onsdag den 6. april 2011

En måned til SVS - status

I dag er der en måned til SVScon løber af stablen i Sportscenter Herning. Der er pt. 435, som har betalt og 771 tilmeldte. Så trods dobbelttilmeldinger, tror jeg bestemt, at vi når de 531 som vi var sidste år - hvis ikke flere. Rabatperioden udløber om en uge tid, så det kommer til at strømme ind med betalinger. Og selvom vi har skrevet, at vi skal have modtaget betalingen senest den 15. april, vil der garanteret stadig være nogen, som venter med at betale til den dag og regner med, at de kan få rabat. Hvorfor skal danskere vente til sidste øjeblik, når de skal betale noget, selvom de ved, at de skal med..? Det er jo først nu, at vi begynder at have et ordentligt indblik i, hvordan vores økonomi kommer til at se ud i år. Godt, at vi ikke skal betaler for en hel masse på forhånd.
Vi er stadig i gang med at planlægge de sidste detaljer omkring layoutet i multihallen, men det er på plads i store træk. De forskellige events er også ved at være faldet på plads, og nogle af dem ligger allerede klar til afholdelse. Vi har bestilt armbånd. De får et noget anderledes design i år. Morten reddede mig også lige fra at bestille 1000 armbånd med datoerne 6-8. marts. ^^; Gopherhattene skal også snart bestilles. Der var rent faktisk en del færre gophere, som meldte tilbage i forhold til, hvor mange der havde tilmeldt sig i systemet - 12 mindre. Vi regner dog stadig med at have nok. ^^

Jeg glæder mig rigtig meget til dette års con. Jeg synes, at det er vildt underligt, at der kun er en måned til nu. Det ser desværre ud til, at jeg må droppe conbogen og mit personlige cosplay i år. Men det kan connen jo også godt gå foruden. I stedet for en conbog, lægger vi måske nogle informationspdf'er op, som folk kan printe hjemmefra.
Det bliver fedt at stå og byde over 500 glade deltagere velkommen. Jeg bliver garanteret nervøs, som jeg plejer, men det er en ubeskrivelig følelse. Jeg skal egentlig have sammensat en velkomst i PowerPoint... Det bliver nogle travle dage, men jeg glæder mig. I år får jeg forhåbentlig også nogle flere pusterum, eftersom jeg har et eventteam til at hjælpe med at afholde events.
Jeg kan rigtig godt lide at give noget tilbage til miljøet. Jeg elsker at planlægge og organisere ting. Det er hårdt til tider - især under connen, men man må jo tage det hele med. Jeg bliver glad, når jeg ser folk have det sjovt til SVS, når jeg læser om folk der glæder sig, når jeg ser billeder og videoer fra tidligere år. Jeg føler mig lidt stolt. Jeg er med til at sørge for, at alle disse mennesker mødes. Jeg giver dem et sted, hvor de kan være dem selv og mødes med ligesindede, så de kan se, at der er andre derude ligesom dem.

Ses vi om en måned..?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar