torsdag den 13. oktober 2011

Forbedret informering til J-Popcon - men ingen conbog

I flere år har J-Popcon stået overfor udfordringen omkring at informere tilstrækkeligt under connen. Det hænger dog også sammen med, at ingen con (jeg har deltaget i) har lavet så mange programændringer under connen, som J-Popcon har. Og især sidste år var det svært at finde rundt til de forskellige lokaler, da der ikke var ordentlig skiltning. Så for at holde deltagerne løbende opdateret om ændringer, er der kommet en del nye tiltag til dette års con.
"Der vil i år hænge info-plakater på relevante området til J-Popcon. Plakaterne har de vigtigste oplysninger, såsom oversigtskort over området, programmer og åbningstider. Plakaterne bliver den nemmeste måde at skabe sig et overblik over J-Popcon. (...) Der vil desuden være infoskærme under hele J-Popcon, som konstant er opdateret med det seneste event-program, og andre ting der foregår. Infoskærmene gør det muligt at få et hurtigt indtryk af alle de igangværende og kommende events. (...) Sidst men ikke mindst vil der være endnu mere information tilgængelig på nettet under hele J-Popcon. Dette vil kunne tilgås fra enhver telefon med internetopkobling."
På papiret lyder det som gode tiltag, men hvad er "relevante områder"? Måske vurdere J-Popcon kun at det er 2-3 steder, men deltagerne har faktisk brug for informationen 10-11 steder, så folk ikke klumper sammen om plakaterne. Det samme gælder infoskærmene. Der var en sidste år ved receptionen, men den kørte slet ikke optimalt og der stod som regel folk i vejen (som ikke læste på den), så man ikke kunne se den. Brugen af infoplakater og -skærme fungerer kun, hvis det bliver udført ordentligt, så jeg er positiv men ikke overbegejstret, for det er altså ikke garanti for bedre informering. Sidste del med info på nettet er meget god, nu hvor de fleste (ikke mig) bruger deres mobil til at gå på nettet. Det kræver dog også, at man har folk, der har tid til at sidde og skrive disse opdateringer ind i løbet af connen.

Faktisk arbejder vi også på at lave et system med infoskærme til SVScon 2012, så nu kan vi jo lære noget af, hvordan J-Popcon gør det.

Af forskellige grunde kommer der ingen conbog i år. I nyheden på hjemmesiden lyder det som om, at conbogen er droppet, fordi den er ufleksible. Når den først er trykt (hvilket skal ske i god tid), kan der ikke ændres i den. I en kommentar på Facebook lyder det dog mere til at være af økonomiske årsager at den er sparet væk. Under alle omstændigheder vil jeg savne en conbog. Jeg synes, at den er hyggelig at have med sig fra connen, og jeg bruger den også under connen. For at kompensere for den udeblivende conbog bliver der lagt følgende ting op som PDF'er: oversigtskort, program, praktiske oplysninger. Kortet og programmet vil jeg i hvert fald benytte mig af og bære rundt på mig connen igennem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar