Viborg kan også. I søndags kom byen for alvor med på Danmarkskortet i fanmiljøet - i hvert fald for mig. Jeg var på mit første besøg til byen af anime og manga relaterede grunde i anledning af Animated søndag. Det skulle fungere som en forsmag på den store Viborg Animations Festival, der finder sted i slutningen af oktober og starten af november.
Jeg besøgte Animated søndag sammen med 8 andre. Vi havde aftalt at mødes på Hjultorvet, hvor det meste skulle finde sted. Arrangementet var lavet i samarbejde med Viborg Handel, hvilket godt kunne mærkes på nogle af aktiviteterne. Der var bl.a. optræden med Guldbagerens Krummeklub, som lokkede en masse børnefamilier til. Så lige der følte vi os lidt malplacerede. XD På torvet var der en scene og et stort telt. Scenen blev mest brugt til Krummeklubben, men cosplayerne fra mangaklubben Taiyotaku brugte den også til at tage billeder på. Inde i teltet kunne man købe nudler og se promos for animationsfilm lavet af elever på The Animation Workshop.
Den gamle Bog og Idé butik var også taget i brug. Det var rigtig rart, da det godt kunne blive koldt udenfor i længden. Derinde havde Alpha Entertainment en bod, hvor der blev vist live tegning, solgt figurer, Vanguard kort og selvfølgelig Comic Party og Alpha t-shirts. Der var også sat en PS3 med et Narutospil op samt en Wii med noget Mario. Man kunne også sætte sig og tegne eller lære lidt om spiludvikling. Der var desuden mulighed for at erhverve sig nogle billige mangaer og tegneserier til 5 kr. stykket. De var alle kasseret fra biblioteker rundt om i kommunen, men nogle var faktisk i okay stand. I den forreste del, hvor konsollerne stod var der også en masse sækkestole, som man kunne boltre sig i. Det var vi ret glade for. ^^
Jeg fik hilst på et par stykker fra mangaklubben. De har ingen formand, men jeg snakkede med en af pigerne, som var med til at starte det. De er ikke så organiserede, men de hygger sig, og det er jo det vigtigste. Det er mest lokale der kommer i klubben. De mødes på biblioteket, men tager også på udflugter til f.eks. SVScon sammen. Hende jeg snakkede med, var meget glad for SVScon - nok især fordi det ligger i Jylland, og der er sovesal. Jeg fik det indtryk, at de fleste i klubben gik på gymnasiet, så de er nok i 15-18 års alderen. Hun var i hvert fald 16. Så vi kunne godt regne ud, at vi var noget ældre, men det er selvfølgelig også 6 år siden HAF startede op, og jeg kom ind i miljøet - men det er en anden historie.
Hen af eftermiddagen forlod vi Hjultorvet og begav os øst på til Kunsthal Brænderigården for at se Osamu Tezuka udstillingen. Man kunne sagtens gå ud til museet, så det var perfekt at kombinere de to ting. Udstillingen fyldte 4 rum, og der blev vist film 2 steder: en dokumentar om Osamu Tezuka fra før hans død og eps. 1 af Kimba the White Lion. Vi så kun en lille bid af dokumentaren, da den varede 45 min. Til gengæld så vi hele episoden med Kimba, og jeg må sige, at den var godt nok noget mere underlig end jeg havde regnet med. Det var dog tydeligt både i den ene episode og udstillingen af sider fra Kimba mangaen, at Disneys Løvernes Konge ligger meget tæt op af på nogle punkter.
Udstillingen indeholdt sider fra meget forskellige Tezuka værker lige fra den børnevenlige Astro Boy og Princess Knight til den mere voksne Black Jack, og mørke MW samt den filosofiske Phoenix. Ud over sider fra værker, var der også en beskrivelse af hver manga, hvilket bidrog med ekstra indblik i serien og historien.
Samtidig var der også en udstilling med værker og kulisser lavet af elever på The Animation Workshop, hvilket også var spændende og flot at se. Befinder man sig i Viborgområdet eller får man mulighed for at komme derhen, vil jeg helt klart anbefale et besøg hen på Kunsthal Brænderigården. Det fungerede rigtig godt for os at kombinere det med Animated søndag. Dagen blev afsluttet med en tur på BONES. ^^
Viborg Animations Festival har lagt billeder fra Animated søndag på Facebook.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar