tirsdag den 29. september 2015

Japanturen 2015 - del 9: symfonikoncert

En lille uges tid før vi skulle af sted til Japan, opdagede jeg, at der skulle afholdes en symfonikoncert med animemusik, imens vi var i Japan. Til koncerten ville der blive spillet musik fra Neon Genesis Evangelion, Puella Magi Madoka Magica, Attack on Titan og OP'en til Steins;Gate. Det var alt sammen musik, som er bekendt for mig. I maj sidste år var jeg til Final Fantasy symfonikoncert, og jeg følte, at jeg fik mindre ud af oplevelsen, fordi jeg ikke kendte musikken. Det var en rigtig flot koncert, men jeg engagerede mig ikke rigtig i den, fordi musikken var fremmed for mig. Så jeg tænkte, at Anime Symphonia, som koncerten hed, lige måtte være noget for mig. Jeg forhørte mig hos resten af gruppen, som jeg skulle til Japan med, og der var seks andre, som også var friske.

Jeg forsøgte at bestille og købe billetter hjemmefra, men selv med flere timers Google translate og hjælp fra Juliane, som kan japansk, måtte jeg opgive. Det virkede bare virkelig usikkert. I stedet bad jeg en af receptionisterne på Hotel Edoya om hjælp, da vi var ankommet. Jeg fik hende til at skrive en seddel på japansk med, at jeg gerne ville købe syv billetter til Anime Symphonia. Den gik jeg så ned i 7-eleven med, men det gik dog ikke så nemt, som jeg havde regnet med. Vi brugte nok tre kvarter i butikken på at finde billetterne i deres system men til sidst lykkedes det! Det gyldne ord var "p-nummer" og så mit navn med tegn... XD

Koncerten foregik i Bunkamura i Shibuya. Det var ret nemt at finde. I aftenens anledning havde de fleste af os taget lidt pænere tøj på. Da vi ankom, kunne vi dog se, at de andre tilskuere var klædt meget forskelligt. Der var f.eks. tre turister i shorts og t-shirts med nørdtryk. Der skulle være orden på, da vi skulle ind til koncerten, for vi blev stillet op på fire rækker. Vi fandt let vores pladser, og selvom vi havde de billigste billetter, sad vi faktisk med en god udsigt til hele scenen. Det hjalp selvfølgelig også, at der ikke blev fyldt helt op i salen, og at japanerne jo ikke er så høje.

I programmet kunne jeg se, at koncerten var delt op i segmenter. Det første segment var musik fra Neon Genesis Evangelion, nr. 2 bestod bl.a. af Hacking to the Gate fra Steins;Gate, og nr. 3 var musik fra Puella Magi Madoka Magica. Vi ræsonnerede os derfor frem til, at programmet for eftermiddags- og aftenkoncerterne måtte være forskelligt. Vi havde dog været så heldige at få den kombination, som jeg var mest interesseret i at høre. ^^


Koncerten blev indledt med en introduktion af to værter. Efter min mening virkede deres optræden dog alt for påtaget og alt for lang - og det var altså ikke kun, fordi jeg ikke forstod, hvad de sagde. De kom desværre på banen flere gange i løbet af koncerten.
Da de omsider gik af scenen, kunne jeg læne mig tilbage og nyde tonerne fra A Step Forward Into Terror. Det var et virkelig velvalgt åbningsnummer. Da det var slut, havde jeg lyst til at klappe, men salen forblev bomstille, så jeg gjorde ikke noget. Sådan fortsatte det igennem hele Evangelion-segmentet. Jeg kunne rigtig godt lide de melodier, som orkestret havde udvalgt, og jeg sad hele vejen igennem og spillede scener fra serien inde i mit hoved, imens jeg lyttede til musikken. Efter Evangelion-segmentet var der en lille pause, hvor man kunne komme på toilet, få sig noget at drikke osv.
Det første nummer efter pausen var det nummer, som klingede bedst i hele koncerten. Der var god harmoni mellem de forskellige instrumenter, og jeg blev suget ind i musikken, selvom jeg ikke kendte den. Jeg var derimod ikke så begejstret for Hacking to the Gate.
Madoka-delen blev spillet som få sammenflydende stykker modsat Evangelion-delen, som var delt op efter hvert musikstykke. Jeg synes på sin vis, at det var en skam, men på den anden side, lød det også godt. Det gjorde dog, at jeg slet ikke kunne hitte rede i, hvor langt i programmet, vi var kommet. Jeg kan godt lide Yuki Kajiuras musik og også den, hun har lavet til Madoka. Desværre syntes jeg, at de udvalgte numre lignede hinanden for meget. Der var få karakteristiske steder, så for mig flød det hele meget sammen. Det lød dog stadig ufatteligt smukt.
Koncerten blev sluttet af med An die Freude, hvor der kom en hel række sangere på scenen. Tænk at have siddet bagved hele koncerten igennem for bare at komme ud og synge ét nummer. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor man havde valgt at slutte med dette ekstranummer, men helt fremmed er det nummer jo ikke for Evangelion-fans, da det bliver brugt i serien og Death and Rebirth-filmen. Så det kunne være en måde at binde koncerten sammen på. Det kunne også bare være, at de gerne ville indvie animefans noget mere i klassisk musik. Jeg ved det ærlig talt ikke. Det fungerede dog godt som finale for koncerten.

Selve koncerten var en virkelig god og speciel oplevelse, som jeg er rigtig glad for, at jeg fik med. Det kan varmt anbefales at tage til symfonikoncert med animemusik, hvis man godt kan lide, at der bliver kælet for øregangene. Det kostede os ca. 380 kr. per person, og efter min mening var det bestemt pengene værd - hvis man vel at mærke er til den slags. Jeg har desværre ingen billeder fra selve koncerten, da kamera ikke var tilladt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar