tirsdag den 14. april 2015

Trofast SVS-deltager; Sascha har været med siden start.

Jeg fortsætter optakten med et interview med en rigtig SVS-veteran. Sascha Nielsen har nemlig deltaget til alle SVSconner siden start. Sascha er 26 år og fra Aalborg. 


Hvordan blev du interesseret i anime og manga? 
Jeg er faktisk vokset op med det, da min ene storebror selv var en stor Robotech, Akira og Ghost in the Shell fan i 90'erne. For mig var det hele dog bare tegnefilm. På daværende tidspunkt kendte jeg ikke navnet på stilen. Det var først, da jeg blev omkring 10 år, at jeg faldt over billeder fra serien The Slayers på nettet, fandt ud af, at de tegneserier, jeg var vokset op med, hed "anime", og blev fuldkommen opslugt af hele det univers.

Hvor længe har du været en del af fanmiljøet omkring anime og manga? 
Da jeg var ung, sad jeg rigtig meget på danske animefora og havde fået adskillige veninder derigennem. En af dem fortalte så om J-Popcon, der blev afholdt i 2004. Hun gjorde det dog desværre først ugen, før connen skulle afholds, så jeg kunne ikke nå at spare sammen til at tage fra Aalborg til København. Derfor gik jeg i et helt år og glædede mig, indtil J-Popcon 2005 blev afholdt. Dette blev mit første møde med hele fanmiljøet, hvis man ser bort fra de veninder jeg havde fået igennem de forskellige animefora.

Hvordan hørte du om SVScon i sin tid? 
Åh, det er så mange år siden nu, at jeg ikke er 100% sikker. Men jeg mener, at jeg så et opslag omkring SVScon inde på et af de animefora, jeg kom på, og jeg kan huske, at jeg blev utroligt spændt og glad over, at der endelig kom en convention i Jylland. Jeg kan stadig huske busturen fra Aalborg til Herning; jeg kendte ikke særlig mange andre animefans i Aalborg, men i bussen på vej til SVScon faldt jeg i snak med adskillige andre, der også skulle til connen!

Hvad var dit indtryk af den første SVScon så?
Jeg kan huske, at de indtryk, der sad bedst fast efter den første SVScon, var, at det havde været super hyggeligt, og det virkede så stort, selvom vi ikke var super mange deltagere. Men lokalerne gjorde, at connen virkede større end det var. Jeg kan især huske, at jeg brugte mange timer i gameroomet på at spille alle mulige spil, jeg ikke selv ejede, så det gjorde bestemt også et indtryk. Det sociale aspekt gjorde også et stort indtryk på mig; folk var så åbne og søde, og det var let at falde i snak med nye mennesker.

Hvad får dig til at vende tilbage til SVScon år efter år? 
SVScon har bare altid betydet hygge og gensyn med venner for mig. Jeg kommer igen år efter år for at se mine venner, for at hygge mig, lære nye mennesker at kende og have en afslappet con. Jeg elsker, at SVScon aldrig føles overproppet - man kan altid finde et roligt sted, uanset hvor mange deltagere der er. Derudover interesserer jeg mig rigtig meget for cosplay. Jeg cosplayer selv, og jeg elsker at tage billeder af andre cosplayere. Derfor er SVScon perfekt for mig, da connen fokuserer rigtig meget på cosplay.

Hvordan synes du, at SVScon har udviklet sig gennem årene?
Connen er selvfølgelig vokset - både i forhold til deltagere og hele con-området. Derudover synes jeg, at SVScons cosplaykonkurrence også har udviklet sig rigtig meget, og den er altid et højdepunkt på weekenden. SVScon har også altid været god til at have mange events under connen, og der kommer flere og flere til hvert år. Der er altid noget man kan foretage sig - og noget for enhver smag.

Hvad tænkte du, da connen rykkede fra det daværende Kulturellen i midtbyen og ud i Sportscenter Herning?
Selvfølgelig blev jeg lidt vemodig, da jeg havde så mange gode minder fra Kulturellen, men samtidig tænkte jeg, at det var super fedt, at connen var vokset så meget. Jeg kan huske, at jeg var utroligt spændt på at se sportscentret, og se hvordan man kunne afholde en con sådan et sted.

Hvordan synes du så, at Sportscenter Herning har fungeret og fungerer som ramme for SVScon?
Det første år virkede det hele en anelse rodet, da både SVScon og congængerne lige skulle lære stedet at kende. men allerede året efter synes jeg, SVScon udnyttede stedet og dets mange lokaler og haller meget bedre. Nu synes jeg, det er et perfekt sted at afholde en convention - både i forhold til lokalerne og udendørs arealerne. Jeg er også selv stor fan af, at Danhostel ligger lige udenfor connen.

Hvilken SVScon har efter din mening været den bedste og hvorfor? 
Jeg ved godt, dette kommer til at lyde virkelig corny, men jeg synes umiddelbart, at sidste års SVScon har været blandt de bedste. Alt forløb fint under connen, der var styr på tingene, der var en masse forskellige arrangementer og events osv. Jeg synes bare det hele spillede sidste år, og jeg havde i hvert fald selv en helt fantastisk conventionoplevelse.

Hvordan er dine forventninger til SVScon 2015? 
Jeg forventer, at der igen i år vil være styr på alt til connen, sådan som der plejer at være. Jeg forventer at deltage i en masse gode arrangementer, se et godt cosplayshow, og møde en masse seje cosplayere. Jeg forventer også, at der vil være en helt speciel stemning, nu hvor det bliver den sidste SVScon - forhåbentlig en god stemning, uden for mange tårer.

Hvad ser du mest frem til og hvorfor? 
Jeg glæder mig super meget til Cosplay Showcase og selve cosplayshowet, fordi jeg elsker den slags. Jeg glæder mig også til at tilbringe tid med mine venner, tage billeder af andre cosplayere og møde nye mennesker. Jeg ser også meget frem til sjove events, så som Hobo Cosplay og diverse paneler.

Hvordan har du det med, at det bliver den sidste omgang af SVScon?
Jeg bliver meget vemodig ved tanken, for jeg har kun gode minder fra tidligere SVScons. Jeg kan godt forstå arrangørernes beslutning, og accepterer den fuldt ud, men jeg kommer stadig til at savne SVScons dejlige atmosfære. Men jeg glæder mig stadig og håber, at vi får den bedste SVScon til dags dato!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar