Ud over sådan noget som fly og hotel, er der også en række andre praktiske ting, man skal have styr på, når man planlægger en rejse til Japan. Mit vigtigste råd er nok: "Lav research!" Lån eller køb guidebøger, læs hjemmesider og spørg venner og bekendte, der har været af sted. Jeg har selv bl.a. brugt Japan Guide, TimeOut Tokyo, diverse Lonely Planet bøger og Turen går til Japan. På den måde får man noget generel viden.
Det er især en god ide at sætte sig ind i transportsystemet hjemmefra, da man jo ikke kan undgå at benytte det. Allerede ved ankomst til lufthavnen, skal man finde en måde at komme ind til Tokyo og sit hotel på. Den bedste måde er tog, og det er værd at betale lidt ekstra og komme med Skyliner Airport Express. Det går nemlig meget hurtigere end med almindeligt tog. Der er også ret god plads til ens kuffert i den type tog. Toget har endestation ved Ueno, hvor man så skal finde ud af at komme videre fra. Ligger hotellet i nærheden, kan man bruge sine ben - det gjorde vi.
Transport rundt i Tokyo foregår typisk med undergrund. Jeg anbefaler kraftigt, at man fra start bare køber sig et Pasmo kort, som man så kan tanke penge på. Pasmo kortet bippes så ind, når man skal med toget og ud igen, når man forlader stationen. Man kan ikke komme ind og med toget eller ud fra stationen uden at bruge et Pasmo (eller anden form for billet) i Tokyo, så man er altid sikker på, at der bliver trukket den korrekte pris. Prisen er afhængig af afstand/stationer rejst. Man behøver heller ikke tager sit Pasmo kort frem for at bippe det ind, man kan bare lægge sin pung på scanneren. ^^
De har desværre ikke noget tilsvarende i Osaka. Der kan man i stedet købe kort med et hvis beløb på, kaldet Rainbow card. Korten skal dog op, ud af pungen og igennem scanneren, når man skal bruge det. Når kortet er tomt smides det ud. Har man to Rainbow cards, hvor der er for lidt til at betale for rejsen på det ene, kan man lægge dem ind i scanneren sammen, så finder den selv ud af at trække det korrekte beløb.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, hvornår det sidste tog kører, da man ellers kan ende med at strande på en station halvvejs fra sit hotel. Så er man sent i byen i f.eks. Roppongi i Tokyo må man enten berede sig på en (længere) gåtur - hvilket man faktisk kan have godt af - eller søge andre transportveje. Er man en 3-4 personer, kan det sagtens betale sig at tage en taxa. Det kan godt være, at guidebøgerne skriver, at taxa er dyrt, men de sammenligner jo sjældent med danske priser.
Som udenlandsk turist må man også benytte sig af JRP: Japan Rail Pass, hvilket jeg virkelig anbefaler, man gør. Det tjener sig selv ind med en tur Tokyo-Osaka retur. Desuden åbner det op for, at man nemmere kan tage på udflugter længere væk. Rail Pass kan købes til 7, 14 eller 21 dage. Det SKAL bestilles hjemmefra og så aktiveres i Japan. Man vælger selv, hvornår man vil aktivere sit Rail Pass. Det kan gøres på Ueno station. Det kan godt tage noget tid, især hvis man er en lidt større gruppe, da der skal udfyldes en masse papirer. Prisen kan godt variere alt efter, hvor man bestiller dem fra, så igen kan det betale sig at lave research. Med et Rail Pass kan man frit benytte shinkansen med undtagelse af 2-3 typer tog. Man skal dog stadig huske at reservere siddepladser. Rail passet kan dog også bruges på JR linjer i Tokyo som f.eks. Yamanote line. Så man kan faktisk spare noget på sit Pasmo også. Det er dog hovedsaligt tiltænkt længere rejser, da det ikke er helt billigt, men det er ture med shinkansen bestemt heller ikke.
Andre muligheder for transport er busser og i nogle byer (Hiroshima) også sporvogne, hvilket jeg kun prøvede at bruge enkelte gange. Jeg synes dog, at det virker mere besværligt, og vi var ret usikre på, hvordan betaling fungerede, og hvor meget en tur kostede. Vi brugte det så heller ikke særlig meget, hvilket nok også er grunden til, at jeg ikke fik sat mig ordentligt ind i systemet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar