lørdag den 21. marts 2015

Crunchyroll forbedrer fortsat service og udvalg

Jeg har brugt Crunchyroll siden 2009 til at streame anime - det meste af tiden som betalende bruger. Det betød, at jeg fik adgang til episoder en uge tidligere, bedre videokvalitet og jeg slap for reklamer midt i en episode. I starten var udvalget på Crunchyroll meget lille, men med tiden har de både fået udvidet antallet af serier, de får hver sæson, og de er i gang med at udvide deres bagkatalog. Crunchyroll er tilgængeligt over hele verden, men de har forskellige licensaftaler for hver af deres serier. F.eks. er der nogle serier, man kan se i USA, som man ikke kan se i Danmark. 

Crunchyroll byder dog ikke kun på anime. De streamer også J-dorama og forskellige tv-shows. Dette er dog ikke noget, jeg rigtigt har benyttet mig af. 

For et stykke tid siden begyndte Crunchyroll også at have manga. For at få adgang til alt manga skulle man dog have et andet medlemsskab end mit - jeg var bare Anime Member. Jeg havde dog mulighed for at få et sneak peak på servicen, da der var enkelte kapitler, som man kunne læse, uden at betale for et fuldt medlemsskab. Umiddelbart virkede det som en god tilføjelse, men med det begrænsede udvalg følte jeg ikke, at jeg ville til at opgradere mit medlemsskab for det. 
For nylig tikkede der så en nyhedsmail ind fra Crunchyroll med en meget glædelig besked. De havde ændret indholdet af medlemsskaberne og givet dem nye navne. Jeg gik således fra at være Anime Member og kun have betalt adgang til anime, til at være Premium Member og have adgang til alt manga også, og prisen forblev den samme - yay. ^^ Vil man have nogle ekstra goder, kan man blive Premium+ Member. Så nu kan jeg altså både se anime og læse manga via Crunchyroll. Jeg kan også se, at de fortsat får flere mangaer i deres katalog. Af de mere kendte kan jeg nævne bl.a. Attack on Titan og Fairy Tail.

Jeg kan kun opfordre til at bruge Crunchyroll til anime og manga, da det er en god service, som også sørger for, at der går penge tilbage til skaberne, da det er en af de få lovlige sider med materiale tilgængeligt i Danmark. Har man aldrig haft en betalende bruger på siden, kan man så vidt jeg husker få en gratis måneds prøvetid. Ellers får jeg også hver måned et 48-timers gratis guest pass, som jeg kan give ud. Smid en kommentar, hvis du skulle være interesseret i et.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar