Jeg ved ikke, om det er fordi denne London Expo var min 3. eller hvad det skyldes, men jeg var ikke nær så imponeret som de to forrige gange. Jeg kender efterhånden Excel, hvor London Expo finder sted, ret godt, så jeg ved, hvor stort både expoen og hallen til deres kø er.
Jeg kom også igennem dealerne meget hurtigere i år, end jeg gjorde sidste år. Det skyldes nok, at dealerne ikke har mange interessante ting, når man lige har været i Japan for et par måneder siden - især ikke til de priser. Nogle af de figurer, der blev solgt til under 1000 yen i Japan stod til 40 pund. Så på dealersiden gik jeg efter billige manga og anime. Jeg fandt da også nogle gode tilbud på serier, som jeg gerne ville have. F.eks. havde Viz 5 normalstørrelse manga til 20 pund. Jeg tilbragte dog en del tid i Artist Alley, hvor jeg gik rundt af flere omgange, da nogle artister først kom lørdag. Der var rigtig mange forskellige stilarter og ting, man kunne købe. Jeg endte dog med kun at købe en bog og nogle småting i Artist Alley. De store penge blev lagt et helt andet sted. Der var en fransk udstiller kaldet AOJI, som solgte japansk inspirerede billeder. De var dyre men virkelig flotte, så om søndagen overgav Morten og jeg os og købte 3, hvor den sidste var til halv pris, og vi fik gratis forsendelse. Jeg har nu brugt penge på kunst.
En af de store grunde til at jeg tager til London Expo er EuroCosplay. Det er fantastisk at se på, og jeg får en specialbillet, fordi jeg er med til arrangere en af de conner, som udvælger en repræsentant. Sidste år var der rigtig mange store kjoler og vinger til EuroCosplay. I år var armour rigtig populært - i alle afskygninger nærmest. Der var dog stadig et par vinger og store kjoler hist og her. Ca. halvdelen af deltagerne havde faktisk lavet et nyt kostume til EuroCosplay ved London Expo.
I forhold til hvor stort London Expo er, skulle man tro, at de ville have styr på lys og lyd, men det kiksede faktisk en del gange. Flere gange startede lyden til næste show, imens den forrige deltager stadig var på scenen. Der var også flere tidspunkter, hvor cosplayeren gik frem på scenen, men der var stadig kun lys på den bagerste del af scenen (scenen var formet som et T, så der er en catwalk ud mod publikum). Det virkede temmelig sjusket.
Kostumerne var dog imponerende, men når nogle deltagere gik på scenen, var man også meget nervøs på vegne af dem. Det gik da også galt for et par stykker. En af de kvindelige deltagere fik kylet halvdelen af sit våben ned til dommerne. Hun ramte deres vandglas, så der var vand ud over det hele. Den svenske repræsentant blev præsenteret som en virkelig bad guy, og da han begyndte at svinge rundt med sit sværd røg det af skaftet og i hovedet på en af tilskuerne. Jeg har aldrig set en bad guy se så undskyldende ud - og jeg kunne ikke se hans ansigt.
Jeg var meget overrasket over 3. pladsen, som blev en af de spanske repræsentanter. Hun havde nogle fjernstyrede vinger, som var rigtig fancy, men derudover var der ikke noget der imponerede, synes jeg. 2. og 1. pladsen kunne jeg dog bedre forstå. 2. pladsen gik til Animecon i Hollands repræsentant, og vinderen af en rejse for 2 til Japan var London Expos egen repræsentant. Dommerne gav point i tre kategorier: Accuracy, Construction og Performance - de to første vejede mest. Jeg ved ikke, hvordan pointene blev fordelt på de enkelte deltagere, men Danmarks ene repræsentant fik efterfølgende af vide, at hun havde scoret højest i Performance, og det er jo også det Danmark er kendt for.
Det var en god tur til London Expo, men jeg er virkelig i tvivl om, om jeg skal tage af sted næste år også. Jeg er bange for, at det begynder at blive for trivielt, og så vil jeg hellere bruge mine penge på at tage til en anden udenlandsk con.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar