torsdag den 30. januar 2014

En bøn fra Henrik Larsen - manden bag AnimeOnly.TV

Jer, der har fulgt mig - eller nærmere bloggen - fra start (eller har læst gamle blogindlæg), ved, at jeg ledte efter Henrik Larsen: manden bag AnimeOnly.TV . Jeg endte også med at komme i kontakt med ham, hvilket jeg var meget glad for. Det gav mig mulighed for at fortælle ham, hvor meget jeg sætter pris på, at han startede AnimeOnly.tv, og at der er kommet meget godt ud af det på fanmiljøsiden. Efterfølgende gik jeg i spænding og ventede på et evt. svar, og efter en uges tid fik jeg også et. Det var for ca. 3 år siden.

Jer, der er forholdsvis nye i fanmiljøet, aner nok slet ikke hvem Henrik Larsen og hvad AnimeOnly.TV er.  Henriks drøm var at streame reklamefinansieret anime til os danske fans. Desværre gik projektet i vasken, men på sidens tilhørende forum, var kimen til det nuværende fanmiljø blevet lagt. Der startede initiativer som HAF (hvorfra SVScon senere udsprang), Kameko/Wagamama/whatever foreningen i København valgte at kalde sig den givne måned, OBAA og Anime Kita. Uden AnimeOnly.TV tror jeg ikke, at fanmiljøet ville have været så veludviklet, som det er i dag. For mig personligt havde det utrolig stor betydning. Det var nemlig derigennem, at jeg for alvor kom ud og mødte andre fans.

For nylig dumpede der så en ny mail fra Henrik indeholdende en bøn ind i min indbakke.
"Hej Maibritt,

Jeg huskede pludselig dit brev, og hvor meget du siger, jeg har gjort for Anime-miljøet, og hvor meget det har betydet for dig. Så nu har jeg en bøn til dig. Og nej, jeg spørger ikke efter penge (det antager mange så snart man siger sådan noget :-o ).

Min mor døde af kræft i August. Der gik 18 dage fra at hun fik mavesmerter til at hun døde med mig og min familie omkring sig på Slagelse sygehus. Jeg mistede ikke bare min elskede mor, men jeg fik ikke engang lov at slås for hendes liv.

Lige nu ligger en anden mor for døden med kræft. Jeg kender hende ikke personligt, men har besluttet at fanme nej, hun skal overleve. Hun kan opereres, men ikke i Danmark. Det kræver en kæmpe medicinal ion-laser, som man skal til Tyskland for at finde. Det er dyrt.
"
Hendes 5 døtre har startet en indsamling via CAREMAKER. Der kan man enten donere et selvvalgt pengebeløb eller donere sin tid. Når man donerer sin tid, skal man oprette en bruger, så man kan udføre forskellige opgaver for firmaet. Det kan f.eks. være udfyldning af et spørgeskema. På den måde kan man støtte en indsamling, uden selv at hive pungen op af lommen. Firmaet støtter med 12 kr. per opgave. Læs mere på CAREMAKERs egen side.

Jeg har personligt valgt at lave en donation. Det kan være utrolig svært at sætte beløb på taknemmelighed, men nu føler jeg i hvert fald, at jeg har gjort NOGET.

Hvis der er andre derude, der som mig gerne vil udtrykke taknemmelighed overfor Henrik Larsen, så er dette muligheden!!!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar