har i år bestemt mig for kun at lave en conrapport, og jeg vil så inkluderer nogle flere kommentarer til de enkelte områder, events osv. her i stedet for i et separat blogindlæg. Til sidst i indlægget har jeg dog valgt nogle enkelte områder ud, som jeg kommenterer  ekstra på, da jeg ikke kommer rigtig omkring dem i conrapportdelen. Så Wall of text incoming... :p

I år drog jeg af sted til J-Popcon sammen med Morten, Stefan, Stine og Andreas. Vi ankom omkring kl. 14 og kunne således tjekke ind på vores hotel med det samme. Efter den meget dårlige oplevelse på Copenhagen Downtown Hostel sidste år, havde vi valgt at betale noget mere og få et ordentligt sted at sove. Hotel Ansgar ligger desuden også kun et stenkast fra DGI. Derefter gik vi til check-in hos J-Popcon.
Vi stillede os i det, vi troede var VIP-køen, da vi havde en speciel aftale, men vi fik af vide af nogle af dem, der stod foran os, at køen kun var til folk med stor bagage. Det undrede mig, men den almindelige kø var alligevel ikke så lang, så det ud til. I forhold til hvor få mennesker der var i køen, følte jeg dog, at vi stod der ret længe. Jeg tror vi stod i kø i 20-25 min. Vi kunne også se, at det ikke var alle skranker til check-in, der kørte. Det blev vi så klogere på, da vi kom frem til dem. Internettet var nede, hvilket betød, at systemet var nede, og folk skulle tjekkes ind ved at indtaste tallene under stregkoden i stedet for at scanne den.
Jeg fik mit armbånd på - dog ret løst (faktisk kunne jeg efter connen bare tage det ud over hånden). Jeg spurgte, om jeg kunne få klippet noget af "halen" på armbåndet af, men det fik jeg af vide, at jeg selv måtte gøre. Da vi så gik fra skrankerne, opdagede vi, at der faktisk var et håndtegnet skilt, der markerede den anden kø som VIP, så vi stillede os efterfølgende i kø (igen) der for at få vores skilte. Denne gang var de printet og klar til os med det samme. ^^ Tak Louisa.

Der var stadig et stykke tid til selve connen åbnede, plus vi var sultne, så vi smuttede hen på banegården og fandt noget at spise. Da vi kom tilbage tittede vi over i Øksnehallen, hvor vi fik en lille snak med David Mar scene og teknik (mener jeg, han stod for), indtil connen åbnede. Vi kunne også se de to torii'er blive bygget færdige. Der var indrettet et rigtig fint lounge område, lige når man kom ind i Øksnehallen foran baren. Den eneste ulempe ved området var bare, at døren ud-til nærmest altid stod åben, hvilket betød, at det var pænt køligt.
Da connen åbnede gik vi mod dealerrummet, da dette plejer at blive fyldt hurtigt, men der var endnu ikke åbent, så vi gik tilbage til Artist Alley. Der var enkelte boder, som stadig var ved at gøre klar. Artist Alley var i år udvidet til også at have "en arm" ud til højre over mod caféen og indgangen til svømmehallen. Jeg kunne dog høre på Christina/Shefura, at disse borde var sat ekstra op, da hendes bord i hvert fald var blevet glemt. Dog stadig fedt med så stor en tilslutning.
I Artist Alley fik jeg også hilst på Nynne, som jeg lavede et optaktsinterview med, og hendes datter. Der var mange flotte ting i Artist Alley, men til min ærgelse en del fanart (personligt finder jeg originale ting meget mere spændende).
Da vi havde gået Artist Alley igennem, snakket med Christina (og fået hende til at klippe "halen" af vores armbånd), smuttede vi ned i dealerrummet.
Jeg søgte straks over til tilbudskasserne hos Faraos. Dels fordi der plejer at være chance for gode tilbud (siger jo lidt sig selv ^^;), og dels fordi jeg har en del huller i mine samlinger, som jeg forsøger at fylde, og det er mangaudgivelser, som er ret gamle og ikke trykkes mere. Faraos havde også en hel væg med nyere mangaudgivelser, som jeg da også overvejede at købe nogle af. Anime'en og figurerne holdt jeg mig dog fra - det var priserne for høje til (hos alle dealere). Derudover bød dealerrummet på en masse nuttede og bløde plushies, pynteting som huer og katteører. Man kunne købe t-shirts, diverse småting som punge, nøgleringe, snacks og ramune. Der var også boder med tøj af forskellig art. Jeg kunne særligt godt lide Punlitas fine nederdele, og jeg overvejede virkelig at købe to. Alt i alt var dealerrummet som forventet - en fin blanding af forskellige ting men uden de helt specielle ting, som jeg mest går efter. Jeg tror dog, at varerne generelt matchede de besøgende fint.
Lidt i 17:00 gik vi i Øksnehallen til Åbningsceremoni, som dog blev en 20 minutter forsinket, da der lige skulle øves nogle ekstra gange kunne vi se (vi kom ind før dørene blev åbnet). I programmet var der afsat 1 time og 15 minutter til Åbningsceremonien, og min første tanke var, at det godt nok var lang tid. Det viste sig da også kun at tage ca. 20 min. Ceremonien tog udgangspunkt i Edo-temaet, så de fremtrædende på scenen var iført kimono, hakama og lignende. Den nye shogun (formand) blev præsenteret og bød velkommen, og det blev der så gjort lidt sjov ud af. De tre internationale cosplaygæster, som skulle være dommere til DCC blev præsenteret af Louise Hjuler Larsen, som stod for DCC i år. Til sidste blev clan wars præsenteret. Det var et nyt tiltag inspireret af Edo-temaet, hvor man kunne slå sig sammen i claner og dyste imod andre claner både til events og rundt omkring på connen.
Efter ceremonien gik jeg med over for at tilmelde mig sammen med nogle andre, da alle åbenbart skulle være til stede. Morten hentede vores ting til auktionen imens, for de skulle afleveres senest kl. 19. Da vi kom over i receptionen, var der kommet en del flere til i køen. Der var ikke markeret et sted, hvor man skulle henvende sig vedr. clan wars, og da vi spurgte i receptionen, var svaret lidt, at joooo det var her, man meldte sig til.... men måske når der ikke var så mange mennesker... Det endte dog med, at han fandt en bærbar og fik noteret vores clan og medlemmerne. Det forekom mig altså ikke så smart, at der til Åbningsceremonien blev gjort meget ud af at sige, at man skulle melde sig til, og at der så efterfølgende ikke var gjort klar til det i receptionen - især ikke, når det første clan wars event startede kl. 19.
Da der ikke var noget event, som vi fem virkelig gerne ville til fredag aften, valgte vi at tage på Sakura der. Siden vi blev introduceret til restauranten, har Morten og jeg altid besøgt den, når vi har været til con i København selvom den ligger tre stationer fra hovedbanegården. Det er en hyggelig lille restaurant med virkelig god mad og service. Jeg fik bibimbap og de andre fire fik tonkatsu.

Da vi kom tilbage til connen, gik vi på jagt efter Charles Martinet, for Stine havde en Mario-hat, som hun gerne ville have signeret. Han stod under "Flere events" på programmet, men der stod ikke hvorhenne han ville være at finde. Christina havde nævnt noget om signering for enden af Artist Alley, så vi startede der uden held. Jeg ville så gå til receptionen og sørge, men på vej derhen fik vi heldigvis øje på ham gennem vinduet ind til gameroomet. Det virkede også som en oplagt placering, men det kunne godt have stået i programmet. Stine fik signeret sin hat og Andreas fik et billede med Charles Martinet.
Efterfølgende gik vi en tur i dealerummet igen, da tilbudskasserne ikke havde været helt fyldte sidst. Vi nåede dog ikke særlig meget, for dealerrummet lukkede allerede kl. 21. Det stod godt nok også i programmet, men det overraskede mig, for det plejer at være åbent til i hvert fald kl. 22. Vi traskede i stedet lidt rundt på connen. Stine og jeg ville gerne have været til Sequel/No Sequel quiz, men den var desværre aflyst. Vi kom så til at tænke på spøgelseshuset og ville se, hvad det var, men vi droppede det igen, da vi så køen. Vi endte i stedet inde til J-Fashion-show og catwalk. Der fik vi os også en snak med Søren Sørensen og Casper 'usk' Jensen, imens de gjorde klar til showet.
Det var fint at prøve at se et J-Fashion-show, for det har jeg endnu ikke, selvom de ellers hyppigt afholdes til danske conner. Dog skulle der måske have været en playliste, eller også skulle afspilleren bare være sat til at loope, for værten Sascha Nielsen måtte flere gange sige "musik...", fordi den teknikansvarlige ikke lige var opmærksom.
Jeg kunne se, at Arena var sat til at køre indtil kl. 23:30 (hvilket betød, at der skulle være ca. 30 min. tilbage), og ud fra beskrivelsen lød det lidt som et event, man kunne gå til og fra. Så jeg overvejede, om vi skulle gå derover. Andreas skulle have noget at drikke, så han gik i baren i Øksnehallen, og han kunne så fortælle, at der ikke skete noget derovre. vi besluttede derfor at daffe tilbage til hotellet, for der var ikke rigtig nogen events, som vi havde lyst til at deltage i.

Lørdag gik vi på jagt efter brunch kl. 9:30, men vi måtte erkende, at København først åbner kl. 10. :( Så til sidst valgte vi, at vente de 10 minutter uden for Café Katz. Vi blev alle godt mætte, og var således klar til en fuld dag med con.
Eftersom vi var blevet afbrudt i vores gennemgang af tilbudskasserne fredag aften, vendte vi tilbage til dealerrummet. Tilbudskasserne ses for neden til venstre på billedet herunder.
Jeg fandt en pakke med en afsluttet serie, og så gravede vi en masse Negima og Oh My Goddess frem til Stine. Hun fandt 51 bind i alt, som hun fik til 1000 kr. Heldigvis fik hun et par papkasser med til at have dem i. Der var det også rart med et hotelværelse lige ved siden af, som man kunne smide indkøbene op på.
Vi bestemte os for at gå til auktion. Vi var egentlig ikke interesseret i at købe noget - mere i at se hvad nogle af tingene blev solgt for. Vores ting startede ved nr. 37, men auktionarius holdt et godt tempo, så vi blev faktisk siddende og så alle vores ting komme igennem. Jeg havde regnet med at få lidt mere for mine figurer, men nogle af småtingene indbragte så mere end forventet, så samlet set blev det faktisk mere, end vi lige regnede med.

Kl. 13:30 var vi til Voice Acting i Event 1. Det var forsinket en 10-15 min,, så Lisle Wilkerson havde faktisk lidt svært ved at komme ind i lokalet, fordi det var så fyldt med mennesker, da hun ankom. Der blev mega varmt i lokalet, og jeg følte mig lidt døsig til sidst, så det var vist meget godt, at det kun varede en time.
Det var interessant at høre om hendes arbejde med voice acting og om de forskelle, der er mellem USA og Japan. Hun fortalte også meget livligt og udtryksfuldt. Jeg rystede dog lidt på hovedet af nogle af spørgsmålene fra publikum. Jeg kunne ikke helt se, hvorfor der skulle bruges tid på spørgsmål om, om hun kendte den og den voice actor...
Stine valgte at hoppe i Event 2 bagefter til Japanske Yokai panel. Hun håbede på, at det kunne give hende en fordel i den efterfølgende quiz Gæt en yokai.

Vi andre fire endte i stedet på maid caféen, da vi ikke lige kunne se, hvornår det ellers skulle passe ind. Der var kø udenfor, men det gik nu okay hurtigt. Vi havde også jakker, så det var ikke slemt. Da vi kom frem til skranken, blev vi spurgt, om vi kunne være ude inden kl. 15:45, hvilket var om 45 min., så det sagde vi straks ja til og fik et bord. Der var gjort lidt mere ud af oppyntningen i år med dugene på bordene og ophæng af "kalligrafi".
Der var dog stadig ikke meget maid service over betjeningen. Hygiejnen haltede også gevaldigt, da både penge og brød blev håndteret med bare hænder lige efter hinanden. Jeg fik også senere af vide, at maden stod frit fremme under karaoke om aftenen/natten. Vi fik alle sammen melon pan, men jeg må indrømme, at det var lidt tørt.
Jeg fik ikke den rigtige te, men vi opgav lidt at komme i kontakt med en og få den byttet, da jeg var halvvejs igennem mit brød. Dog skal der gives en *thumbs up* for, at jeg fik noget at røre sukkeret ud med i teen. Jeg ved ikke, om det lige skyldtes det tidspunkt, vi var derinde, men det virkede MEGET mere lydt på maid caféen i år. Det gjorde det heller ikke bedre, at efter vi var kommet ind, blev køen rykket indenfor - lige bag vores bord... Måske kan kunne sætte nogle enkelte skillevægge op, for at dele rummet mere op og tage noget af lyden...?

Bagefter vendte vi tilbage til Event 2 for at deltage i Gæt en yokai sammen med Stine. Quizzen var dog forsinket, men imens vi sad og ventede kom der en arrangør og forklarede, at værten var forsinket pga. DSB, men at vedkommende nok var der om en 15 minutter. Det var rigtig rart, at få en udmelding omkring, hvorfor vi sad og ventede. Det betød dog imidlertid, at vi besluttede os for at springe den quiz over og i stedet gå til Original Sountrack-quiz. Denne var dog også en smule forsinket. Der blev godt fyldt i rummet, og jeg må gentage mig selv i dette års conrapport. Det er ikke optimalt, at hele rummet deltager på en gang, og man får lov til at svare, hvis man rækker armen først op!
Morten og jeg gik fra quizzen, før den sluttede for at hente vores penge fra auktionen, da dette kunne gøres kl. 17-20 om lørdagen, og vi regnede ikke med at kunne nå det efter DCC.

Derefter gik vi i Øksnehallen, og til vores overraskelse var der allerede godt fyldt. Dørene havde altså åbnet nogenlunde til tiden (gætter vi på, vi kom et kvarter efter). Det betød, at vi havde meget svært ved at finde fem gode pladser til os samlet. Så da Morten opdagede en vi kendte, som havde to tomme pladser ved siden af sig, spurgte vi, om vi måtte sidde der, og det fik vi lov til. I år var der ikke noget åbningsshow som sådan... Tales of-ambassadøren lavede et lille act, hvor man nok skulle kende spillet for at få noget ud af det. I stedet kom Louise Hjuler Larsen på scenen. hun fungerede som vært gennem hele showet. Selvom hun ikke var på scenen mellem de forskellige optrædener, kunne man høre hende præsentere dem, der skulle på scenen, imens der blev vist noget grafik på de to skærme. Imens der blev gjort klart til næste act, viste skærmene optagelser fra det forrige. Det fungerede rigtig godt, for det afledte opmærksomheden fra opsætningen på scenen - i hvert fald hos mig.
Der var 17 grupper i alt, hvilket betød, at der i tiden op til connen og på dagen var faldet 8 grupper fra. Der havde nemlig været et maks. på 25 grupper. (EDIT: Der var et maks. på 20 grupper, så der var kun faldet 3 fra.) Efter showet fik vi et lille sneak peak på nogle af grupperne, da deres grafik stadig var en del af præsentationen, som løb hen over skærmene, imens afstemningen om Crowd Favourite var åben. Der blev dog skippet hurtigt hen over dem.
I DCC blev der cosplayet fra en bred vifte af titler. Der var både cosplay fra vestlige film som Star Wars, Hobbitten og Maleficent, samt cosplay fra spil eks. Drakengard 3, Final Fantasy XIV og Tekken. Der var også lidt fra anime og manga men faktisk ikke overvældende mange. Modsat sidste år var der faktisk hele 8 soloer. Så i år havde man faktisk større chance for at vinde som gruppe - især til WCS, da der var to 3-mandsgrupper. Der var rigtig mange flotte og veludførte kostumer. Jeg var især imponeret over:

  • Drakengards kampscene, lyd og kostumer, som bare spillede rigtig godt sammen.
  • Benten og specielt vingerne, som sad utrolig godt fast og virkede som en organisk del af kroppen og ikke som noget skrøbeligt påsat.
  • Fili og Kili, hvis jeg ikke havde vidst, at det var Line og Louise Eriksen ville jeg ikke have kunne genkende dem.

De tre nævnte løb da også alle med en præmie hver. :p Der var et enkelt lyskiks under showet i år. Gruppen fik tilbudt at lave actet igen, men den ene prop var gået i stykker, og det ville tage en time at gøre den klar igen. Jeg synes dog, at gruppen håndterede det rigtig flot, men det var altså også synd for dem. Vi slap heldigvis for hyle- og superskingre lyde i år (hvor det ikke var meningen). Man kan dog stadig høre, at nogle grupper ikke har haft de bedst forhold, da de optog deres lyd på forhånd.

Efter showet sagde Louise, at dommerne ville vende tilbage efter 30 minutter, og afstemningen om Crowd Favourite ville køre i 20 min. I pausen ville der være Epic Rap Battle. Morten og jeg tænkte så, at vi godt kunne vente den halve time. Da afstemningen lukkede, var der stadig ikke startet noget Epic Rap Battle. Vi tænkte, at de måske havde droppet det, for der var ikke meget tid tilbage. Det kom dog på, og efter to omgange, besluttede vi os for at gå... for dommerne kom så nok ikke tilbage efter 30 minutter. Vi gik på hovedbanegården for at finde noget at spise, da Stine gerne ville nå tilbage til holdquiz. Jeg gik på Yam Yam, og de andre fire gik på Sunset.
Vi var tilbage lidt i 21:00, og Morten ville så i Øksnehallen for at se, om vi kunne nå at se noget af præmieoverrækkelsen. Da vi kom ind, kørte ECG-videoen, som de ikke kunne få til at virke i starten af showet. De fortsatte med at dele præmier ud, og til sidst sagde Louise så på dansk, at de gerne ville takke to personer i miljøet, som havde lavet con i mange år og gjort meget for miljøet, men som nu takkede af. Både Morten og jeg stod og tænkte, at den ene nok var den tidligere formand Niels, men hvem mon den anden var, da Louise så sagde vores navne... "Whut?! Øh... okay. Stefan, hold min taske." - sådan ca. var min reaktion. Da vi kom op på scenen fik vi hver en buket blomster, og jeg blev helt rørt. Det var virkelig en underlig følelse at stå deroppe. Det havde jeg på ingen måde set komme. Der var ingen, som havde ladet et hint falde om, at vi skulle være til præmieoverrækkelsen. Det var faktisk ret heldigt, at vi lige var kommet ind af døren 5-7 minutter før.

Resten af aftenen var programmet noget tomt. Holdquiz var desværre blevet henvist til Event 5, hvor det sidste år var i Forsamlingshuset, men der skulle der altså være fest i år. Vi blev stuvet ret tæt sammen både uden for lokalet, da vi ventede på, at de gjorde klar, og inde i selve lokalet til quizzen. Da vi endelig fik lov til at komme ind i lokalet, skulle vi vente yderligere. Det viste sig, at det, vi ventede på, var en gopher... *suk* I er 2-3 arrangører i lokalet... det endte da også med, at to af arrangørerne startede quizzen. Vi sørgede for at komme med i første runde, og da vi ikke gik videre, skyndte vi os ud for at få noget luft.
Festen sagde mig ikke det store, men jeg tænkte, at jeg lige ville prøve at kigge derind, så vi gik ned i Forsamlingshuset. Det viste sig så, at festen var blevet flyttet til Øksnehallen - dette havde J-Popcon dog vidst allerede efter DCC, men man havde så ikke lige tænkt på at flytte noget andet ned i det bedste eventlokale og udnytte det... holdquizzen kunne jo sagtens være rykket ned i Forsamlingshuset så.
Da der som sagt ikke var så meget andet at give sig til, stillede Stine, Andreas og jeg os i kø til spøgelseshuset. Stefan kom lidt efter. Vi stod i kø i 45 min., og vi var også en af de sidste grupper til at komme igennem. Jeg hørte dog efterfølgende, at nogle havde stået i kø i op til 1,5 time. O.o Spøgelseshuset var ikke vildt uhyggeligt, men det var et godt forsøg, vil jeg sige. Man skal jo starte et sted. Jeg forstod dog ikke helt, hvorfor det tog så lang tid at få folk igennem, men det kan være, at de først til sidst begyndte at sætte folk sammen i grupper af 5, og at andre gruppe gik langsommere igennem end os. Derefter valgte Morten og jeg at gå i seng, imens de tre andre smuttede til karaoke.

Søndag morgen skulle vi tidligt op, for vi skulle i Grand Teatret for at se forpremieren på Fortællingen om prinsesse Kaguya. Vi havde valgt at se filmen søndag, fordi forestillingen var i den store sal den dag. På min kvittering for reserveringen af billetterne stod der, at vi skulle møde op 45 min. før filmens start, men da vi ankom til Grand Teatret, hang der en seddel i døren med, at de først åbnede 30 min før første forestilling... *suk* Da vi så fik billetterne og gik ind i salen, kunne vi se, at der var noget galt. Vi sad pludselig på bagerste række i en lille sal... Jeg kunne høre andre snakke om, at der var blevet lavet en fejl. Desuden stoppede filmen 2 min. inde, fordi der lige skulle flere folk ind i salen - de var åbenbart blevet placeret i den forkerte sal... Filmen i sig selv var dog rigtig god, og efter min mening passede stilen virkelig godt til filmens historie. Jeg regner med at lave et separat blogindlæg med en anmeldelse af filmen.
Da vi kom tilbage til connen, gik vi i Øksnehallen for at se J-Popcons cosplayshow. Det var gået i gang, så vi stod bare ud i siden og kiggede på. Der var heller ikke særlig mange deltagere. Derefter trissede vi rundt på må og få på connen, indtil der var panel med manga.dk. Jeg tror desværre kun, der mødte 8-9 tilskuere op inkl. os 5... men eventet stod heller i programmet, da det åbenbart var faldet på plads efter trykning. Bagefter gik vi til Sun Creature Studio foredrag og premiere på deres The Reward: Tales of Alethrion pilot. Herunder kan I se en trailer.

Kenneth Ladekjær var desværre ikke med, så da eventet gik over til at være spørgsmål fra publikum - og de mest gik på The Animation Workshop, listede vi af. Morten og jeg gik til J-Popcons Feedback & Foreslag panel, og de andre tre gik i madboderne, som igen var sat op på pladsen udenfor.

Der var ikke så mange til panelet, men der lød til at blive sagt en masse konstruktivt. Bagefter snakkede vi også kort med Louisa, inden vi vendte snuden vestpå hjem igen.

J-Popcon forsøgte sig med nogle nye ting i år. Jeg har været omkring spøgelseshuset, men der var også en +18 lounge. Der var godt nok noget sidste år også, men det var til grin. I år var loungen rykket ind i lokalet hvor biograf 2 tidligere har været. Der var nogle borde, stole, noget Guitar Hero, en projektor til tider med anime og så kunne man købe sodavand, øl og Breezers derinde. I forhold til rummets størrelse var der en god sjat mennesker derinde, den ene gang jeg gik derind.
Jeg talte kort med en arrangør omkring projektoren, for der kørte ikke noget på den på det tidspunkt. Han sagde, at der ville blive sat noget anime på. Jeg spurgte ind til dating games, for det havde jeg læst noget om i conbogen. Han forklarede, at der ikke var noget program for loungen, de prøvede sig lidt frem. De havde tænkt på at sætte noget dating sim på, hvor tilskuerne så kunne heppe på de forskellige piger. Jeg synes, at idéen med loungen er god. Lydniveauet derinde var heller ikke så højt, som andre steder på connen. Dog vil jeg sige, at det er en idé, der fortsat skal udvikles på.

Community Corner fungerede ikke ordentlig i år efter min mening. De få boder, der var lå meget spredt med Bosei, Genki og Geekcore helt nede i bunden og så origami og KAF i nærheden af indgangen. Derimellem var der mange tomme borde, som folk bare indtog til at spise, spille eller snakke ved. Dette forstår jeg også godt, men jeg tror, det ville have været bedre, hvis der var blevet rykket rundt, så der faktisk var et sammenhængende Community Corner og et hygge/hænge-ud-corner ved siden af.

Dealerrummet lukkede for tidligt, følte jeg. Både fordi jeg tror, at folk gerne vil handle længere, men også fordi man ved lukningen fjerner et meget stort opholdsområde nemlig tribunerne. Til feedback-panelet spurgte jeg, hvorfor det lukkede allerede kl. 21. Louisa mente hun havde hørt en grund, men hun var ikke sikker, så hun ville ikke sige noget, hvilket jeg også godt forstår.

Conbogen var desværre ikke en skriftrulle. Til gengæld var der rettet op på kvaliteten af indholdet sammenlignet med sidste års avis. I år kom programmet også for sig selv, og der var ikke skrevet tidspunkter på beskrivelserne i conbogen. Så den risiko for forvirring og fejl havde man undgået på den måde. Conbogen og programmet var rart at have ved hånden, når man skulle finde ud af, hvad man skulle lave. Desuden var det rart at få conbogen udleveret, da vi stod og ventede i køen før check-in, så man kunne bruge ventetiden på at læse i den.

Eventlokalerne ovenpå er generelt for små til en con af J-Popcons størrelse. Det ville være rart med en mellemting mellem de store af dem og Forsamlingshuset. Jeg husker, at der tidligere har været brugt et par mødelokaler i stueetagen på DGI-hotellet. Jeg ved godt, at det ville sprede connen mere igen, men de har altså lidt mere plads (så vidt jeg husker). Derudover ville det have været rart med nogle simple papirskilte, hvor der stod Event 1, 2 osv. på hver af dørene. Jeg har så efterfølgende læst, at der hang skilte på japansk ved siden af dørene... men dem forstår størstedelen jo ikke - og jeg opdagede dem slet ikke.

Alt i alt havde jeg en hyggelig weekend. Der var både gode tiltag til J-Popcon og ting, der kan forbedres, men sådan er det ved de fleste conner. Jeg oplevede ikke store forsinkelser som sidste år til DCC, men til gengæld var der mange 10-20 minutters forsinkelse på de events, jeg tog til. På nuværende tidspunkt vil jeg dog sige, at det afhænger af indhold og gæster, om jeg tager med næste år. Jeg må nemlig indrømme, at programmet ikke talte vildt meget til mig i år. Jeg kan godt lide idéen med at have et tema, men jeg følte, at det kunne have været mere gennemgående og gennemført - og så er det en god idé at hænge lamper op, før gulvet bliver fyldt med mennesker. ;) :p Det er dog godt at se J-Popcon fortsat udvikle sig og prøve noget nyt. 

2 kommentarer:

  1. J-popcon lyder ret sjovt til trods for småfejlene hist og her.
    Jeg kom til at undre mig over, hvor mange mennesker, der kom til arrangementet. Altså i hvilket størrelsesforhold, fx en lille gruppe eller på størrelse med en festival?

    SvarSlet
    Svar
    1. J-Popcon rundede så vidt jeg hørte 3000 deltagere - derudad var 700 lørdagsbilletter. Så der er noget af et spring fra foreningsarrangementer som Kita Træf til J-Popcon. (Jeg nævner Kita, fordi jeg har set dig på forummet der. :p)

      Slet