Jeg har tror faktisk, at jeg har tudet til alle fire anime i denne del af min liste. Der har dog ligget forskellige ting til grund for mit tuderi. Ikke desto mindre har disse anime formået at få mig til at føle utrolig meget med sine personer og deres historie. Jeg har engageret mig i deres skæbner og følt med dem på deres op- og nedture - dog nogle mere end andre.
Jeg har valgt kun at tage Afterstory og ikke den første Clannad-serie med på min Top 20-liste. Det skyldes, at jeg bedst kan lide den sammenhængende historie, der er i de sidste 2/3 af Afterstory. Jo, den første Clannad er da underholdende, sød, sjov og interessant, men ikke på højde med Afterstory, som bare går mere i hjertet på mig i hvert fald. Hvis du ikke har set Clannad Afterstory og ikke ønsker at blive spoilet, skal du ikke læse videre! Det er nemlig ret svært at beskrive Afterstory og forklare, hvorfor jeg godt kan lide den uden at komme med spoil.
Clannad Afterstory fortsætter direkte, hvor Clannad stoppede. Der er en enkelt stand alone story arc i starten af Afterstory, hvor Tomoya skal hjælpe endnu en pige. Derefter går historien videre med at fokusere på Tomoya og Nagisas historie, og det er den del, jeg godt kan lide. En sjælden gang i en anime får vi faktisk lov til at se personerne dimittere fra high school og bevæge sig videre til voksenlivet med arbejde og familieliv - wuhu! Tomoya og Nagisa flytter sammen, og Nagisa bliver gravid. Pga. hendes dårlige helbred tager dette dog hårdt på hende, og hun ender faktisk med at dø i fødselssengen. :'( Dette er naturligvis til stor sorg for Tomoya - så stor at han ikke evner at tage sig af deres nyfødte datter. Det gør Nagisas forældre i stedet. Da Ushio er 3-4 år, begynder Tomoya at komme på besøg efter overtalelse af Nagisas mor. Tomoya og Ushio opbygger lige så stille et forhold, hvilket er utrolig rørende at bevidne.
Så vidt jeg har hørt, blev der fældet mange mandige tårer under robot/solsikke-scenen - og endnu flere senere. Ushio har nemlig arvet sin mor svage helbred desværre. Så hun sygner langsomt hen, og en vinterdag dør hun i Tomoyas arme i sneen.
Dette er den letforståelige del af Clannad Afterstory. Der foregår nemlig også noget i et andet univers med en pige og en robot, som hun har bygget. Ligeledes er slutningen på Clannad Afterstory lidt underlig, for der fortæller Tomoya, at i et andet univers er hverken Nagisa eller Ushio døde. Der lever de alle tre lykkeligt sammen... Selvom det er tragisk, at de begge to dør og rart at vide, at de lever et andet sted, så ødelagde slutningen det alligevel lidt for mig, for jeg føler ikke, at der kommer en ordentlig forklaring.
Ikke desto mindre er vejen hen til slutningen medrivende, rørende og interessant.
7. Bakuman. + Bakuman. 2 + Bakuman. 3
Jeg har valgt at inkluderer alle 3 sæsonerne af Bakuman, da historien er sammenhængende igennem dem alle sammen, og den holder niveau. Faktisk har jeg endda givet sæson 3 9/10 og de to første 8/10.
Jeg plejer egentlig at gå udenom shounen, men præmissen i Bakuman lød virkelig interessant. Den handler nemlig om to drenge, der forsøger at slå igennem som manga-ka, hvor den ene skriver historien, og den anden tegner. Det lød som en god mulighed for at få et indblik i, hvordan mangaindustrien fungerer, hvilket primært var grunden til, at jeg startede på den. Bakuman tog mig imidlertid med storm. For det første var det utrolig spændende at se, hvordan manga bliver til. For det andet blev jeg virkelig engageret i Mashiro og Takagis stræben efter at opnå deres drøm. For det tredje viste der sig at være et stort og interessant persongalleri i Bakuman – jeg blev især begejstret for Niizuma Eiji. Historien begynder, da Mashiro og Takagi går i middle school. Takagi opdager, at Mashiro har talent for at tegne og beder ham derfor teame op og lave manga sammen. Mashiro er først afvisende, man da Takagi skaffer dem et møde med pigen, som Mashiro er forelsket i, ender Mashiro med at fortælle hende, at de to skal lave manga sammen. Han spørger også, om hun vil gifte sig med ham, og overraskende nok siger hun ja, men indtil deres drøm er gået i opfyldelse, må de kun kommunikere vis sms. Drømmen er, at Mashiro og Takagi skal lave en manga, som så bliver til en anime, hvor Azuki så kan lægge stemme til den kvindelige hovedperson. Hun vil nemlig gerne være seiyuu.
Der er lang vej fra at blive enige om, at man vil lave manga sammen til rent faktisk at få en fortløbende serie. Mashiro og Takagi støder ind i en masse udfordringer af varierende art, som rammer dem på forskellige måder hver især. Det er dog fedt at se dem finde sammen om en god løsning. For selvom Mashiro og Takagi umiddelbart er meget forskellige, så tænker de meget på samme måde mht. til deres manga. Undervejs får makkerparet selvfølgelig også rivaler - ærkerivalen er Niizuma Eiji, som er et ungt geni. Han er dog imidlertid så begejstret for deres første one-shot, at han tiltaler dem "sensei". Noget af det fede ved Bakuman er, at selvom der er masser af rivaler til vores to hovedpersoner, så fremsættes disse for det meste ikke i et negativt lys. Langt de fleste af dem er også venner, og de bakker op om hinanden, når der er brug for det. De søger også råd hos hinanden. Jeg kan rigtig godt lide de relationer, der er imellem mange af personerne. Bakuman byder også på et pænt stort persongalleri, men jeg synes generelt, at det var nemt at holde styr på, hvem der var hvem, og hvad de lavede. Jeg kan godt lide, at man både ser tingene fra de spirende manga-kas synsvinkel men også fra deres redaktørs og forlagets side.
Bakuman rev mig virkelig med, og jeg blev bare mere og mere vild med den, jo længere ind vi kom i historien. Da jeg så sæson 2, brød jeg mig faktisk ikke heeelt så meget om den, men efter at have reflekteret over det, skyldtes det nok, at jeg følte og delte Mashiro og Takagis frustrationer og vildrede, som de oplever med deres nye redaktør. Så faktisk gjorde Bakuman 2 det rigtig godt, da den virkelig fik mig engageret i personernes følelser. Noget, jeg også rigtig godt kan lide ved Bakuman, er, at vi får lov til at følge personerne gennem en årrække. Vi får lov til at se dem udvikle sig gennem modgang og fremgang. Lige så stille kommer Mashiro og Takagi tættere på deres mål - og hver gang de nåede en milepæl, sad jeg bare og tænkte "YUSH!". Jeg blev så glad på deres vegne.
Jeg plejer egentlig at gå udenom shounen, men præmissen i Bakuman lød virkelig interessant. Den handler nemlig om to drenge, der forsøger at slå igennem som manga-ka, hvor den ene skriver historien, og den anden tegner. Det lød som en god mulighed for at få et indblik i, hvordan mangaindustrien fungerer, hvilket primært var grunden til, at jeg startede på den. Bakuman tog mig imidlertid med storm. For det første var det utrolig spændende at se, hvordan manga bliver til. For det andet blev jeg virkelig engageret i Mashiro og Takagis stræben efter at opnå deres drøm. For det tredje viste der sig at være et stort og interessant persongalleri i Bakuman – jeg blev især begejstret for Niizuma Eiji. Historien begynder, da Mashiro og Takagi går i middle school. Takagi opdager, at Mashiro har talent for at tegne og beder ham derfor teame op og lave manga sammen. Mashiro er først afvisende, man da Takagi skaffer dem et møde med pigen, som Mashiro er forelsket i, ender Mashiro med at fortælle hende, at de to skal lave manga sammen. Han spørger også, om hun vil gifte sig med ham, og overraskende nok siger hun ja, men indtil deres drøm er gået i opfyldelse, må de kun kommunikere vis sms. Drømmen er, at Mashiro og Takagi skal lave en manga, som så bliver til en anime, hvor Azuki så kan lægge stemme til den kvindelige hovedperson. Hun vil nemlig gerne være seiyuu.
Der er lang vej fra at blive enige om, at man vil lave manga sammen til rent faktisk at få en fortløbende serie. Mashiro og Takagi støder ind i en masse udfordringer af varierende art, som rammer dem på forskellige måder hver især. Det er dog fedt at se dem finde sammen om en god løsning. For selvom Mashiro og Takagi umiddelbart er meget forskellige, så tænker de meget på samme måde mht. til deres manga. Undervejs får makkerparet selvfølgelig også rivaler - ærkerivalen er Niizuma Eiji, som er et ungt geni. Han er dog imidlertid så begejstret for deres første one-shot, at han tiltaler dem "sensei". Noget af det fede ved Bakuman er, at selvom der er masser af rivaler til vores to hovedpersoner, så fremsættes disse for det meste ikke i et negativt lys. Langt de fleste af dem er også venner, og de bakker op om hinanden, når der er brug for det. De søger også råd hos hinanden. Jeg kan rigtig godt lide de relationer, der er imellem mange af personerne. Bakuman byder også på et pænt stort persongalleri, men jeg synes generelt, at det var nemt at holde styr på, hvem der var hvem, og hvad de lavede. Jeg kan godt lide, at man både ser tingene fra de spirende manga-kas synsvinkel men også fra deres redaktørs og forlagets side.
Bakuman rev mig virkelig med, og jeg blev bare mere og mere vild med den, jo længere ind vi kom i historien. Da jeg så sæson 2, brød jeg mig faktisk ikke heeelt så meget om den, men efter at have reflekteret over det, skyldtes det nok, at jeg følte og delte Mashiro og Takagis frustrationer og vildrede, som de oplever med deres nye redaktør. Så faktisk gjorde Bakuman 2 det rigtig godt, da den virkelig fik mig engageret i personernes følelser. Noget, jeg også rigtig godt kan lide ved Bakuman, er, at vi får lov til at følge personerne gennem en årrække. Vi får lov til at se dem udvikle sig gennem modgang og fremgang. Lige så stille kommer Mashiro og Takagi tættere på deres mål - og hver gang de nåede en milepæl, sad jeg bare og tænkte "YUSH!". Jeg blev så glad på deres vegne.
Jeg kunne faktisk godt lide den første Fullmetal Alchemist, men Brotherhood kom med en mere vidtfavnende historie, som går i dybden på en helt anden måde. Den virker mere gennemtænkt – hvilket nok siger lidt sig selv, da den jo følger mangaen hele vejen igennem (så vidt jeg ved i hvert fald).
FMA:B skøjter lidt igennem den første del. Jeg tror, at de går ud fra, at folk enten har læst mangaen eller set den første anime. Af den grund kunne det være lidt forvirrende for nye at springe med på vognen, men omvendt kan jeg også godt se, at der er rigtig meget, som skal nås. Så jeg forstår godt valget om ikke at gå så meget i dybden i starten. I store træk handler historien om brødrene Edward og Alphonse Elric, der som børn forsøger at genopleve deres mor ved hjælp af alkymi. Det mislykkedes, og de betaler begge to en stor pris. Edward mister sin højre arm og sit venstre ben, imens hele Alphonses krop opsluges. Heldigvis formår Edward at knytte Alphonses sjæl til en rustning. Som teenagere drager de ud på en mission for at få deres kroppe tilbage. De forvikles ind i et større plot, hvor der er mange forskellige spillere.
FMA:B kan bryste sig af et stort persongalleri. Heldigvis er der ingen af personerne, som virkelig ligner hinanden, så det burde være let at få nogenlunde styr på de vigtigste. Ikke bare er persongalleriet stort, det er faktisk også interessant nærmest hele vejen igennem. Der er mange forskellige typer, hvor flere får lov til at udvikle sig og dermed ikke falde i stereotypefælden.
FMA:B er dog et for mig sjældent tilfælde, hvor det faktisk er historien og ikke personerne, jeg er mest interesseret i. Det var historien som fangede mig og holdt min interesse, for den kommer hele tiden med nye overraskelser af forskellig art. Jeg havde hele tiden lyst til at se mere, fordi jeg ville vide, hvad der videre skulle ske. Der var bare ikke noget at gøre, for jeg så den, da den udkom, hvilket betød, at jeg troligt sad og ventede på en ny eps. hver uge i 1,25 år. Serien kan faktisk (stadig) ses lovligt på Youtube med danske undertekster. Hvis jeg havde set FMA:B, da den var complete (og alene), kunne jeg sikkert have maratonet den.
Jeg kan også godt lide, variationen mellem humor og seriøsitet i serien. Der er virkelig en god balance imellem det. Det betyder, at serien sjældent kører for meget i et spor. Der er scener, som får tårerne til at presse sig på, scener hvor man hepper på Edward og Alphonse i en kamp, og scener hvor man morer sig over Edwards vredesudbrud. Serien giver også seeren lidt at tænke over – ikke kun mht. hvad der mon skal til at ske, men også mht. etiske spørgsmål. FMA:B har den ekstra dimension, som for mig hæver den over mange andre shounen serier – hvilket jeg jo generelt ikke rigtig ser. (Ja, jeg ved godt, at jeg lige har haft to shounen i træk på listen. XD Men så er det også slut.)
ef – a tale of memories er sådan en serie, som man skal give en chance og have lidt tålmodighed med. Den er nemlig en 3-4 eps. om at komme ordentlig i gang. Det vidste jeg heldigvis også selv, da jeg begyndte på den, og det var godt, for jeg var bestemt ikke overbevidst efter eps. 1. Jeg synes egentlig bare, at det lignende en standard romance halvvejs haremserie.
ef – a tale of memories kører to historier sideløbende. I den ene følger man drengen Hiro, som er manga-ka. Hans barndomsveninde Kei forsøger at overbevise ham om, at han bør færdiggøre high school, så han har back-up, hvis hans hånd skulle stå af, og han ikke kan klare sig som manga-ka. Juleaften skulle Hiro mødes med Kei og Keis veninde, men på vejen møder han pigen Miyako og ender med at tilbringe aftenen sammen med hende. Dermed er trekanstdramaet sat i bevægelse.
Den anden del handler om drengen Renji, der møder pige Chihiro ved et nedlagt togstoppested. Ved første øjekast ligner Chihiro en helt almindelig men genert pige. Det viser sig dog, at hun kun kan huske 13 timer tilbage. Som lille kom hun ud for en ulykke, og siden da har hun hver dag skrevet dagbog for at kunne huske, hvad der er sket omkring hende. Hendes drøm er at skrive en historie, men hun er bange for at kaste sig ud i det pga. sin tilstand. Renji tilbyder selvfølgelig at hjælpe hende, så sammen begynder de at skrive en historie.
Den ene af ef – a tale of memories’ historie (den med trekantsdramet) er ikke særlig unik. Den anden er noget, jeg ikke tidligere er stødt på. Det der virkelig fangede mig, var dog kombinationen af grafiske virkemidler til at udtrykke personernes følelser og den måde det bliver brugt til at fortælle historierne. Det var det, der virkelig var anderledes ved serien. Nogle mener så også, at det tager overhånd og kalder ligefrem serien for ef – a tale of Photoshop. XD Jeg synes bare, at det giver en virkelig stærk effekt.
Da serien rigtig kom i gang, blev jeg virkelig revet med af historien, og jeg engagerede mig i personerne, deres følelser og problemer. Jeg stortudede også to gange til sidst i serien. Den ene gang skyldtes, at jeg er på team Kei. Jeg kan ikke udstå Miyako. Resten af serien vejer dog op for hende, og jeg kan godt se, at hun spiller en vigtig rolle, men ugh hvor bryder jeg mig ikke om hende.
Der findes også en sæson 2, som hedder ef – a tale of melodies. Den vil jeg dog ikke anbefale til nogen. Den er meget forvirrende og rodet fortalt. Desuden finder jeg det altså forstyrrende, at man i serien taler for et forhold mellem en pige på maks. 14-15 år og en voksen mand omkring de 30. Det eneste gode ved melodies er, at den kommer med et par uddybende forklaringer på ting fra memories, som ikke bliver forklaret i dybden i den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar