tirsdag den 16. maj 2017

Den "skjulte" annoncering af Kita Con

Den 16. april offentliggjorde Anime Kita datoerne for dette års Kita Con (7.-9. juli.) på sin Facebookside og hjemmeside. Det skete dog først efter opfordring fra mig. Anime Kita havde lavet et opslag, hvor de søgte arrangører til Kita Con. Der blev så spurgt, hvornår connen ville finde sted. Der kom hurtigt et svar, hvor der også blev refereret til, at datoerne stod i referatet fra det seneste bestyrelsesmøde.
Dette møde foregik den 29. marts. Bagefter min opfordring blev det også nævnt, at datoerne var blevet fortalt til generalforsamlingen. En generalforsamling hvor der mødte 17 mennesker op... 

Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan Anime Kita kan tro, at det er nok, at have datoerne stående i et referat fra et bestyrelsesmøde og så fortælle det til 17 personer. Det er da bare med at få de datoer ud til folket hurtigst og bredest muligt, hvis man gerne vil have at folk skal deltage. Især når det ligger i sommerferieperioden. Mange planlægger deres sommerferie i god tid, men når man ikke kender datoerne, kan men ikke tage hensyn til dem i sin planlægning. Jeg har f.eks. ikke mulighed for at komme, da det falder sammen med min planlagte sommerferie. Havde jeg kendt datoerne noget tidligere, kunne jeg have taget højde for dem - det har jeg gjort med Genki. Og jeg tror ikke, jeg er den eneste, hvor det er tilfældet.

I min optik er det også lidt sent at søge arrangører under 3 måneder før connen, men det afhænger selvfølgelig også af, hvad Anime Kita forventer sig af deres arrangører, og hvor lang en proces ansøgere skal igennem. Skal man bare om bord for at lave et par quizzer, burde man sagtens kunne nå det. Skal man derimod engageres dybere i planlægningen af connen, virker det som sent at komme i gang.

Anime Kita havde ikke nævnt noget om deres ambitioner mht. deltagerantal. Så den 4. maj spurgte jeg om det på Anime Kitas Facebookside. Jeg forhørte mig også om, hvornår de regnede med at komme med en lokation. De havde møde i planrådet, som står for Kita Con, 10. maj, og efterfølgende fik jeg svar. Forventningen er, at tilmeldingen kommer op den 22. maj. Lokationen bliver offentliggjort senest i forbindelse med tilmeldingen. Der forventes 150 deltagere.

I dag er der altså en lille uge til, at tilmeldingen skulle åbne. Så der er stadig noget tid at løbe på mht. annonceringen af lokationen.

150 deltagere lyder overkommeligt, når man kigger på tallet isoleret. Det begynder dog at skrante lidt, når man får af vide, at der sidste år kun deltog ca. 80, for jeg husker det faktisk som, at Anime Kita var en smule bedre til at gøre reklame sidste år.

Det er også muligt, at Anime Kita gemmer markedsføringskrudtet til de kan åbne tilmeldingen. Spørgsmålet er bare, om det er for sent. Til den tid er der kun 46 dage til selve connen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar