Efter min tur til Japan i 2011 lavede jeg nogle blogindlæg, hvor jeg fortalte forholdsvis overordnet om at rejse til Japan. I denne omgang har jeg i stedet valgt nogle anderledes ting ud fra turen her i sommers, som jeg vil fortælle om.
Jeg har igennem årene fået set en sjat sportsanime, og størstedelen af dem har haft baseball som fokus. Hovedpersonerne har gået i high school, spillet på skolens hold og for de fleste har drømmen været koshien. Den første baseballanime, jeg så, var Princess Nine. Det er faktisk også den eneste baseballanime, jeg har set, der handler om et pigehold. Det var dog først med Cross Game, at jeg begyndte at interessere mig lidt mere for sporten og fik en forståelse for, hvordan det fungerer og de strategier, der ligger bag. For tiden ser jeg faktisk også en baseballanime, nemlig Ace of Diamond. Den har mange manly moments og manly tears. Jeg ser serien sammen med Morten, som også har set Cross Game.
Jeg har igennem årene fået set en sjat sportsanime, og størstedelen af dem har haft baseball som fokus. Hovedpersonerne har gået i high school, spillet på skolens hold og for de fleste har drømmen været koshien. Den første baseballanime, jeg så, var Princess Nine. Det er faktisk også den eneste baseballanime, jeg har set, der handler om et pigehold. Det var dog først med Cross Game, at jeg begyndte at interessere mig lidt mere for sporten og fik en forståelse for, hvordan det fungerer og de strategier, der ligger bag. For tiden ser jeg faktisk også en baseballanime, nemlig Ace of Diamond. Den har mange manly moments og manly tears. Jeg ser serien sammen med Morten, som også har set Cross Game.
Da vi planlagde rejsen til Japan snakkede vi to om, at det kunne være sjovt at prøve og se en baseballkamp. I en guidebog faldt jeg så over en passage om Jingu Stadium i Harajuku-Aoyama-området. Efterfølgende gik jeg ind på deres hjemmeside, som de heldigvis havde en ganske udmærket engelsk udgave af. Jeg kunne se i kampprogrammet, at der kun var én dag, som ville passe ind i vores rejseplan. Jeg fandt også ud af, hvor man købte billetter, men jeg kunne ikke hitte ud af om, man burde bestille eller købe billetter i god tid.
Morten og jeg valgte dog at vove pelsen og gå derhen på kampdagen for at købe billetter. Der var ingen af de andre, der ville med. Vi fandt det rette gate, og billetdamen var rigtig god til engelsk, så det gik super nemt. Vi valgte at sidde infield på hjemmebanesiden. Vi tænkte, at det ville være sjovest.
Morten og jeg valgte dog at vove pelsen og gå derhen på kampdagen for at købe billetter. Der var ingen af de andre, der ville med. Vi fandt det rette gate, og billetdamen var rigtig god til engelsk, så det gik super nemt. Vi valgte at sidde infield på hjemmebanesiden. Vi tænkte, at det ville være sjovest.
Kampen begyndte kl. 18:00, men man kunne komme ind allerede kl. 16:30. Vi ankom en tre kvarter før kampstart, efter vi havde spist tidlig aftensmad og købt snacks, drikkevarer samt en paraply. På vej til Jingu Stadium var der dog rig mulighed for at købe mad og tage med derhen. Vi fandt vores pladser, og jeg følte mig lidt stor, for klapsædderne var ret små, og der var ikke meget plads mellem rækkerne til ens ben. Heldigvis kom der aldrig nogen ved siden af mig, så vi kunne fylde lidt ekstra. Pladsen ved siden af Morten var også fri, da kampen begyndte, men der kom faktisk en del tilskuere i løbet af kampen.
Under opvarmningen trissede hjemmeholdets to maskotter rundt på banen. Vi havde det begge to varmt, så vi turde slet ikke forestille os, hvor varmt det var at have maskotdragten på. Vi gætter på, at det var en af cheerleaderne, der var inden i hun-svalemaskotten, for hun dansede med på alle cheerleaderdansene.
Hjemmeholdet Yakult Swallows tog imod Dragons. Inden kampen gik i gang var der en kort velkomst afholdt af en vestlænding. Han var i uniform, så vi gættede på, at han var en tidligere spiller. Han talte både japansk og engelsk. Under kampen speakede han også, når der skulle heppes på hjemmeholdet. Man kunne virkelig mærke, hvem der var hjemmehold, og hvem der var udehold. Der var kun fokus på Swallows, og deres spillere havde en fed præsentation på storskærmen, når de skulle på.
Når Swallows scorede havde tilskuerne et ritual: de slog paraplyer op og løftede dem op og ned i luften. Langt de fleste havde specielle Swallows paraplyer med. De var i Swallows farver med et billede af maskotten på, og så var de ret små. Efter 7. inning kom cheerleaderne også på banen og lavede fællesdans/-sang med paraplyerne, hvor hjemmebanetilskuerne selvfølgelig var med.
Som I kan se ud fra billederne og videoen, blev det mørkt, imens vi sad på stadion. Efter, jeg tror det var, 5. inning blev der fyret lidt fyrværkeri af. Jeg ved ikke rigtig hvad anledningen var - om der var en, eller det bare skyldtes, at det var sommer - men det var fint, at vi også fik det med.
Jeg fulgte ikke kampen totalt intensivt. Jeg syntes nemlig, at det også var sjovt at kigge rundt på stadion for at se på fansene osv. Bandet og de hardcore fans stod faktisk på tilskuerpladser i outfield. Jeg havde egentlig regnet med, at de ville være i infield, men vi snakkede om, at det måske var af hensyn til familier, at de blev placeret "derude". Der var nemlig en del børnefamilier blandt tilskuerne. På stadion var der forskellige små butikker, der solgte snacks og drikkevarer, men der gik også "ølpiger og -drenge" rundt. Nogle havde en tank med øl på ryggen og andre gik rundt med dåser. Det var helt klart dem, der fik gået flest skridt den aften.
Baseballspillere er faktisk ikke vildt aktive igennem sådan en kamp. Mange af dem står stille det meste af tiden, men når der så kommer action deres vej, skal de til gengæld kunne eksplodere og yde lige på stedet.
Vi tænkte begge to, at det ville blive tætpakket med mennesker, når kampen sluttede og alle skulle ud, så vi valgte at forlade stadion, da der kun manglede 2 outs. Den ene kom faktisk lige som vi rejste os, og da vi gik forbi butikken med Swallows-ting lidt væk fra stadion, kunne vi se på skærmen derinde, at de sagde tak for kamp. Vi kunne faktisk også høre på publikum, da den sidste out kom, selvom vi var kommet lidt væk fra stadion.
Jeg synes, at det var en rigtig god aften. Det var bare en oplevelse i sig selv at være der. Jeg vil dog sige, at man får mest ud af det, hvis man kender reglerne i baseball og ved hvordan spillet fungerer. Som en bonus fik Morten også fat i en baseball, ^^ så vi fik en særlig souvenir med derfra. Efter at have set en baseballkamp med voksne mænd, der det meste af kampen kastede med en hastighed på 120-145 km/t, virkede det dog liiidt underligt, at der ofte i baseballanime er en pitcher på en 16-18 år, der kan kaste med 150 km/t eller mere...
Under opvarmningen trissede hjemmeholdets to maskotter rundt på banen. Vi havde det begge to varmt, så vi turde slet ikke forestille os, hvor varmt det var at have maskotdragten på. Vi gætter på, at det var en af cheerleaderne, der var inden i hun-svalemaskotten, for hun dansede med på alle cheerleaderdansene.
Hjemmeholdet Yakult Swallows tog imod Dragons. Inden kampen gik i gang var der en kort velkomst afholdt af en vestlænding. Han var i uniform, så vi gættede på, at han var en tidligere spiller. Han talte både japansk og engelsk. Under kampen speakede han også, når der skulle heppes på hjemmeholdet. Man kunne virkelig mærke, hvem der var hjemmehold, og hvem der var udehold. Der var kun fokus på Swallows, og deres spillere havde en fed præsentation på storskærmen, når de skulle på.
Når Swallows scorede havde tilskuerne et ritual: de slog paraplyer op og løftede dem op og ned i luften. Langt de fleste havde specielle Swallows paraplyer med. De var i Swallows farver med et billede af maskotten på, og så var de ret små. Efter 7. inning kom cheerleaderne også på banen og lavede fællesdans/-sang med paraplyerne, hvor hjemmebanetilskuerne selvfølgelig var med.
Jeg fulgte ikke kampen totalt intensivt. Jeg syntes nemlig, at det også var sjovt at kigge rundt på stadion for at se på fansene osv. Bandet og de hardcore fans stod faktisk på tilskuerpladser i outfield. Jeg havde egentlig regnet med, at de ville være i infield, men vi snakkede om, at det måske var af hensyn til familier, at de blev placeret "derude". Der var nemlig en del børnefamilier blandt tilskuerne. På stadion var der forskellige små butikker, der solgte snacks og drikkevarer, men der gik også "ølpiger og -drenge" rundt. Nogle havde en tank med øl på ryggen og andre gik rundt med dåser. Det var helt klart dem, der fik gået flest skridt den aften.
Baseballspillere er faktisk ikke vildt aktive igennem sådan en kamp. Mange af dem står stille det meste af tiden, men når der så kommer action deres vej, skal de til gengæld kunne eksplodere og yde lige på stedet.
Vi tænkte begge to, at det ville blive tætpakket med mennesker, når kampen sluttede og alle skulle ud, så vi valgte at forlade stadion, da der kun manglede 2 outs. Den ene kom faktisk lige som vi rejste os, og da vi gik forbi butikken med Swallows-ting lidt væk fra stadion, kunne vi se på skærmen derinde, at de sagde tak for kamp. Vi kunne faktisk også høre på publikum, da den sidste out kom, selvom vi var kommet lidt væk fra stadion.
Jeg synes, at det var en rigtig god aften. Det var bare en oplevelse i sig selv at være der. Jeg vil dog sige, at man får mest ud af det, hvis man kender reglerne i baseball og ved hvordan spillet fungerer. Som en bonus fik Morten også fat i en baseball, ^^ så vi fik en særlig souvenir med derfra. Efter at have set en baseballkamp med voksne mænd, der det meste af kampen kastede med en hastighed på 120-145 km/t, virkede det dog liiidt underligt, at der ofte i baseballanime er en pitcher på en 16-18 år, der kan kaste med 150 km/t eller mere...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar