Jeg har en række venner og bekendte
som har været eller er involveret i J-Popcon, så det var meget nærliggende, at
mit første interview skulle være med en af dem, for at give jer et indblik i
den største og ældste con i Danmark. Interviewet udviklede sig dog til ikke at
være så meget om, hvordan det var lige at arbejde med J-Popcon, men omkring den
personlige oplevel- se ved at bidrage til en con. Da jeg lavede interviewet
ansigt til ansigt, har jeg valgt at skrive det sammen til en beretning i stedet
for bare: spørgsmål efterfulgt af svar. Interviewet blev lavet i starten af juli.
Interview
med Karina Bremholm Abelin
At arbejde for J-Popcon
Tilbage i 2006 deltog Karina i sin første J-Popcon. Til
Afslutningsceremonien efterlyste den daværende leder Adrian flere arrangører,
hvorefter Karina kontaktede ham via mail og blev indbudt til kickoff mødet for
J-Popcon 2007. Dette år bød åbenbart på en større gruppe af nye arrangører -
den nye generation...? - så stor en gruppe, at et par endte på
"skraldespandsholdet", som bestod af arrangører uden tilknytning til
et bestemt område som f.eks. cosplay eller events. De hjalp i stedet til lidt
over det hele. Karinas gæt var, at der i alt var ca. 20-25 arrangører i alt i
2007.
De næste to år fik Karina en mere specialiseret opgave, som
krævede meget forberedelse og mere ansvar. Hun blev udnævnt som delredaktør på
conbogen på trods af, at hun ikke havde noget rigtig kendskab til print og
trykning - måske fordi hun selv kom med ideen. Hun mener dog, at det ikke kan
betale sig at have en conbog i dag, fordi der som regel kommer rettelser efter,
den er sendt til tryk, hvilket gør den mindre brugbar.
I forbindelse med J-Popcon 2010 kom Karina så til at stå for
et for hende nyt område: cosplay. Som cosplayansvarlig er man involveret i
showet - både deltagerne, det tekniske og dommerne. I 2010 var Karina
hovedansvarlig og stod grundliggende for området, men fik stadig råd fra andre
gennem sparringssamtaler og hjælp til de økonomiske sider i det. Året efter fik hun dog 3 andre arrangører med
fast i gruppen. Opgaven som cosplayansvarlig var hendes
favorit blandt arbejdet i J-Popcon - måske fordi hun selv cosplayer og kender
til mange sider af cosplay.
Negative og positive sider af conarbejdet
Conarbejdet fyldte meget i Karinas fritid, og havde stor
indflydelse på, hvorden hun brugte den, og hvad der ellers blev plads til.
F.eks. valgte hun at lægge det personlige cosplay på hylden, da hun ikke kunne
afse tid til det, efter hun blev cosplayansvarlig. Hun nævnte også, at man
somme tider kom til at lægge flere timer i det end egentlig tiltænkt. Arbejdet
kan være stressende, og der vil næsten altid opstå en eller anden form for
uoverensstemmelser - både internt og eksternt, hvilket kan munde ud i at skade
ens sociale forhold til andre. Det kan være fint at arbejde sammen med
venner - dog anbefaler Karina, at det ikke er i samme arbejdsgruppe. Hun
understreger også, at man skal passe på ikke at blande personlige følelser ind
i arbejdet.
Hun har dog også lært noget gennem arbejdet, bl.a. er hun
blevet bedre til at håndtere drama og argumentere. Hun har også lært, at nogle
gange er man nødt til at træde nogle over tæerne, for man kan ikke
tilfredsstille alle.
Arbejdet i J-Popcon har dog også bragt andre positive ting
med sig. Karina fortalte, at hun ikke kendte nogen i miljøet, da hun meldte sig
som arrangør, men i dag har hun en stor vennekreds, hvoraf mange udspringer fra
arbejdet med J-Popcon. Hun har også lært mere om sig selv, fået rykket grænser,
blevet god til at holde styr på ting og samarbejde med andre. Det Karina bedst
kunne lide ved at være en del af J-Popcon var, at hun var med til at give folk
en god oplevelse - hun var med til at skabe noget samtidig med, at hun
udfordrede sig selv.
Beslutningen om at stoppe
I foråret valgte Karina at stoppe i J-Popcon. Gennem J-Popcon
har hun fået en masse gode minder. Det hun vil savne er følelsen af at give
tilbage. Selvom hun har lagt mange timer i conarbejdet, og J-Popcon nærmest
blev som hendes lille barn, er hun dog meget afklaret omkring at stoppe som
cosplayansvarlig for J-Popcon (og connen i det hele taget). Hun føler, at hun
har sat sit præg nu og har givet stafetten videre. Hun nyder også at have mere
fritid, hvilket bl.a. har betydet, at hun er begyndt at cosplaye igen. Hun
håber at næste J-Popcon bliver god. Til næste J-Popcon vil hun bare nyde det
som almindelig deltager - selvom hun dog ikke rigtig kan huske, hvordan det er.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar