Det er mandag uge 42. Det betyder efterårsferie for dem, der har den slags. Det betyder også, at det er ugen, hvor GEEKcore afholdes. Om kun tre dage går det løs i Valby Kulturhus.
Det er 3. gang, GEEKcore finder sted, og connen er lige så stille vokset år for år. Allerede da connen blev annonceret for første gang, syntes jeg at konceptet lød spændende og havde potentiale. Dengang havde jeg dog ikke lyst til at tage turen over broen til Sjælland for at tjekke connen ud, da jeg syntes, at det hele virkede lidt for tyndt indholdsmæssigt. Så jeg slog koldt vand i blodet og observerede hjemmefra. Jeg lavede i stedet et interview med Søren både før og efter connen, for at høre, hvad hans indtryk var. Ud fra hans svar var jeg nu meget tilfreds med, at jeg var blevet hjemme. Han havde skam hygget sig og var blevet positivt overrasket, men han skulle heller ikke investere en masse tid og penge i transport og overnatning, da han bor i København.
Jeg blev således ikke overbevist om, at GEEKcore var værd at rejse efter på daværende tidspunkt, så året efter - altså sidste år - blev jeg også hjemme og fik beretninger fra Marie-Louise og Maria.
Mit indtryk af GEEKcore forblev lunkent, og jeg må indrømme, at jeg i år slet ikke overvejede at tage med. Jeg syntes ikke, at der var nok information ude tids nok til at danne grundlag for en beslutning, når man som i mit tilfælde skulle bruge penge på transport og hotel. Boede jeg i området, kunne jeg godt have fundet på at tage med, men det hele virkede efter min mening bare for usikkert til at organisere en tur over tre dage - og når man ikke har det der efterårsferien, tager det jo også to hverdage ud af ens kalender.
Jeg synes stadig helt klart, at princippet og idéen bag GEEKcore har potentiale, og jeg vil gerne se connen udvikle sig og blive mere attraktiv. Dog nøjes jeg fortsat med at observere fra sidelinjen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar