Som optakt til GEEKcore har jeg lavet fire interviews med kommende deltagere. Det første er med Nicoline Tange, som er lidt af en allround nørd. Hun elsker tegneserier, sci-fi-film og -serier, spil som Ledgend of Zelda, Super Mario og PokéMon. Hun bor i Lyngby lidt uden for København og har altså ret kort til connen. Nicoline har cosplayet i tre år, og hun har været til GEEKcore i både 2013 og 2014.
Det er faktisk en sjov historie. Jeg skulle i Fona for at købe sæson 5 af Doctor Who. Jeg står i butikken i mine egne tanker, da en pige henvender sig til mig. Det viser sig, at hun også er kæmpe Doctor Who-fan. Vi står og snakker om serien i et stykke tid, da hun opdager, at jeg har et armbånd på fra J-Popcon 2013. Vi begynder så at snakke om conventions og cosplay. Hun spørger mig, om jeg har hørt om det her nye event der hedder GEEKcore. Jeg havde ikke hørt om det, men da jeg kom hjem, søgte jeg på det og syntes, at det lød fedt!
Hvorfor har du valgt at deltage til GEEKcore 2015?
Jeg har valgt at deltage til GEEKcore 2015, fordi det er et fedt forum, hvor at man kan snakke om sci-fi-serier, tegneserier og andre "nørdeting". Jeg synes også, at fællesskabet er super godt og meget trygt.
Skal du følges med nogen til GEEKcore 2015?
Jeg skal følges med min bedste ven, som jeg altid tager til conventions med. Som det er lige nu, skal vi cosplaye sammen torsdag, hvor vi cosplayer Castiel og Dean fra TV serien Supernatural, og lørdag, hvor vi cosplayer Abby og Connor fra TV-serien Primeval.
Hvad synes du om, at GEEKcore ligger torsdag-lørdag?
Jeg synes ikke, det er så godt, da jeg har et arbejde. Jeg har soveplads men jeg bliver nød til at stå op om fredagen for at tage på arbejde. Det gør dog ikke så meget, da jeg allerede arbejder i København, men det ville dog rart, hvis det lå fredag-søndag.
Hvor stor en betydning har det, at GEEKcore foregår i samme område, som du bor i?
Jeg vil sige, at det har ret stor betydning, at det foregår i København. Hvis det havde foregået første år i Århus, var jeg nok ikke taget med. Hvis det dog nogensinde bliver rykket over vestpå, så ville jeg nok tage af sted, da GEEKcore er gået hen og blevet min yndlingsconvention.
Hvad synes du om prisen for at deltage?
Jeg synes, prisen er meget fair! Taget i betragtning af hvad du får over det tre dage, er det helt okay.
Jeg købte dog en early bird ticket, så jeg fik den lidt billigere.
Hvad synes du om, at GEEKcore spreder sig ud over en række fankulturer?
Jeg synes, at det er perfekt! Jeg er en meget nørdet type, der elsker sci-fi-film, superheltefilm og actionfilm såsom Mission Impossible. Så GEEKcore er det perfekte forum til finde nye venner med samme interesse - i forhold til conventions som J-popcon og Genki, der kun fokuserer på japansk popkultur.
Hvordan er dine forventninger til GEEKcore 2015?
Mine forventninger til GEEKcore 2015 er ikke super høje. Jeg håber dog på at finde nogle nye venner med samme interesse som mig.
Er der noget, som du håber, at GEEKcore har forbedret og/eller udviklet på siden sidste år?
Jeg håber, at de har opdateret deres program, så det er lidt nemmere at finde ud af. Det ville også være fedt, hvis de opdaterede deres rute til sovesalen. Sidste år brugte mine venner og jeg ca. 30 min på at finde den.
Hvad ser du mest frem til ved GEEKcore 2015?
Den er svær. Jeg glæder mig til en masse fede events og paneler. Jeg glæder mig bl.a. til Arcade Machine Workshoppen. Jeg tror at det bliver meget sjovt at være med til at bygge en arcade maskine. Jeg glæder mig dog også til Lip Sync Battle og karaoke, selvom jeg ikke har en tone i livet. Hahaha.
Hvad synes du om gæsterne, der er blevet annonceret indtil videre?
Jeg kender dem ikke så godt, men jeg glæder mig dog rigtig meget til Ciwiel og Mie-Rose cosplay. Jeg ville dog ønske, at min yndlings cosplayer Matt Eleven kom.
Hvad synes du om programmet indtil videre?
Programmet er i top i år. Der er masser af events, jeg skal deltage i; b.la. Lip Sync Battle, Arcade Machine Workshop, Legend of Zelda Ocarina of Time speedrun, Mirrors Edge speedrun, Disney Music Quiz og selvfølgelig åbningsshowet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar