lørdag den 15. februar 2014

Debutant i Danish Cosplay Championship

I forbindelse med den kommende J-Popcon 28-30. marts har jeg besluttet mig for at se på connen fra forskellige perspektiver. Jeg har derfor foretaget en række interviews. Det første er med Kida Clausen, som stiller op i Danish Cosplay Championship forkortet DCC. Billedet er taget af Kelevar.


Hvor er du bosat?
Frederikssund

Hvor gammel er du?
18 år

Hvor længe har du cosplayet?
Siden maj 2011 - næsten 3 år

Hvad går du mest op i mht. cosplay?
Jeg går rigtig meget op i de små detaljer på et cosplay. At sikre mig farven på mit stof og materialet er perfekt, at min make-up ligner karakteren, og at jeg har de rigtige accesories. De ting, jeg syntes, nogle folk har en tendens til at overse. Men specielt går jeg meget op i wigs, både farve og styling. Jeg har en stor passion for at style wigs, og håber en dag at blive rigtig god til det.

Hvorfor har du valgt at stille op i DCC i år? Hvilken pris går du efter at vinde, og hvorfor?
Det hele startede med, jeg planlagde et act med en veninde sidste år til Genki 2014. Men som tiden gik indså jeg, at jeg ikke kunne vente helt dertil. Jeg elsker at stå på scenen. Så da en ide til et act pludselig ramte mig, besluttede jeg mig for at fuldføre den til J-popcon. Da jeg stiller op solo, kan jeg enten vinde turen til Japan Expo eller MCM London. At vinde hvilken som helst af dem ville være en kæmpe ære, men aller mest håber jeg på MCM London turen, så jeg kan besøge nogle af mine bedste venner, der bor i England.

Så da valget faldt på DCC og J-Popcon, skyldtes det mest, at det er den næstkommende mulighed for at optræde? Eller valgte du bevidst DCC, fordi der er mulighed for at kvalificere sig til en udenlandsk konkurrence?
Mest af alt var det, fordi det var den næstkommende mulighed, men vil da ikke benægte at jeg altid gerne har ville deltage i DCC netop, fordi man kan kvalificere sig til de udlandske konkurrencer. Man kan sige, at det var dobbelt held.

Tager du primært til J-Popcon pga. DCC? Hvis ikke, hvorfor ellers?

Jeg vil nok sige at jeg tager lige så meget til J-popcon for DCC som for selve connen. Men på grund af den nye prisstigning er jeg dog blevet lidt i tvivl om J-popcon. Jeg giver det selvfølgelig en chance i år, for at se om man kan mærke at connen har brugt de ekstra penge til noget. Men hvis intet forandrer sig, men prisen forbliver høj, vil jeg fremover nok kun komme om lørdagen til J-popcon – og kun på grund af DCC så.

Hvor meget tid regner du med at skulle bruge på DCC under J-Popcon?
Nu kender jeg nogle mennesker, som har deltaget i DCC før, og ved på grund af dem at man næsten intet fritid vil have om lørdagen op til showet – og heller ikke meget om fredagen. Men jeg har det faktisk helt fint med dette, da langt de fleste af mine nære venner også skal deltage i DCC, så jeg kan fordrive tiden med dem, når vi er til møder eller lydtest. Den tid jeg så har ude på connen, kan jeg bruge til at være sammen med mine andre venner. Så jeg har det helt fint med at meget af min con skal bruges på DCC.

Hvad synes du om de dommere, der indtil videre er blevet afsløret?
Jeg syntes, de alle er nogle fantastiske cosplayere! Jeg blev lidt chokeret over, at J-popcon har høstet sådan nogle kvalitet cosplayere sammen. Personligt er jeg rigtig spændt på at møde Ryoko-Demon, da hun har været en inspiration for mig siden jeg begyndte at cosplaye.

Hvilke andre cosplaykonkurrencer har du deltaget i?
Har ikke rigtig deltaget seriøst i noget før. Til min første con (SVScon 2011) deltog jeg i showet, men når jeg tænker tilbage tæller jeg det ikke rigtig med som erfaring, da jeg ingen ide havde om, hvad cosplay og acts var. Så der var intet seriøst over det. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg havde meldt mig til.

Hvad synes du om, at J-Popcon har valgt at lave to separate cosplaykonkurrencer, så der nu kun er en for alle kvalifikationer til udenlandske konkurrence og så ”det almindelige show”?
Jeg syntes faktisk, at det er en genial ide. Jeg kender både selv nogen, og har hørt om det fra andre, at nogle cosplayere simpelthen venter med at stille op til SVS eller Genki, fordi de følte DCC-niveauet var for højt til dem og nærmest blev skræmt af de andre deltagere, som tog det meget seriøst. Sidste år var der selvfølgelig meget få deltagere i Søndags Showet, men mange var ikke helt klar over, hvad det gik ud på. Så nu hvor folk ved det, tror jeg flere vil deltage i år. Og forhåbenligt kan de samle erfaring og mod til en dag at deltage i DCC, hvis de før ikke turde det.

Skal jeg forstå det sådan, at nogle cosplayere før har fravalgt J-Popcons cosplayshow og i stedet stillet op til SVScon eller Genki, fordi de blev skræmt af niveauet?
Som jeg har hørt det, ja. Men når jeg siger skræmt mener jeg jo ikke, at de ryster i bukserne og ikke tør gå op på scenen. Men mere at de ikke selv følte de havde en chance for at vinde noget, så de ventede med deres gode idéer og brugte dem til SVS eller Genki, hvilket jeg syntes, er en helt fin ting at gøre. Man får mest muligt ud af det, hvis man nyder tiden og ikke føler sig presset op til konkurrencen.

tirsdag den 11. februar 2014

Gunslinger Girl: forsmag

Antal episoder: 13
Antal episoder set: 4
Relateret til: Baseret på manga'en Gunslinger Girl lavet af Yu Aida
Genrer: drama, action, sci.fi.
Studie: Madhouse Studios
Japansk premiere: 2003

Gunslinger Girl følger "hverdagen" for pigerne, som en privat social velfærdsorganisation har taget sig af. Pigerne har været døden nær enten pga. sygdom, eller fordi de har været udsat for en forbrydelse, og har været efterladt med kroppe, der stort set ikke kunne noget. Organisationen har så udvalgt en række piger, som de "har taget sig af". Pigerne er hver tilknyttet en voksen mand, som fungerer som en slags værge - en såkaldt "handler". Sammen kaldes de for "fratello". Det lyder jo alt sammen forholdsvis godt, men bag facaden gemmer der sig en helt anden og slet ikke så velgørende historie. Pigerne er alle blevet modificeret til cyborgs, blevet hjernevasket og trænes nu som dræbermaskiner. De er blevet indprintet tilknytning til deres partner, så de føler trang og lyst til at beskytte denne.


Mængden af hjernevask eller som de kalder det i serien "conditioning", er forskellig fra pige til pige. Rico er pænt meget fucked up, imens Henriettas og Trielas conditioning virker til at blive holdt på et lavere niveau. Der er også to andre piger (Angelica og Claes), som vi dog kun har set kort indtil videre. Hver fratello håndtere det indbyrdes forhold ret forskelligt. "Handleren" Jose forsøger f.eks. at opbygge et kærligt forhold til Henrietta, som minder om et bror-søster-forhold. De to første episoder følger Henrietta og Jose. Man ser hvordan Henrietta er kommer ind i organisationen. Eps. 3 og 4 følger så hver især Rico og Triela. Indtil videre er der ikke en gennemgående historie.


Dette er et gensyn med serien, men jeg kan huske, at jeg blev meget positivt overrasket over den, da jeg så den for første gang. Jeg havde frygtet en gang loli moe - nu skyder vi alt, og jeg elsker bare min bror SÅÅÅ højt, som ikke ville kunne tages seriøst, men nøj hvor blev jeg modbevist. Ja, der er stadig broderkærlighed og små piger der skyder med forskellige våben, men tilgangen til historien er seriøs og lægger op til at seeren selv skal tænke over tingene, hvilket jeg er stor fan af. For gør organisationen nu noget godt for disse piger eller udnytter de dem bare skamløst? Er pigernes følelser ægte, eller er de bare indprintet? Gunslinger Girl viser dræbermaskinen der stadig er en pige.


Billedsiden er også med til at understøtte den seriøse tilgang til historien og personerne. Farverne er meget nedtonede og matte. Der udstråles ikke meget liv, hvilket egentlig er temmelig passende.

Jeg fandt faktisk de to første episoder en smule rodet, fordi der bliver fortalt en masse ting på kryds og tværs af hinanden, og kronologien er ikke rigtig helt tydelig nok i min optik. Af den grund vil jeg mene, at man skal prøve at se en 3-4 episoder af denne serie, før man beslutter sig for, om det er noget man vil se videre på. Måske finder man heller ikke Henrietta og Jose så interessante, og så er det godt også at se nogle af de andre personer komme på banen i eps. 3 og 4. 


Serien henvender sig til folk, der godt kan lide en seriøs anime med drama og action. Den appellerer også mest til et lidt ældre publikum - jeg tænker umiddelbart 15-16+, da et yngre publikum nok vil synes, at der er for meget snak og for lidt action. Gunslinger Girl kan efter min mening ses af begge køn. Serien er også til dig, der ikke har noget imod, at en anime kan sætte de små grå i gang.

Til sidst en kort oversigt:
+ seriøs tilgang til historie og personer
+ har dybde
+ flere personer at følge med meget forskellige personligheder 
+ god blanding af drama og action
+ kan ses af begge køn
- kan virke lidt rodet i de første 2 episoder

søndag den 9. februar 2014

Interview med folkene bag Tomo-con

Det springer op med nye initiativer rundt omkring i landet. Således ser Tomo-con dagens lys i år. Det er en videreudvikling af den lille Momo-con, der fandt sted i foråret sidste år. Tomo-con har endnu ingen hjemmeside, og det er heller ikke muligt at købe billet nogen steder indtil videre. Man kan dog følge arrangementet i henholdsvis deres gruppe på Facebook og Facebookeventet. Tomo-con beskriver sig selv således:
"Tomo-con er et event, om Manga/Anime/Japansk subkultur, hvor vi hygger, spiller, snakker, har det sjovt og lærer om Japansk kultur

Vi plejer at have mange ting på programmet, både af quizzer og foredrag, så man rigtig kan hygge sig og lære måske en ting eller to, man ikke kendte til ;D

Vi kommer til at skabe mange events i fremtiden, og herinde kan vi dele en masse ting om manga & anime, som i gerne lige vil dele med os andre, eller have en mening om :D
"
For at blive lidt klogere omkring connen, har jeg lavet et interview med to af pigerne bagved.


Hvilken vision ligger der bag Tomo-con?
Det hele startede ud med, at vi gerne ville skabe et arrangement for folk, der ikke var ligeså tilknyttet til det store manga/anime fællesskaber, og derfor måske kunne blive en bedre del af det. Det var ligeledes for at tilbringe en weekend sammen med andre manga/anime glade folk. Vi ville også gerne have en event til billige penge, så det ville være nemmere at tage del i. Vi ville desuden gerne lære nye venner at kende.

Hvorfor har I valgt at kalde arrangementet for en "con" (og ikke et træf, event eller lignende)?

Fordi vi forventer, at Tomo-con bliver noget stort!

Hvor mange deltagere bliver der plads til, og hvor mange regner I med, at der kommer?
Vi ville gerne se, at i hvert fald 100 personer dukkede op, og der er klart plads til flere!

Hvorfor faldt valget på Egedal Gymnasium og HF?
Fordi det var ideelt med hensyn til rum. Nu har vi nemlig en stor idrætshal som sovesal og et meget åbent rum, hvor der kan være en ”stor scene,” samt der er nogle klasselokaler, som kan bruges til gamer room, artist room osv.
Derudover ligger det rimelig tæt på en station og et indkøbscenter.


Hvorfor har I valgt geografisk at placere Tomo-con omkring Ølstykke?
Fordi Egedal kommune har en service for unge, der gør, at de kan søge penge til at sponsorere forskellige projekter, der udvikler unge mennesker og lader dem lære, hvordan man får gang i projekter. Kriterierne er dog, at projektet foregår i kommune, og bliver kreeret af unge fra kommunen eller har relation til kommunen. Hvilket gør, at Tomo-con geografisk ligger i nærområde af Ølstykke.

Hvilke tanker gjorde I jer, da I valgte tidspunktet for Tomo-con?
At det ikke faldt ind i nogle andre events, samt det ligger ikke tæt på nogle eksaminer, vejret er heller ikke for koldt, og eventen ligger i slut af en ferie, hvilket gør at det er nemmere at gøre klar til, og dukke op til, da ingen skal i skole inden.

Hvorfor lægge det så tæt på to store arrangementer?
Fordi, hvis det skulle passe til de andre kriterier, som eksaminer og vejret, lå det bedst i april.

Hvilke ambitioner har I for Tomo-con på længere sigt?
Som nævnt tidligere ønsker vi, at Tomo-con kan blive noget stort. Vores mål ville være, at det forbliver forholdsvis billigt, og at der ville være flere ting at lave på samme tid, så man kan vælge, hvilke ting der interesserer en mest. Vi ønsker selvfølgelig, at der vil komme endnu flere deltagere på længere sigt.

onsdag den 5. februar 2014

Kaze Tachinu - The Wind Rises - Når vinden rejser sig

Det skulle efter sigende have været Hayao Miyazakis sidste film, men han gik heller ikke pension denne gang alligevel. Kaze Tachinu - The Wind Rises får ifølge Kino dansk biografpremiere 16. april 2014. Filmen har fået den danske titel Når vinden rejser sig.

På Kino er der indtil videre stadig ikke listet, hvilke biografer filmen kommer i. Dog kan man til J-Popcon komme til forpremiere i Gran Teater både lørdag 29. marts og søndag den 30. kl. 9.30 begge dage. Billetprisen bliver 50 kr., ligesom den var sidste år til forpremieren på Oppe på Valmuebakke. Der er dog ikke blevet offentliggjort noget om, hvordan billetsalget kommer til at fungere endnu - og jeg kan ikke huske, hvordan det var sidst. ^^; Jeg regner dog helt klart med at benytte mig af muligheden, da jeg gerne vil se filmen, og så er 50 kr. ret billigt for en biograffilm.

Filmen bliver vist med japansk tale og danske undertekster - yay!

Filmen handler om Jiro Hirokoshi, som var ingeniør og designede krigsfly under 2. Verdenskrig. Miyazaki har fået en smule kritik for at lave en romantisering af Jiro Hirokoshi. 

Filmens Jiro får sin stemme fra en mand, der er kendt for at bestride en noget anden rolle i produktionen - nemlig instruktør. Det er ingen ringere end Hideaki Anno (kendt for Neon Genesis Evangelion), der har kastet sig ud i sin første store stemmelægningsrolle. Han har tidligere haft to miniroller i Gainax' egne produktioner.

søndag den 2. februar 2014

Det sker i fanmiljøet 2014.

Mange i fanmiljøet har ikke de helt store pengebeløb at gøre med, så derfor er det vigtigt at få sparet op prioriteret de arrangementer, som man gerne vil med til. For at gøre det nemmere har jeg her forsøgt at lave en oversigt med arrangementer her i 2014 (som på nuværende tidspunkt er annonceret eller tidligere har fundet sted i de givne måneder). Smid endelig en kommentar, hvis du kender et arrangement, som ikke er kommet med på listen. ;)

Juni og december er de eneste måneder, hvor jeg ikke har fundet et arrangement ud over de faste.

Anime Higashi i Randers holder events sporadisk på bl.a. Langå Skole.
Anime I Odense (AIO) mødes hver fredag med forskelligt tema.
Anime Kita afholder hver måned et chibi-arrangement med skiftende tema.
Chibi Gaffa holder events sporadisk i Grenå.
MangaZone i Aalborg mødes hver mandag på børnebiblioteket.
Otaku Batsu Aarhus mødes den 2. lørdag i hver måned.
Taiyotaku i Viborg mødes sporadisk på biblioteket.

Februar:
7.-9.: KAF Træf 5

Marts:
28.-30.: J-Popcon

April:
18.-20.: Tomo-con
26.-27.: Copenhagen Sakura Festival
China International Cartoon and Animation Festival (her afholdes China Cosplay Super Show)? Sidste år blev festivalen afholdt 26. april -1. maj, men der er ikke annonceret noget omkring 2014 endnu.

Maj:
2.-4.: SVScon

Juli:
2.-6.: Japan Expo i Frankrig (her afholdes European Cosplay Gathering)
KAF Træf 6? De to foregående år har der været KAF-træf i juli, men der er ikke annonceret noget endnu.

August:
1.-3.: Genki 
2.: World Cosplay Summit i Japan

September:
27.-28.: Art Bubble

Oktober:
17.-19: GEEKcore
MCM London Comic Con (her afholdes EuroCosplay) Det plejer at være den sidste weekend i oktober, men jeg kan umiddelbart ikke finde en annoncering af dette års datoer.

November:
Aicon? Sidste år var det 22.-24. november, og det bliver muligvis omkring dette tidspunkt igen.
KōyōCon? Der er endnu ikke nogen udmelding fra connen, men den lå placeret i denne måned sidste år.

lørdag den 1. februar 2014

Anime vinter 2014

Da jeg oplevede at blive skuffet over flere serier sidste år, og egentlig var træt af at se så mange middelmådige serier, havde jeg bestemt mig for, at jeg nu skulle til at være mere kritisk. Alligevel er jeg kommet op på 9 nye serier i vintersæsonen. Den ene er en fortsættelse, så der er 8 ukendte. Overordnet er jeg nogenlunde positivt indstillet overfor dem, men flere af serierne har et element, der gør, at jeg til tider krummer tæer og ikke heeelt tør få mine forventninger for højt op.


Buddy Complex
Set: 4/12
Titlen er underlig, og det lød lidt som noget yaoi bait. Da jeg så kiggede nærmere på serien, fandt jeg ud af, at det er Sunrises nye mecha anime, (FYI: Sunrise er kendt for Gundam.) så jeg valgte at give den en chance. Indtil videre må jeg også sige, at det tegner ret godt. Opbygningen af serien virker ret klassisk Gundam (Seed)sk med krig og et særligt krigsskib med en nyudviklet mecha. Musikken i kampscenerne var også lidt Gundam Seedsk - hvilket i min optik er en god ting. MEN det her er jo ikke Gundam, så jeg håber, at lighederne fremover bliver begrænset. Coupling systemet skriger på, at der skal laves doujins med Aoba og Dio. "Start Proposing" - seriously...! Derudover ser jeg dog potentiale i Buddy Complex, min frygt er faktisk, at de ikke kan nå at skabe en ordentlig historie og runde den af på bare 12 episoder, men nu må vi se. Det kan også være, at de laver samme træk som med Valvrave, hvor serien deles op i to sæsoner, og sæson 2 så kommer til efteråret. Det håber jeg på lige pt.


Gin no Saji - Silver Spoon 2nd Season
Set: 2/11
Anden sæson fortsætter i samme spor som den første. Hvis man vil se denne serie, anbefaler jeg, at man begynder med sæson 1, da sæson 2 ikke umiddelbart ser ud til at gøre noget for at få nye seere med. Vi følger fortsat Hachiken og hans studiekammerater på landbrugsskolen i deres hverdag. Der ser dog også ud til at blive tilføjet en ny pige til persongalleriet - i hvert fald at dømme ud fra OP'en og ED'en.


Inari, Konkon, Koi Iroha.
Set: 2/10
Tag en klassisk shoujo romance comedy anime, kombiner den med efterårsserien Gingitsune og tilføj transformationsmagi, så får du Inari Konkon. Den usikre og generte Inari bor i et shrine. Hun er forelsket i den populære dreng - surprise - Tanbabashi, men tør ikke tale med ham. Det hele virkede ret kliché i eps. 1, som dog stadig havde nogle lyspunkter i form af primært komik. Det bliver dog bedre i eps. 2, hvor vi lærer nogle af personerne lidt bedre at kende - især Inari selv bliver mere sympatisk. Jeg har forhåbninger om, at det her kan blive en sød og sjov serie, som man kan slappe af til og hygge sig med. Slutningen på eps. 2 lægger også op til en anden interessant side af serien - alt efter hvordan det bliver tacklet.


Mikakunin de Shinkoukei - Engaged to the Unidentified
Set: 3/12
Dette er en af sæsonens komedieserier, som jeg har bestemt mig for at se. Valget faldt på den, fordi den har et klassisk udgangspunkt med omvendt fortegn. Således er det den 16-årige pige Kobeni, der en dag får af vide, at hun er forlovet, og at hendes forlovede Hakuya flytter ind - sammen med dennes lillesøster Mashiro vel at mærke! Det skaber nogle sjove situationer, men det der indtil videre bærer serien og humoren er personerne og den måde de interagerer på - både i de sjove situationer, som når Mashiro flygter fra Kobenis storesøster Benio, og i de mere rolige og "romantiske scener" hvor Kobeni og Hakuya kommer tættere på hinanden. Min forhåbning er, at Mashiro (og Benio) ikke kommer for meget i fokus, da især Mashiro nok godt kan blive belastende i længden. I stedet vil jeg hellere se en afbalanceret fordeling af skærmtid til Kobeni og Hakuya, da det er de to personer, jeg bedst kan lide.


Noragami
Set: 2/12
Inden jeg gik i gang med serien, havde jeg været lidt skeptisk, men jeg bestemte mig for at give den en chance - det er jo BONES. Jeg blev meget positivt overrasket over humoren i Noragami. Serien virker ikke til at tage sig selv helt så seriøst, som jeg havde regnet med, og indtil videre er det en god ting. Jeg havde nemlig frygtet, at historien kunne gå hen og blive tynd og en kende plat, hvis det skulle have været en helt igennem seriøs serie. Foreløbig er der ikke et større plot ud over, at mandlige hovedperson guden Yato skal hjælpe den kvindelige hovedperson Hiyori med at blive helt levende igen. For det første par episoder er det også fint, da man på den måde lærer personerne lidt at kende, men jeg er spændt på at se, hvilken vej serien nu vil gå. Der er potentiale til at lave en underholende serie her.


Set: 2/12 på Crunchyroll
Med fly og luftkampe kan man næste ikke lade være med at sammenligne The Pilot's Love Song med Last Exile. Når man kigger efter ligheder, kan man da også finde flere. Historien og settingen er begge to ganske interessante, og jeg ser frem til at udforske mere af verdenen og samfundet. Der hvor The Pilot's Love Song halter er desværre, der hvor titlen antyder, at tiden vil blive brugt mest... Jeg har det fint med romance, sparkling, blomsterrammer osv., men de kærlighedsscener, der har været er simpelthen så over corny, at både jeg og Morten flækkede af grin over dem. Det værste er, at det er fuldt ud seriøst ment - der var ingen hint af satire eller selvironi. Så jeg kan godt frygte lidt for den romantiske del af historien. Overordnet ser jeg dog potentiale her.


Jeg fik set eps. 1 før filmen, men det gjorde faktisk ikke så meget igen. Jeg vil dog anbefale andre, at se tingene i kronologisk rækkefølge. Hvis man ser bort fra de par panty shots, der er, under julekoncerten, så er dette faktisk en ganske fin anime. Denne anime handler om piger, der jagter deres drøm om at blive idoler - både for at glæde sig selv og andre. Der er nogle få filosofiske øjeblikke, som giver serien dybde. Jeg håber også, at vi få lov til at komme mere ind på livet af personerne, men med 7 piger i idolgruppen, manageren og hans chef og kun 12 eps. så har jeg min tvivl. Jeg gætter umiddelbart på, at der vil være nogle piger, som kommer mere i fokus, hvilket også er fint. Wake UP, Girls! udstråler meget moe, men tegner samtidig også til at ville fortælle en historie - at den er forholdsvis banal, er en anden sag, men banale historier kan sagtens være gode.


Witch Craft Works
Set: 2/12 på Crunchyroll
Umiddelbart er der ikke det store at komme efter i Witch Craft Works. Det er en komedieserie, dog hvor den nødlidende jomfru er den mandlige hovedperson Takamiya, som så beskyttes af den populære pige på skolen Kagari. Hun kalder ham endda "hime" (prinsesse). Med den mængde af piger, der ret hurtigt bliver smidt ind i serien, kunne det godt tegne til at blive en haremsserie. Det gør det heller ikke bedre, at pigerne er ude efter Takamiyas "hvide stads inde i hans krop". XD Der er så meget, der er forkert i denne serie. Jeg har siddet med en fornemmelse af, at det er noget underligt noget, efter hver episode - og ikke på den der spændende måde, men i stedet at jeg ikke helt ved, om det er noget jeg gider se videre på. Så lige nu ligger Witch Craft Works nederst på prioriteringslisten.


Wizard Barristers: Benmashi Cecil
Set: 1/12 på Crunchyroll 
Jeg kunne efterhånden godt bruge en grim anime med en god historie... Indtil videre er Wizard Barristers det modsatte. Den er virkelig flot at se på, men den mangler substans. Jeg synes, at den grundlæggende idé bag serien med retssystem specielt til magikere, efterforskere og specielle magikerforsvarsadvokater (wizard barristers - urgh, forfærdeligt valg af betegnelse) er rigtig spændende, men jeg frygter lidt, at det hele vil ende ud i hat og briller. Jeg havde haft højere forventninger, hvis hovedpersonen havde været en voksen kvinde frem for en alt for energisk og idealistisk 16-årig tøs. Det virker som en show-off serie, der gerne vil vise, hvad studiet formår grafisk, men som ikke formår at opbygge tiltalende personer. Lige nu er Wizard Barristers andennederst på prioriteringslisten.

torsdag den 30. januar 2014

En bøn fra Henrik Larsen - manden bag AnimeOnly.TV

Jer, der har fulgt mig - eller nærmere bloggen - fra start (eller har læst gamle blogindlæg), ved, at jeg ledte efter Henrik Larsen: manden bag AnimeOnly.TV . Jeg endte også med at komme i kontakt med ham, hvilket jeg var meget glad for. Det gav mig mulighed for at fortælle ham, hvor meget jeg sætter pris på, at han startede AnimeOnly.tv, og at der er kommet meget godt ud af det på fanmiljøsiden. Efterfølgende gik jeg i spænding og ventede på et evt. svar, og efter en uges tid fik jeg også et. Det var for ca. 3 år siden.

Jer, der er forholdsvis nye i fanmiljøet, aner nok slet ikke hvem Henrik Larsen og hvad AnimeOnly.TV er.  Henriks drøm var at streame reklamefinansieret anime til os danske fans. Desværre gik projektet i vasken, men på sidens tilhørende forum, var kimen til det nuværende fanmiljø blevet lagt. Der startede initiativer som HAF (hvorfra SVScon senere udsprang), Kameko/Wagamama/whatever foreningen i København valgte at kalde sig den givne måned, OBAA og Anime Kita. Uden AnimeOnly.TV tror jeg ikke, at fanmiljøet ville have været så veludviklet, som det er i dag. For mig personligt havde det utrolig stor betydning. Det var nemlig derigennem, at jeg for alvor kom ud og mødte andre fans.

For nylig dumpede der så en ny mail fra Henrik indeholdende en bøn ind i min indbakke.
"Hej Maibritt,

Jeg huskede pludselig dit brev, og hvor meget du siger, jeg har gjort for Anime-miljøet, og hvor meget det har betydet for dig. Så nu har jeg en bøn til dig. Og nej, jeg spørger ikke efter penge (det antager mange så snart man siger sådan noget :-o ).

Min mor døde af kræft i August. Der gik 18 dage fra at hun fik mavesmerter til at hun døde med mig og min familie omkring sig på Slagelse sygehus. Jeg mistede ikke bare min elskede mor, men jeg fik ikke engang lov at slås for hendes liv.

Lige nu ligger en anden mor for døden med kræft. Jeg kender hende ikke personligt, men har besluttet at fanme nej, hun skal overleve. Hun kan opereres, men ikke i Danmark. Det kræver en kæmpe medicinal ion-laser, som man skal til Tyskland for at finde. Det er dyrt.
"
Hendes 5 døtre har startet en indsamling via CAREMAKER. Der kan man enten donere et selvvalgt pengebeløb eller donere sin tid. Når man donerer sin tid, skal man oprette en bruger, så man kan udføre forskellige opgaver for firmaet. Det kan f.eks. være udfyldning af et spørgeskema. På den måde kan man støtte en indsamling, uden selv at hive pungen op af lommen. Firmaet støtter med 12 kr. per opgave. Læs mere på CAREMAKERs egen side.

Jeg har personligt valgt at lave en donation. Det kan være utrolig svært at sætte beløb på taknemmelighed, men nu føler jeg i hvert fald, at jeg har gjort NOGET.

Hvis der er andre derude, der som mig gerne vil udtrykke taknemmelighed overfor Henrik Larsen, så er dette muligheden!!!