På vores rejse i Japan oplevede vi af og til nogle sjove episoder - en del forårsaget af sprogbarrieren. I dette blogindlæg vil jeg dele nogle af disse oplevelser med jer.
Japanere der snakker japansk til en lost Maibritt
Inden jeg tog til Japan første gang i 2008, troede jeg, at japanerne ville kunne se forskel på mig og dem, men jeg tog fejl. Også på turen sidste år, blev der talt meget japansk til mig. XD Til orientering for jer, der ikke aner, hvordan jeg ser ud: jeg er adopteret fra Sydkorea. ;) Mit japanske er meget begrænset, og det bliver ikke bedre af, at folk tror, man kan sproget og bare snakker løs. Når vi ankom i en gruppe, talte japanerne altid til mig, fordi de troede jeg kunne japansk. Selv når vi havde forklaret, at jeg ikke kunne, henvendte de sig stadig halvt på engelsk og japansk til mig og aldrig en af de andre i gruppen. XD
Inden jeg tog til Japan første gang i 2008, troede jeg, at japanerne ville kunne se forskel på mig og dem, men jeg tog fejl. Også på turen sidste år, blev der talt meget japansk til mig. XD Til orientering for jer, der ikke aner, hvordan jeg ser ud: jeg er adopteret fra Sydkorea. ;) Mit japanske er meget begrænset, og det bliver ikke bedre af, at folk tror, man kan sproget og bare snakker løs. Når vi ankom i en gruppe, talte japanerne altid til mig, fordi de troede jeg kunne japansk. Selv når vi havde forklaret, at jeg ikke kunne, henvendte de sig stadig halvt på engelsk og japansk til mig og aldrig en af de andre i gruppen. XD
Schweiz? Holland? Sverige?
Bortset fra mig så skilte de andre sig jo en del ud i det japanske bybillede. Hvor vi var fra, var der dog blandede gæt på. Vores Ghibliguide gættede på Schweiz, efter hun havde fået et Dannebrogsflag, fordi de to flag ligner hinanden. Vi mødte også en ældre japaner, der troede vi var fra Holland. Det klassiske gæt fra selvfølgelig Sverige.
Bortset fra mig så skilte de andre sig jo en del ud i det japanske bybillede. Hvor vi var fra, var der dog blandede gæt på. Vores Ghibliguide gættede på Schweiz, efter hun havde fået et Dannebrogsflag, fordi de to flag ligner hinanden. Vi mødte også en ældre japaner, der troede vi var fra Holland. Det klassiske gæt fra selvfølgelig Sverige.
Som tidligere nævnt, er japanerne ikke så gode til engelsk. Det kunne i hvert fald virke som om, at de er bange for at skulle tale det. De flygtede i hvert fald fra os i togene. Nogle mente, at det var, fordi de var bange for at blive spurgt om noget på engelsk. En dansker fylder dog også noget mere en japaner på et sæde i togene. Det med størrelsen var i hvert fald med til at skræmme japanerne væk andre steder. Drengene fortalte, at de altid havde fællesbadet for sig selv på Hotel Edoya, fordi japanerne smuttede, så snart de trådte ind. Det samme gjaldt i Spaworld i Osaka.
En eller anden... hjælp...?!
I et af mine tidligere "Turen gik til Japan"-indlæg har jeg hvis nævnt, at vi spiste på en restaurant, hvor man bestilte på en trykfølsom skærm. Det var meget godt, at det foregik sådan, for da vi ankom og talte engelsk til tjeneren, så han meget fortabt ud. Vi forstod ikke, hvad kan sagde, men han lignende en der desperat forsøgte at få hjælp. Han så meget bedende på en kvindelig kollega og sagde noget, men hun skyndte sig bare væk. Derefter kaldte han køkkenet, men der var heller ingen hjælp at få. Med fagter fik han dog anvist os til et sted og sidde. ^^ Derefter gik det nemt med skærmene. De kunne dog ikke helt forstå, at vi blev ved med at bestille så meget mad.
I et af mine tidligere "Turen gik til Japan"-indlæg har jeg hvis nævnt, at vi spiste på en restaurant, hvor man bestilte på en trykfølsom skærm. Det var meget godt, at det foregik sådan, for da vi ankom og talte engelsk til tjeneren, så han meget fortabt ud. Vi forstod ikke, hvad kan sagde, men han lignende en der desperat forsøgte at få hjælp. Han så meget bedende på en kvindelig kollega og sagde noget, men hun skyndte sig bare væk. Derefter kaldte han køkkenet, men der var heller ingen hjælp at få. Med fagter fik han dog anvist os til et sted og sidde. ^^ Derefter gik det nemt med skærmene. De kunne dog ikke helt forstå, at vi blev ved med at bestille så meget mad.
Størrelsesforskel
Det var altid nemt at finde hinanden i Japan, for de fleste ragede jo 0,5-1,5 hoved over japanerne. En af drengene blev ligefrem spurgt, om han var basketballspiller. XD
One-size
Ikke bare i højden men også bredden er der forskel. Det er bare lidt som om de japanske tøjekspedienter ignorerer det, når man spørger i hvad størrelse de har den lille trøje, man så godt kan lide, og de smilende svarer "One size-u." "Ja, som om... for den kan jeg jo helt sikker klemme mig i..." Som pige kan det altså være lidt deprimerende at gå på tøjshopping, selv hvis man er en dansk medium. Det kan dog lade sig gøre at finde noget, man kan passe!
"Hun står lige bag ved mig, ikke?"
Vi var jo på en del udflugter, hvoraf en af dem gik til Kawaguchiko. I min sultne tilstand fik jeg valgt en lidt shady restaurant, der viste sig at være beværtet af en meget skræmmende russisk dame. Aldrig har jeg oplevet så dårlig service og attitude. Bakken med vand og vandglas blev nærmest smidt på bordet, så vandet væltede over kanten. Vi skulle selv dele dem rundt til alle. Menuerne var klistrede, og billederne af maden så ikke særlig indbydende ud. Vi kiggede alle sammen rundt på hinanden. "Skal vi gå?" "Kan vi gå?" "Der er ikke nogen, som har rørt vandet vel." "En eller anden, lad som om du får et opkald, og sig vi skal gå." "Hvad gør vi?" Alt imens vi snakkede, stod hun hvis og så ret utilfreds ud. Vi blev dog alle enige om, at vi godt kunne tillade os at gå igen, og at vi alle sammen skulle rejse os op samtidig. Da jeg kiggede rundt på de andre, kunne jeg ikke få øje på damen nogen steder, og så gik det op for mig... "Hun står lige bag ved mig, gør hun ikke?" hvortil de andre nikkede. "Argh!" tænkte jeg bare, jeg kunne bare føle hendes blik i min ryg. Samlet rejste vi os undskyldende og tog benene på nakken. Ingen af os turde vende os om og kigge for at se, om hun stod og skulede efter os i vinduet - men vi havde det på fornemmelsen. XD
Vi var jo på en del udflugter, hvoraf en af dem gik til Kawaguchiko. I min sultne tilstand fik jeg valgt en lidt shady restaurant, der viste sig at være beværtet af en meget skræmmende russisk dame. Aldrig har jeg oplevet så dårlig service og attitude. Bakken med vand og vandglas blev nærmest smidt på bordet, så vandet væltede over kanten. Vi skulle selv dele dem rundt til alle. Menuerne var klistrede, og billederne af maden så ikke særlig indbydende ud. Vi kiggede alle sammen rundt på hinanden. "Skal vi gå?" "Kan vi gå?" "Der er ikke nogen, som har rørt vandet vel." "En eller anden, lad som om du får et opkald, og sig vi skal gå." "Hvad gør vi?" Alt imens vi snakkede, stod hun hvis og så ret utilfreds ud. Vi blev dog alle enige om, at vi godt kunne tillade os at gå igen, og at vi alle sammen skulle rejse os op samtidig. Da jeg kiggede rundt på de andre, kunne jeg ikke få øje på damen nogen steder, og så gik det op for mig... "Hun står lige bag ved mig, gør hun ikke?" hvortil de andre nikkede. "Argh!" tænkte jeg bare, jeg kunne bare føle hendes blik i min ryg. Samlet rejste vi os undskyldende og tog benene på nakken. Ingen af os turde vende os om og kigge for at se, om hun stod og skulede efter os i vinduet - men vi havde det på fornemmelsen. XD
Episoderne er noget sjovere, når man selv har været der, kan jeg ligesom fornemme efter at have skrevet om dem. ^^; Men nu er indlægget skrevet, så I får det alligevel. :p Det var sidste del i "Turen gik til Japan." Jeg har i hvert fald ikke flere ideer til emner. Sidder du med en god ide, kan du skrive det i kommentarfeltet. ;) Jeg remser lige de andre dele op igen her:
Haha, ej nogle sjove historier! Lyder som om du har oplevet en del! :-)
SvarSlet