lørdag den 27. juli 2013

SaiKano: forsmag

Seriens navn: SaiKano
Antal episoder: 13
Antal episoder set: 2
Relateret til: Baseret på manga'en SaiKano lavet af Shin Takahashi. Live action filmen er en alternativ udgave af mangaens historie. SaiKano: Another Love Song (OAV) er en slags prequel / side story.
Genrer: romance, drama, action
Studie: Gonzo
Japansk premiere: 2002

Serien når rigtig meget allerede i eps. 1. Det er på flere måder tydeligt, at Shuji og Chise ikke er det typiske kærestepar. De har kommet sammen i under en uge, da Shuji siger, at han ikke vil mere, hvilket får Chise til at åbne op og sige sin mening. Så det ender i stedet med, at de beslutter sig for at forblive kærester og blive forelsket i hinanden - ikke ligefrem sådan par ellers bliver fremstillet i (shoujo) anime. Shoujo har også en langt mere romantisk og idealistisk tilgang til parforhold og kærlighed. Selvom SaiKano handler om et kærestepar, er det ikke shoujo men faktisk seinen - altså henvendt til unge mænd. 


På engelsk hedder serien She, the Ultimate Weapon, men det burde nok have været My Girlfriend, the Ultimate Weapon. Ud fra den titel kan I jo nok regne en anden ting ud, der er særligt ved Chise. At Chise er det ultimative våben behandles dog på en alvorlig og rørende måde, hvilket faktisk kan sammenlignes med Gunslinger Girl. Det berører seeren på dyb og hjerteskærende vis. Allerede da eps. 1 slutter og Shuji siger sine sidste ord, fik jeg en klump i halsen og en trykken for brystet.

Eps. 1 lægger i det hele taget linjen virkelig godt for serien, og eps. 2 fortsætter egentlig bare i samme spor. Personligt udviklede jeg meget hurtigt sympati for Chise, Shuji og deres historie. Det er for dem, man skal se serien. Der er meget krig og action, men det er ikke omdrejningspunktet. Det er blot virkemidler i historien.

Musikken og lyden spiller en stor rolle i de dramatiske scener. Chises ooouuh-lyd er rolig og sårbar, og måske netop derfor virkelig karakteristisk. Det samme gælder hendes bjælde. Musikken i eps. 1 til sidst, hvor Shuji får øje på Chise er en af flere udgaver af Hoshi no Hate. Både sangen (som høres i senere episoder) og de forskellige intrumentale versioner er hjerteskærende og følelsesladede. ED'en synges af Yuria Yato, og hun synger virkelig Chises følelser ud. 

For ca. 10 år siden var Gonzo et af de studier, som de fleste kendte og holdt øje med. I dag er de nok mest kendt for deres jubilæumsserie Last Exile. Siden da er de desværre faldet meget af på den, hvilket især blev tydeligt med Last Exile: Fam, The Silver Wing i 2011-2012. Når der kommer en ny Gonzo anime, har jeg stadig mine små forhåbninger, men de lavede helt klart deres bedste arbejde for et årti siden - i hvert fald efter min mening.

Tegnestilen i SaiKano er ikke den kønneste, men den er meget lig manga'en, hvor jeg egentlig godt kan lide den - måske denne stil bare fungerer bedre i sort/hvid. ^^; Men kan man overleve tegnestilen, er der et virkelig godt romantisk drama i vente.  
Jeg startede ud med at sige, at SaiKano er seinen, men den kan sagtens ses af begge køn. Jeg vil dog tro, at den vil blive mest værdsat af et lidt ældre nok 16+ publikum. Der kommer desuden også intime scener senere - bare lige for at nævne det.

Til sidst en kort oversigt:
+ historien kommer hurtigt i gang
+ der etableres hurtigt et forhold til vores to hovedpersoner
+ en anderledes kærlighedshistorie
+ godt drama
+ kan ses af begge køn
- nogle vil ikke kunne lide tegnestilen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar