Jeg har lavet et opfølgende interview med Emilie Korsgaard Andreasen, som deltog til SVScon for første gang. Hendes optræden i SVScosplayshow var også hendes scenedebut. Interviewet handler både om Emilies generelle conoplevelse, og om hvordan det var at være med i SVScosplayshow. Emilie cosplayede som en witch fra Pathfinder, og hun løb faktisk med kvalifikationen til EuroCosplay. Billedet skal jeg takke DustyPhotography for.
Fortæl lidt om, hvordan du brugte din første dag til connen.
Første dag nåede vi desværre ikke ind på connen. Vi kom kørende fra arbejde og uni fredag aften og ankom til Herning ved en 22:00-tiden. Så først dagen efter, lørdag, kom vi ind på conområdet. Vi kommer nemlig fra KBH, så det var en tre timer i bil.
Lørdag var der et obligatorisk møde for alle, der skulle være med i SVScosplayshow. Hvad gik mødet ud på, og hvor længe varede det?
Det var et generelt møde, omkring hvad vi skulle forvente, at der skete til showet, rækkefølgen og et check-in, så de kunne se, hvem der var klar til at være med. Det var ret hurtigt overstået (efter man var tjekket ind), så der var masser af tid til at gøre sig klar bagefter og til at forberede actet. Også fik vi selvfølgelig tider for lyscheck og mødetid hos dommerne. Det var også her [lørdag], at jeg fik set resten af connen!
Kan du fortælle lidt mere om forberedelserne til cosplayshowet? Hvordan foregik lyscheck og mødet med dommerne?
Lyscheck/lydcheck var en gennemøvning af det act, man havde forberedt. Det var i øvrigt en rigtig rar ting, da man får en fornemmelse af, hvad det vil sige at stå på scenen, om lyset passer til lyden og de cues, man har forestillet sig. Selvfølgelig øver man hjemmefra, men det er noget helt andet at stå på scenen, og nogle gange må man lave ting liiidt om, i forhold til hvad man har planlagt. Efter lyd/lysprøve kom man ned til dommerne. Her blev man modtaget i et lille baglokale, hvor de kunne se ekstra tæt på detaljerne - hvilket var rigtig fedt! Så var der mulighed for at snakke med dem om ,hvordan man har lavet sine ting, hvilke metoder man har benyttet, og måske endda historier der knytter sig til specifikke dele.
Hvordan var stemningen i cosplayhallen under forberedelserne og til mødet med dommerne?
Spændt! Folk øvede deres acts, og der var lidt eksamenssituation over mødet med dommerne. Men der var også en masse socialt samvær, og jeg mødte en masse nye, enormt søde folk. Det var rigtig rart.
Hvor meget tid, vil du gætte på, at du dedikerede til forberedelserne?
En rigtig god del af dagen - jeg øvede mit act igennem mange gange, både med og uden lyd. Det var første gang, jeg havde hele kostumet på på samme tid og øvede actet, så der skulle lige lidt tilvænning til!
Men du fik oplevet andet af connen også om lørdagen?
Ja, det gjorde jeg! Jeg var inde i dealerrummet og se på en masse ting, som jeg gerne ville have. :p Jeg var i armycampen og se på de vildt enormt flotte Warhammer-rustninger. Så jeg fik heldigvis set andet end bare cosplayhallen. ;)
Hvordan var det at optræde på scenen?
SÅ fedt! Og enormt hurtigt overstået. Man når ikke rigtig at registrere andet, end at man gør de ting, man har planlagt og hovsa, så er det slut. Men det var en vildt fed oplevelse, selvom man er liidt nervøs, inden man skal på scenen.
Så du har måske rigtig fået blod på tanden, hvad angår at optræde?
Haha, ja! Helt bestemt! Jeg har allerede planer om mit næste act.
Hvad tænkte du, da dommerne sagde dit navn og annoncerede, at du havde vundet kvalifikationen til EuroCosplay?
Jeg troede, at det var løgn. Jeg vendte mig mod min kæreste og sagde "... hvad? hvem vandt?" Så blev jeg gennet op mod scenen. Så det var en fantastisk oplevelse, og jeg er meget, meget glad. Det er helt vildt!
Havde du selv en favoritgruppe i SVScosplayshow?
Alle var så gode! Men jeg blev meget rørt over Mulan-actet. De spillede virkelig på nogle følelser, som er knyttet til nostalgi og barndom. Mulan har altid været en af mine yndlingsDisneyfilm, så ja... Den ramte bare et eller andet.
Hvad synes du om antallet af grupper?
Der var en del. Jeg ved ikke, hvor mange der plejer at være, men det føltes som mange til sidst. Men det har nok også været, fordi ventetiden, siden man begyndte med mødet tidligt, har været lang. Jeg var meget smadret til sidst og havde haft rustning på i 12 timer. Men det var jo den sidste SVS, så det er da helt forståeligt, at alle gerne vil være med!
Søndag er for mange "den afslappede condag", hvor mange cosplayere ifører sig noget mere casual. Gjaldt det også dig?
Ja, så casual at jeg desværre ikke nåede at være med. Jeg havde det ret skidt fra dagen før (føltes lidt som post-cosplayshowtømmermænd?), og jeg måtte blive på hotelværelset. Vi endte med at tage hjem kort efter pga. af det. Jeg ville ellers virkelig gerne have haft oplevet mere af connen end det, som jeg så lørdag!
Hvad synes du om SVScon sådan overordnet, selvom du så ikke nåede at være der alle dage? Levede connen op til dine forventninger?
Ja, det var enormt hyggeligt, så det levede op til mine forventninger. :) Der var en del flere mennesker, end jeg havde forventet, og folk var så søde. Jeg ville gerne være kommet igen, hvis det ikke var sidste SVS!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar