Jeg vidste egentlig godt, at Art Bubble ville blive afholdt her i efteråret, men det er alligevel lykkedes for festivalen at snige sig ind på mig. Jeg har slet ikke fået skrevet om den før nu, og den bliver altså afholdt her i weekenden den 14.-15. november. ^^; Ergo kommer der ikke nogen optaktsinterviews.
I år er Art Bubble (desværre for mig) rykket fra Industrimuseet i Horsens til Rundetårn i København. Jeg ville ellers gerne have besøgt festivalen i år, men jeg synes, at det er for langt/dyrt at rejse for en enkelt dag, hvilket det nok kun ville være blevet til.
Art Bubble byder både på danske og udenlandske gæster, hvor den mest prominente nok er Anders And-tegneren Don Rosa, som også er grunden til, at jeg gerne ville have været med. Gæsterne har både signeringer og deltager i paneldebatter - sidstnævnte ville jeg gerne se mere af til animeconner.
Der er også forskellige stande, hvor man kan købe både gængse tegneserier og mere pebrede samlerobjekter. Faraos Cigarer og Fantask vil være kendt for jer, der tager til i hvert fald J-Popcon, men deres medbragte udvalg, vil nok være mere ovre i vestlige tegneserier frem for manga - sådan var det i hvert fald det første år til Art Bubble.
Art Bubble er i det hele taget ikke så manga og japansk præget, så festivalen er mere til dem, der interesserer sig for tegneserier generelt. Der er heller ikke noget cosplay-relateret, men kommer man i kostume tages det skam godt imod, er mit indtryk.
Til Art Bubble uddeles tegneserieprisen Hanne Hansen prisen lørdag aften til et show. Der skal uddeles fire priser i alt: "til tre personer der har haft særlig indflydelse på danske tegneserier og en speciel pris til en tegneserieskaber, som har haft stor indflydelse på en lang række skabere i Danmark." Som noget nyt, koster det ikke noget at være med til uddelingen, men der er et maks. på 150 deltagere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar