Lånt på biblioteket: Hikaru no Go

Titel: Hikaru no Go

Læst: 10/23 bind

Genrer: sport, comedy, supernatural

Manga-ka: Obata, Takeshi (Art), Hotta, Yumi (Story)

Japansk udgivelse: 1999-2003

Normalt er jeg bestemt ikke til shounen, så jeg var lidt skeptisk, da jeg bestilte Hikaru no Go hjem. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg gjorde det. Måske manglede jeg bare noget at læse, og så valgte jeg at give den en chance, da jeg kunne se, at det var en serie, som bibliotek.dk havde flere bind af.

Serien handler om Hikaru, der finder et gammelt Go-bord, som viser sig at være besat af en ånd, som var et Go-geni ved navn Sai, da han levede. Han blev dog anklaget for snyd af sin modstander (da denne ville dække over sit eget snyderi), hvorefter Sais gode navn og rygte gik op i røg. Sai er en virkelig dygtig lærer. Samtidig med at han lærer Hikaru om spillet, smitter hans egen entusiasme for spillet også gevaldigt af på Hikaru. Hikaru begiver sig hen i en Go-salon, så Sai kan få lov til at spille. Sai forklarer Hikaru, hvor han skal spille. Der er nemlig ingen andre, der kan se ham. Skæbnen vil, at Hikaru spiller imod barnegeniet Akira, som derefter ser Hikaru som en stor rival. Hikaru vil dog ikke kun spille for Sai, han vil også selv spille og forbedre sig. Hen af vejen viser det sig, at Hikaru har en særlig fornemmelse for spillet. Han laver nogle træk, som umiddelbart virker som dårlige, men som han får brugt på en god måde. Man følger Hikaru og Sai i Hikarus jagt efter at indhente Akira, som til gengæld forsøger at indhente Sai. Det fører Hikaru til skolens Go-klub og senere Ensei-skolen for unge Go-spillere, der drømmer om at blive professionelle.

Hikaru er faktisk en ret klassik shounen-helt. Han er ligefrem, har masser af energi og drive. Han tænker sig ikke altid om og følger sit instinkt. Jeg fandt ham dog ikke så belastende, som jeg ellers har tendens til med shounen-helte. Måske skyldes det, at det netop er en manga og ikke en anime. Der er ingen overenergisk stemme, som jeg skal høre på hele tiden. Hehe. Der findes også en Hikaru no go anime, og selvom jeg egentlig syntes godt nok om mangaen, har jeg ikke lyst til at prøve og se anime'en, for jeg fornemmer, at Hikaru nemt kunne blive for meget.

Jeg har lidt svært ved at sige præcis, hvad der fangede mig ved Hikaru no Go. Jeg tror det var det taktiske omkring spillet - selvom jeg efter at have læst 10 bind, stadig er i tvivl om, hvordan det helt nøjagtigt spilles... ^^; Jeg kunne også godt lide, at Hikaru lidt har den der joker rolle, man ved ikke helt, hvad han gør i et spil. Det gør det også spændende, at Hikaru rent faktisk kan tabe. Det kan nemlig let blive kedeligt at læse om en, der altid vinder - det synes jeg i hvert fald. Det fjerner noget af intensiteten.

Hikaru og Sai er også et godt makkerpar, som er fint underholdende at følge. Deres personligheder er ret forskellige og så ligner de alligevel hinanden på visse punkter. Jeg fandt Akira en kende for gloomy og seriøs. Hans stil og fremtoning virker bare lidt for voksent - han er trods alt stadig et barn, så kan kunne godt have en mindre seriøs side også. Det er nok det der er galt - han er for ensidet.

Alt i alt er Hikaru no Go en okay underholdende manga, som mest appellerer til drenge i alderen 12-14 år, vil jeg gætte på. Der er noget at komme efter, hvis man godt kan lide shounen og/eller spil/sportsmanga.