Så er jeg klar med mine minianmeldelser af nogle af forårssæsonens nye animeserier. Der er skåret ned, og det er således kun blevet til 5, hvoraf 2 er fortsættelser. Dog begyndte jeg vist også kun på en 4 stykker i vintersæsonen.
Set: 3/25 eps. på Viewster
Der findes andre animeversioner af legenden om Arslan. Som det let kan ses på character designet, er denne udgave baseret på en manga med tegninger af Hiromu Arakawa (kendt for Fullmetal Alchemist). Mangaen udgives stadig, så vi skal nok ikke regne med at få en afsluttet historie på de 25 episoder.
Historien handler om prins Arslan, hvis far er en mægtig og ubesejret konge. Arslan drømmer om at blive en stor konge ligesom sin far, men da han drager ud i sit første slag som 14-årig går det grueligt galt - ikke så meget for Arslan selv men for hele hæren.
Jeg kendte ikke historien på forhånd, og indtil videre synes jeg fint om serien. Jeg er ikke fuldstændig grebet af den, men jeg kan se potentiale - både mht. plot og personerne. Jeg tror, det er sådan en serie, som har brug for mere tid til at drage seeren ind i sit univers. Indtil videre virker det i hvert fald som om, vi kun lige har skrabet overfladen - både mht. hvordan det politisk og styremæssigt fungerer, og alle de vigtige personer er ikke engang blevet introduceret alle sammen.
Set: 3/? eps. på Crunchyroll
Sæson 1 sluttede med, at Seido skulle trække sin modstander i efterårsturneringen, og da jeg havde set thumbnailen for eps. 1 af sæson 2 og set Raichi i den, troede jeg, at Yakushi ville blive deres modstander. Sådan forholdt det sig dog ikke. De tre første episoder er nemlig stort set bare recap af kampene mod Yakushi og Inashiro fra sæson 1 - en eps. til Yakushi og to til Inashiro. Der er nogle enkelte nye scener med de to journalister på deres kontor. Det er da også de to, der ligesom genfortæller historien og ind imellem knytter nogle kommentarer til kampene. Dog er der ikke noget egentlig nyt i episoderne, så jeg vil mene, at man sagtens kan skippe dem, hvis sæson 1 stadig står tydeligt i ens hukommelse. I preview'et til eps. 4 ser det dog ud til, at serien går videre med historien.
Som ny seer ville man sikkert godt kunne springe ind her i sæson 2, hvis man så de tre recap episoder. Man ville dog gå glip af meget af opbygningen og udviklingen af personernes relationer til hinanden - og mange sjove scener plus manly tears.
Set: 2/13 eps. på Viewster
Anden sæson fortsætter egentlig bare, hvor sæson 1 slap - ligesom det var tilfældet med Fate/Zero. Så jeg vil bestemt ikke anbefale nye seere at springe på her. Der bliver intet gentaget omkring, hvad der foregår, eller hvem de forskellige personer er. Hvis man er bekendt med Fate-universet, ville man nok godt kunne starte her, men det ville ikke give mening at frarøve sig 12 eps., hvis man godt kan lide universet.
Vi følger fortsat Shirou Emiya og Rin Tohsaka - Rin virker egentlig mere som hovedpersonen end Emiya i denne version. Caster har taget Saber, så Emiya er nu en master uden servant. Han giver dog ikke op, og vil forsøge at få Saber tilbage. Rin er også fortsat efter Caster, og hun vurderer, at der skal slås til nu, inden Saber kommer under Casters kontrol. Da vi ser Saber i Casters fangeskab, ligner hun noget fra en hentai, på den måde hun er bundet op og den stilling, hun står i... men det er nok en form for fanservice... Jeg syntes ikke, det passede ind, og det gjorde det sværere for mig at tage scenen seriøst. I eps. 2 får vi noget mere info og indsigt i Caster, som viser sig at have haft en anden master før læreren Kuzuki.
Fate/stay night: Unlimited Blade Works TV er stadig virkelig flot at se på, og man kan godt mærke, at der kommet flere penge i kassen siden Fate/stay Night. Musikken sætter også en god og passende stemning til universet.
Fate/stay night: Unlimited Blade Works TV er stadig virkelig flot at se på, og man kan godt mærke, at der kommet flere penge i kassen siden Fate/stay Night. Musikken sætter også en god og passende stemning til universet.
Set: 3/24 eps. på Crunchyroll
Denne serie har virkelig overrasket mig positivt. Jeg synes rigtig godt om de tre hovedpersoner, og de går virkelig godt i spænd med hinanden. Serien har en god humor, som understøttes af personernes mimik, personlighed og grafiske virkemidler. Character designet er spot on, og det samme gælder stemmerne. Det hele fungerer bare virkelig i den her serie.
Som I nok har regnet ud, er det en romantisk komedie. Den er dog for en gangs skyld ikke set fra den generte eller anderledes piges synsvinkel, men i stedet det store mandige muskelbundt som vil alle det bedste. Takeo har hele sit liv oplevet, at alle de piger, han blev forelsket i, viste sig at være vilde med hans bedste ven, Suna. Takeo kan derfor slet ikke få ind i sit hoved, at en pige skulle kunne finde på at foretrække ham frem for Suna. Så da pigen Yamato udviser interesse i Takeo, opfatter han det slet ikke, og tror selvfølgelig, at det er Suna, hun er lun på, og Takeo bestemmer sig derfor for, at han vil bakke dem op og hjælpe dem med at finde sammen.
At Takeo er så tykpandet, kan måske gå nogle seere lidt på nerverne, men jeg fandt det egentlig bare morsomt og lidt trist. Det er også noget, som ligger til grund for flere sjove scener. Den bedste er helt klart den i eps. tre på Sunas værelse - og så vil jeg ikke sige mere. Ud over at fortælle om den blomstrende romance mellem Takeo og Yamato, ser serien også ud til at tage venskabet mellem Takeo og Suna op, og det kan jeg rigtig godt lide. MY love STORY er startet virkelig godt ud, så nu håber jeg bare, at den kan holde niveau hele vejen igennem.
Set: 3/13 eps. på Crunchyroll
Jeg valgte at begynde på denne serie, fordi den lød til at tage en interessant problemstilling op. De to første episoder gør det egentlig fint med ligesom at illustrere præmissen for serien, men eps. 3 fik da godt nok mine forventninger til at styrtdykke. I mine øjne var det et mislykkedes forsøg på at videreudvikle forholdet mellem Tsukasa og Isla, men alt det som sikkert var ment humoristisk fungerede bare ikke for mig. I løbet af episoden så jeg lige så stille mit håb om en filosofisk serie omkring mennesker og robotters liv sammen synke ned i dybet og blive ædt af det generiske haremsmonster.
I Plastic Memories følger vi drengen Tsukasa, som har fået arbejde ved et stort robotfirma. Hans opgave er at indsamle giftia (en bestemt type robot), når deres levetid er ved at udløbe, da de ellers kan løbe løbsk. Indsamlere arbejder altid i teams af to, så han bliver sat sammen med giftia'en Isla, som ikke har været i marken længe. Det er meget forskelligt, hvordan folk reagerer, når de kommer ud for at indsamle en giftia, da de menneskelige ejere har knyttet et bånd til deres robot.
Det var det bånd og den relation imellem menneske og robot, som jeg håbede, ville være fokus. Jeg havde nok håbet på en serie lidt hen af Time of Eve. I stedet virker det nu som sagt mest til bare at være en generisk semi-haremsserie med en masse velkendte stereotype karakterer. For det første virker Isla meget som en videreudvikling af Rei-typen, Michiru af Asuka, Tsukasa af Shinji, Kazuki af Misato og ikke mindst Yasutaka af Kaji, hvilket bare gør det hele mere uinteressant at se. Øv altså.
I Plastic Memories følger vi drengen Tsukasa, som har fået arbejde ved et stort robotfirma. Hans opgave er at indsamle giftia (en bestemt type robot), når deres levetid er ved at udløbe, da de ellers kan løbe løbsk. Indsamlere arbejder altid i teams af to, så han bliver sat sammen med giftia'en Isla, som ikke har været i marken længe. Det er meget forskelligt, hvordan folk reagerer, når de kommer ud for at indsamle en giftia, da de menneskelige ejere har knyttet et bånd til deres robot.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar