lørdag den 15. februar 2014

Debutant i Danish Cosplay Championship

I forbindelse med den kommende J-Popcon 28-30. marts har jeg besluttet mig for at se på connen fra forskellige perspektiver. Jeg har derfor foretaget en række interviews. Det første er med Kida Clausen, som stiller op i Danish Cosplay Championship forkortet DCC. Billedet er taget af Kelevar.


Hvor er du bosat?
Frederikssund

Hvor gammel er du?
18 år

Hvor længe har du cosplayet?
Siden maj 2011 - næsten 3 år

Hvad går du mest op i mht. cosplay?
Jeg går rigtig meget op i de små detaljer på et cosplay. At sikre mig farven på mit stof og materialet er perfekt, at min make-up ligner karakteren, og at jeg har de rigtige accesories. De ting, jeg syntes, nogle folk har en tendens til at overse. Men specielt går jeg meget op i wigs, både farve og styling. Jeg har en stor passion for at style wigs, og håber en dag at blive rigtig god til det.

Hvorfor har du valgt at stille op i DCC i år? Hvilken pris går du efter at vinde, og hvorfor?
Det hele startede med, jeg planlagde et act med en veninde sidste år til Genki 2014. Men som tiden gik indså jeg, at jeg ikke kunne vente helt dertil. Jeg elsker at stå på scenen. Så da en ide til et act pludselig ramte mig, besluttede jeg mig for at fuldføre den til J-popcon. Da jeg stiller op solo, kan jeg enten vinde turen til Japan Expo eller MCM London. At vinde hvilken som helst af dem ville være en kæmpe ære, men aller mest håber jeg på MCM London turen, så jeg kan besøge nogle af mine bedste venner, der bor i England.

Så da valget faldt på DCC og J-Popcon, skyldtes det mest, at det er den næstkommende mulighed for at optræde? Eller valgte du bevidst DCC, fordi der er mulighed for at kvalificere sig til en udenlandsk konkurrence?
Mest af alt var det, fordi det var den næstkommende mulighed, men vil da ikke benægte at jeg altid gerne har ville deltage i DCC netop, fordi man kan kvalificere sig til de udlandske konkurrencer. Man kan sige, at det var dobbelt held.

Tager du primært til J-Popcon pga. DCC? Hvis ikke, hvorfor ellers?

Jeg vil nok sige at jeg tager lige så meget til J-popcon for DCC som for selve connen. Men på grund af den nye prisstigning er jeg dog blevet lidt i tvivl om J-popcon. Jeg giver det selvfølgelig en chance i år, for at se om man kan mærke at connen har brugt de ekstra penge til noget. Men hvis intet forandrer sig, men prisen forbliver høj, vil jeg fremover nok kun komme om lørdagen til J-popcon – og kun på grund af DCC så.

Hvor meget tid regner du med at skulle bruge på DCC under J-Popcon?
Nu kender jeg nogle mennesker, som har deltaget i DCC før, og ved på grund af dem at man næsten intet fritid vil have om lørdagen op til showet – og heller ikke meget om fredagen. Men jeg har det faktisk helt fint med dette, da langt de fleste af mine nære venner også skal deltage i DCC, så jeg kan fordrive tiden med dem, når vi er til møder eller lydtest. Den tid jeg så har ude på connen, kan jeg bruge til at være sammen med mine andre venner. Så jeg har det helt fint med at meget af min con skal bruges på DCC.

Hvad synes du om de dommere, der indtil videre er blevet afsløret?
Jeg syntes, de alle er nogle fantastiske cosplayere! Jeg blev lidt chokeret over, at J-popcon har høstet sådan nogle kvalitet cosplayere sammen. Personligt er jeg rigtig spændt på at møde Ryoko-Demon, da hun har været en inspiration for mig siden jeg begyndte at cosplaye.

Hvilke andre cosplaykonkurrencer har du deltaget i?
Har ikke rigtig deltaget seriøst i noget før. Til min første con (SVScon 2011) deltog jeg i showet, men når jeg tænker tilbage tæller jeg det ikke rigtig med som erfaring, da jeg ingen ide havde om, hvad cosplay og acts var. Så der var intet seriøst over det. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg havde meldt mig til.

Hvad synes du om, at J-Popcon har valgt at lave to separate cosplaykonkurrencer, så der nu kun er en for alle kvalifikationer til udenlandske konkurrence og så ”det almindelige show”?
Jeg syntes faktisk, at det er en genial ide. Jeg kender både selv nogen, og har hørt om det fra andre, at nogle cosplayere simpelthen venter med at stille op til SVS eller Genki, fordi de følte DCC-niveauet var for højt til dem og nærmest blev skræmt af de andre deltagere, som tog det meget seriøst. Sidste år var der selvfølgelig meget få deltagere i Søndags Showet, men mange var ikke helt klar over, hvad det gik ud på. Så nu hvor folk ved det, tror jeg flere vil deltage i år. Og forhåbenligt kan de samle erfaring og mod til en dag at deltage i DCC, hvis de før ikke turde det.

Skal jeg forstå det sådan, at nogle cosplayere før har fravalgt J-Popcons cosplayshow og i stedet stillet op til SVScon eller Genki, fordi de blev skræmt af niveauet?
Som jeg har hørt det, ja. Men når jeg siger skræmt mener jeg jo ikke, at de ryster i bukserne og ikke tør gå op på scenen. Men mere at de ikke selv følte de havde en chance for at vinde noget, så de ventede med deres gode idéer og brugte dem til SVS eller Genki, hvilket jeg syntes, er en helt fin ting at gøre. Man får mest muligt ud af det, hvis man nyder tiden og ikke føler sig presset op til konkurrencen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar