1 måned og 1 dag; så længe er der til J-Popcon 2015. Nu hvor connen ikke er såå langt væk, tænkte jeg, at det måtte være på tide at starte optakten. Jeg har jo ærligt talt slet ikke været omkring J-Popcon siden de afsluttende interviews efter 2014-connen. Det laver jeg hermed om på! Dette blogindlæg vil derfor omhandle nogle udvalgte nyheder fra J-Popcon samt mine planer for yderligere J-Popcon-orienterede blogindlæg.
Lad os starte med nyhederne fra J-Popcon. Den mest kommenterede nyhed på J-Popcons Facebook har nok været annonceringen af, at de to internationale solokvalifikationer ville blive en del af søndagsshowet, som er J-Popcons eget cosplayshow. Tidligere år har de været en del af DCC om lørdagen. Så selvom der, som J-Popcon skrev, ikke var blevet annonceret noget om, hvornår de enkelte internationale kvalifikationer ville blive afholdt, så var det da forventeligt, at folk ville regne med, at det forblev det samme som sidste år. "Same procedure as last year" har desuden meget været J-Popcons politik igennem årene, så da annonceringen kom ca. 2 måneder før connen, lød der et ramaskrig fra adskillige cosplayere. Da J-Popcon åbenbart gerne ville "have mere fyld" i sit eget cosplayshow om søndagen (jeg antager, at det er grunden til, at et eller andet skulle tilføjes til showet søndag), blev "løsningen", at den nye kvalifikation CCCC blev en del af J-Popcons cosplayshow. Denne løsning tog de fleste cosplayere dog godt imod, og så stoppede dramaet stort set der - i hvert fald det vi andre offentligt kunne følge med i. Hvad der sker rundt omkring på folks private Facobookvægge, kan jo sjældent ses af alle.
Som noget nyt udlodder J-Popcon i år 50x2 VIP-billetter til DCC, som giver en reserveret siddeplads til showet. Vinderne udtrækkes blandt dem, der har købt weekendadgang til connen inden 1. februar. Det er et initiativ, som ikke har fået den helt store opmærksomhed (igennem likes og kommentarer), selvom DCC ellers er enormt populært, og nogle folk plejer at stå i kø i et par timer før for at sikre sig en god plads. Så det undrer mig lidt, at der ikke er større begejstring for muligheden for at få sig en VIP-billet.
Nærmest siden J-Popcon stoppede med at have sovepladser, har disse været efterspurgte blandt deltagerne. Sidste år var der en aftale med Copenhagen Downtown Hostel omkring billig overnatning - denne aftale er også i stand i år. I år er der dog også netop blevet annonceret, at J-Popcon tilbyder 195 sovepladser. Pladsen er 0,9x2,5 m., og man skal selv medbringe sovegrej ligesom til Genki og SVScon. Prisen er 195 kr., som dog også inkluderer morgenmad lørdag og søndag - hvad denne består af, er imidlertid ikke nævnt. Sovepladserne befinder sig dejligt centralt i DGI-Byen, hvilket nok ligger til grund for prisen. Nyheden har fået en blandet modtagelse - dog med overvægt på den positive vægtskål. Nogle synes, at udmeldingen er kommet for tæt på connen, da de allerede har lavet andre planer (enten om dyrere overnatning eller om ikke at komme), men de håber, at det bliver til noget igen næste år.
Derudover er der selvfølgelig blevet åbnet (og lukket) for diverse tilmeldinger og annonceret internationale cosplaygæster. Selv håber jeg på, at der igen vil blive lavet en biografaftale omkring fremvisning af en ny Ghiblifilm, så der bliver mulighed for at se Kaguya-hime no Monogatari til 50 kr. i en nærliggende biograf i løbet af J-Popcon.
I tiden op til J-Popcon vil jeg igen lave nogle interviews. Da J-Popcon har svaret, at tidsplanen tidligst kommer op 2 uger før connen, har jeg valgt at skubbe mine interviews med kommende almindelige deltagere til deromkring, så jeg kan spørge dem til, hvad de synes om tidsplanen og hvilke events, de regner med at deltage i. Jeg planlægger at finde en førstegangsdeltager og en, der har deltaget igennem en årrække. Derudover er jeg i tvivl om, om jeg også skal have fat i enten en almindelige gopher eller en optrædende cosplayer... feedback modtages gerne.
Jeg laver disse interviews for at komme med et mere nuanceret billede af, hvordan en given con (i dette tilfælde J-Popcon) er, sådan at det ikke kun er mine synspunkter, der kommer frem. Hvis jeg skal skrive lidt om mine egne forventninger, så må jeg indrømme, at jeg ikke har de store. Det skal forstås på den måde, at jeg forsøger at holde mine forventninger på et niveau, så connen har mulighed for at overraske positivt.
Jeg er spændt på, hvordan temaet Edo vil fungere og komme til udtryk i det hele taget. Vil det mon bare være ren udsmykning...? Jeg ved, at uniformerne i maid caféen er lavet om til kimonoer. Måske har arrangørerne også noget specielt tøj på ligesom de havde skoleuniform på sidste år. Jeg forestiller mig ligeledes, at der vil være nogle Edo-orienterede events - måske foredrag om ting fra tidsperioden. Indtil videre kan man dog kun læse beskrivelser af to events på J-Popcons hjemmeside: nemlig Auktionen og Japansk whisky-smagning. Sidstnævnte kræver tilmelding, men dette er der dog ikke åbnet op for endnu. Man skal naturligvis være 18 år for at kunne deltage. Til sidste års sake-smagning, mener jeg, at der var brugerbetaling, men dette er ikke nævnt i beskrivelsen ved whisky-smagningen.
Edit: J-Popcon har opdateret beskrivelsen af whisky-smagning. Prisen er 100 kr.
Edit: J-Popcon har opdateret beskrivelsen af whisky-smagning. Prisen er 100 kr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar