Valget til den første rigtige udgave af Tilbage til barndommen faldt på Attack No. 1 – eller som jeg kender den: Mila Superstar. Serien er faktisk helt tilbage fra 1969 og er dermed den ældste anime, som jeg har set noget af. Jeg skriver ”set noget af”, da jeg sammenlagt nok kun af set en 10 eps. ud af de 104, der findes. Mila Superstar kom som så mange andre anime på den tyske kanal RTL2. Desværre blev den vist om morgenen til hverdag, og hjemme hos os var reglen, at man ikke så tv på en hverdagsmorgen. Desuden tror jeg faktisk, at den først blev vist lige omkring det tidspunkt, hvor første time i skolen begyndte.
Nu undrer I jer nok over, hvordan jeg så alligevel fik set noget af den. Jo, nu skal jeg forklare. Jeg mener, at serien kørte over et par år, imens jeg gik i 3-5. kl. En morgen var jeg syg og fik lov til at blive hjemme fra skole, så jeg lagde mig ind på sofaen og fik lov til at se fjernsyn. Det var der, jeg faldt over Mila Superstar. Selvom jeg landede midt i serien, fandt jeg historien ret nem at følge. Der var den her pige (Mila), som spillede volleyball med sit hold, og de forsøgte så at vinde forskellige turneringer. Serien følger hende fra hun er 12 år, til hun kommer på kvindelandsholdet, som den yngste nogensinde. Ofte fik jeg set 1-2 eps. i træk, da det jo passede med, hvor længe jeg typisk var syg af gangen. På trods af at jeg sammenlignet med andre serier ikke har set særlig meget af den, så husker jeg den virkelig tydeligt fra min barndom. Jeg husker de to specielle angreb, som Mila udførte i de episoder, jeg så. Jeg husker intensiteten i kampene, og sveden der piblede af pigernes pander.
Faktisk blev jeg som barn så grebet af serien, at jeg selv fik lyst til at spille volleyball. Det blev dog aldrig til noget, for der fandtes ingen volleyballforening i min hjemby eller i området deromkring. Jeg tror, man skulle en 40 km væk, og så hooked var jeg alligevel ikke på det. Så jeg lod mig nøjes med min håndbold og badminton.
Nu undrer I jer nok over, hvordan jeg så alligevel fik set noget af den. Jo, nu skal jeg forklare. Jeg mener, at serien kørte over et par år, imens jeg gik i 3-5. kl. En morgen var jeg syg og fik lov til at blive hjemme fra skole, så jeg lagde mig ind på sofaen og fik lov til at se fjernsyn. Det var der, jeg faldt over Mila Superstar. Selvom jeg landede midt i serien, fandt jeg historien ret nem at følge. Der var den her pige (Mila), som spillede volleyball med sit hold, og de forsøgte så at vinde forskellige turneringer. Serien følger hende fra hun er 12 år, til hun kommer på kvindelandsholdet, som den yngste nogensinde. Ofte fik jeg set 1-2 eps. i træk, da det jo passede med, hvor længe jeg typisk var syg af gangen. På trods af at jeg sammenlignet med andre serier ikke har set særlig meget af den, så husker jeg den virkelig tydeligt fra min barndom. Jeg husker de to specielle angreb, som Mila udførte i de episoder, jeg så. Jeg husker intensiteten i kampene, og sveden der piblede af pigernes pander.
Faktisk blev jeg som barn så grebet af serien, at jeg selv fik lyst til at spille volleyball. Det blev dog aldrig til noget, for der fandtes ingen volleyballforening i min hjemby eller i området deromkring. Jeg tror, man skulle en 40 km væk, og så hooked var jeg alligevel ikke på det. Så jeg lod mig nøjes med min håndbold og badminton.
Indtil forårssæsonen i år var Mila Superstar også den eneste volleyball-anime, jeg har set. Det var dog bl.a. den, som gav mig lyst til at give Haikyuu! en chance, hvilket jeg er blevet glad for, at jeg gjorde. Så Mila Superstar har alligevel haft en lille smule indflydelse. Selvom det efterhånden er 16-17 år siden, jeg så serien, så kan jeg også stadig spille dele af OP'en inde i mit hoved - den tyske naturligvis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar