torsdag den 19. november 2015

Idé til "julekalender"

December nærmer sig lige så stille. Faktisk har jeg endda planer om at begynde på julegaveindkøbene her i weekenden sammen med manden. 

I 2012 valgte jeg at se Skip Beat som min julekalender og skrive et blogindlæg om hver enkel episode. Det var en god måde at få gang i skrivningen på, og jeg nød at følge Kiyokos færd. Jeg fornemmede dog, at det var ret få, der læste med hele vejen igennem. Af den grund valgte jeg at droppe julekalenderkonceptet de næste år. 
I år har jeg så taget idéen op igen. Jeg overvejede først at køre en klassisk julekalender med 24 episoder. Det ville så mest være for min skyld, for at jeg kunne få gang i skrivningen igen. Jeg tænkte så, at flere måske ville læse med hele vejen igennem, hvis jeg så en serie med kun 12 episoder, så det var en hver anden dag. Jeg så på, hvilke animeserier jeg kunne gense, som var på 12 episoder. Jeg ville nemlig helst gense en serie, så jeg vidste, at det var en, jeg gad se til ende. 

Jeg endte dog med at lægge den idé på hylden og i stedet kigge på et helt andet koncept. Jeg kom i tanke om, at for nogle år siden havde "30 days of anime" floreret på Facebook. Dengang hoppede jeg ikke med på vognen. 30 dage er dog for lang tid til en julekalender. Da jeg fandt et par udgaver af oversigten for de 30 dage, kunne jeg dog også se, at der var dage, hvor jeg ikke ville vide hvad jeg skulle skrive om. 
Jeg valgte så at lave min helt egen "12 days of anime" med det udgangspunkt, at det alt sammen skulle dreje sig om positive ting. Altså skulle der ikke være noget om f.eks. irriterende karakterer og dårlige anime. 
Jeg bestemte mig for at lave en udgave med kun 12 dage dels for også at give plads til andre typer blogindlæg i december, og dels fordi jeg kun kunne komme på 12 ting, jeg ville skrive om. ^^; Hvad disse 12 er, må I vente med at høre, indtil vi rammer december. ;) Jeg vil kun afsløre, at vi bl.a. skal omkring ting, der gør mig glad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar