mandag den 16. juli 2012

Turen gik til Japan del 2: Mad

Når jeg besøger et fremmed land - især, når det er så anderledes som Japan nu er, så er maden også en stor del af oplevelsen for mig. Det hænger nok også sammen med, at jeg er meget glad for mad... ^^; Jeg spiser ikke for at leve - jeg spiser, fordi jeg godt kan lide at spise. Både af den grund og fordi der er så meget mad der er anderledes i Japan, end det vi kender til og er vant til i Danmark, har jeg valgt at lave et helt indlæg dedikeret til mad.

Det er ikke alle steder i Japan, hvor man kan få en engelsk menu. Langt de fleste steder har dog noget, der er langt bedre - nemlig plastikmodeller af de forskellige retter, som de serverer. Så selv hvis man er total lost, når personalet venligt taler japansk til en, kan man altid tage dem med udenfor og pege på den model af det mad, man gerne vil have. Modellerne er ofte ret deltaljerede og virkelighedstro. De fungerer også godt som blikfang og som appetitvækker.


Morgenmad
Da vi boede på Hotel Edoya, spiste vi næsten altid morgenmad i deres morgenmadsbuffet. Der var nemlig et fint udvalg af både japansk (bl.a. misosuppe, ris og fisk) og vestlig (bl.a. toastbrød, boller, kogte æg og små pølser)  morgenmad. Derudover spiste vi dog mest morgenmad på restauranter/caféer og bagerier. Det er en oplevelse i sig selv at gå på opdagelse i et japansk bageri. Ofte er skiltene kun på japansk, og ofte er der fyld i brødet, som man ikke kan se, inden man køber det. Det meste brød er sødt i smagen, hvilket godt kan gøre det til en kvalm fornøjelse nogle gange. I bageriet går man selv rundt og tager, det brød man nu gerne vil have, med en tang. Nogle bagerier har også siddepladser, hvor man kan spise sit brød. Vi blev hurtigt fan af Andersen bageriet og Vie de France. Andersen havde nemlig surdejsbrød, som vi kender det herhjemme, og Vie de France havde gode melon pan. På billedet ses en æblekanel bagel, et sort peber, kylling og æggebrød og et gyozabrød (så vidt jeg husker). De fleste restauranter/caféer har et "morning set", som typisk består af tykke stykker ristet toastbrød med smør, te eller kaffe og nogle gange en lille sideret f.eks. i form af et kogt æg, en lille salat eller lidt frugt. Man kan også tit bare bestille amerikanske pandekager. ^^

Frokost og aftensmad
Det var meget forskelligt, hvor meget vi ellers spiste. Nogle klarede sig med 2 måltider om dagen, mens jeg helst ville have 3 - dog bestod det 3. bare af en gang instant nudler, hvis vi havde fået en større frokost sent på eftermiddagen. En let frokost bestod for mig tit af onigiri, som kunne købes i en almindelig convenience store som Lawson, 7/11 og Family Mart. Tun og mayo onigiri - nom!

Man kan spise mange forskellige ting i Japan. Man finder dog hurtigt nogle retter, som man foretrækker. Nogle bliver afhængige af curry, nogle fan af ramen og andre holder sig til retter, der minder mere om det vestlige køkken. Jeg anbefaler dog, at man prøver så meget som muligt. Vi smagte også tit hinandens retter, når vi spiste fælles, for på den måde at smage flere ting, især hvis vi var i tvivl om, om vi kunne lide det. Nogle restauranter lægger også op til, at man deler alle retterne ved hele bordet. Det gælder f.eks. Korean barbecue, men også andre steder står der en stabel af små tallerkner på bordet, som er tiltænkt, at man skal øse sin egen mad over på og så deles om alle retter, der bestilles. Andre steder får hver person sin egen bakke med sin egen mad anrettet fint på.

Ris og (miso)suppe er en fast del af mange retter, som I kan se på billedet ovenfor. Så kan man lide ris, kommer man ikke til at sulte i Japan. Man behøver ikke kunne lide fisk, for man kan faktisk få rigtig meget mad, hvor fisk ikke indgår. De kræsne behøver altså ikke sulte i Japan. Slår alt fejl, har Japan altså også McDonalds og andre burger og fast food kæder. Der er også restauranter som Outback, hvor man kan få sig en god bøf eller en bacon cheese burger.

Maibritt anbefaler
Jeg savner meget mad fra Japan, og jeg har mange ting, som jeg synes, at man skal smage, når man er derovre. Her er noget af det:
  • Ramen - find en god restaurant, for den billige discount udgave er ret dårlig eller tag på Ramen museum. ;)
  • Tonkatsu
  • Monja - et meget let måltid, hvis man kun deles om en portion
  • Udon - fås både kold og varm, den kolde er rar om sommeren
  • Wagyu / Kobekød - hvis pengepungen tillader det. Jeg anbefaler tenderloin frem for sirloin, da den har bedre/mere smag
Sushi
I Japan kommer man selvfølgelig heller ikke udenom sushi. Det fås i mange forskellige prisklasser. Ligesom herhjemme kan man købe bakker i convenience stores, det gjorde ingen af os dog. Vi benyttede os i stedet flittigt af running sushi og standing sushi. Ved running sushi kører sushien rundt på et bånd, og så tager man tallerknerne, med den sushi man vil have. Man betaler typisk per tømt tallerken. Ved standing sushi bestiller man, den sushi man gerne vil have, og så laver sushikokken den til en - med eller uden wasabi. Nogle restauranter har også sushi på menuen på lige fod med f.eks. tempura og omu-rice.

Prisen på mad
Noget man kan komme til at savne i Japan er friske grønsager og frisk frugt. Især frugt koster kassen, hvis man skal købe det i hos en bod. I Tokyo og Osaka fandt vi ingen supermarkeder, så vi undrede os over, hvor i al verden folk køber deres mad, når de selv skal tilberede det, men vi befandt os også mest i den indre by. På en tur sydpå fandt vi dog et rigtigt supermarked i Himeji, hvor man også kunne købe en bland-selv-bento. Det var virkelig lækkert - og ret billigt også. Vi betalte efter vægt og der fulgte ris og suppe med. Det kan varmt anbefales. ^^

Convenience stores har ofte et fint udvalg, hvis man skal have sig et let måltid eller en snack. Onigiri kan købes til ca. 100 yen +/- lidt alt efter fyldet i dem. Instant nudler koster ca. 300 yen alt efter størrelse og variant. Nogle butikker solgte også ting som kroketter, oden og grillspyd. Dem kan jeg dog ikke huske priserne på desværre.

Prisen på mad varierer alt efter, hvad man gerne vil have at spise. Curry hører til den billigere del, hvor man kan købe en portion til 700-1200 yen. Prisen afhænger af, hvad for noget kød man vil have i, og om man vil have noget ekstra med som f.eks. grønsager eller en hamburger steak. Sushiprisen afhænger jo af, hvor meget man spiser. Hvis man skal have en ret som på billedet med tempuraen, koster det ca. 900-1500 yen. Spiser man derimod vestligt bliver det noget dyrere. En almindelig bøf ligger nok omkring 3500-4200 yen. Nogle steder følger der så også en salat eller en suppe med. Vi brugte nok ca. 200-300 kr. på mad om dagen - nogle mindre, nogle mere.

Foodshow
Under Shibuya station ligger der noget som hedder Foodshow. Det er et stort lokale med en masse forskellige åbne butiks- områder, som sælger alt mulig forskelligt mad og drikke. Man kan bl.a. købe brød, kager, vin, bentoer, gyoza, udenlandske delikatesser, yakitori kylling og meget mere. Forestil jer et indendørs marked men med glasmontre og tilberedning af mad også. Det er en hel seværdighed i sig selv. Der er mange forskellige dufte, og man bliver virkelig sulten af at gå rundt dernede. Det var sjovt at gå på opdagelse i de forskellige butikker. Det var også meget svært at gå derfra uden at købe noget... ^^; Især kagerne så virkelig flotte, lækre og indbydende ud. Foodshow er bestemt et besøg værd.



Jeg kan åbenbart godt lide at fortælle om mad... det her indlæg blev i hvert fald noget længere, end jeg først havde forventet... ^^; Jeg kom også til at savne meget af maden, da jeg skrev indlægget. Jeg håber, at jeg har givet jer lyst til at smage nogle af de forskellige ting.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar