Jeg har valgt at lave to lister, da jeg synes, at det er svært at sammenligne film med serier, da serier har mere spilletid til at komme omkring historien og personerne. Jeg vil gerne pointere, at dette er min egen personlige Top 20. Der er animeserier derude, som har haft større betydning for anime, og der klassificeres som klassikere, der ikke er kommet med på listen. Så det her er IKKE en must-see-liste, 20 anime to watch before you die-liste eller lignende. Det er mine egne favoritter. Det er så op til jer læsere selv at finde ud af, om I deler smag med mig eller ej.
Jeg har valgt at lave listen som en countdown med 4 animeserier per indlæg, hvor jeg så vil skrive lidt om, hvorfor valget lige er faldet på disse anime. Det bliver ikke den helt store anmeldelse af hver eneste serie. Jeg vil i stedet fremhæve de elementer, som jeg godt kan lide.
20. Space Brothers
Dette er den eneste uafsluttede serie på listen. En animes slutning betyder som regel en del for mig, men jeg har nu trofast fuldt Space Brothers i 2 år her til foråret, og jeg finder den stadig interessant. Space Brothers har desuden fået mig igennem nogle kedelige perioder i løbet af de sidste år, hvor jeg har følt mig omgivet af middelmådige serier, og jeg bare så frem til den ene nye episode, der kom om ugen. Serien tegner ikke til at stoppe foreløbig, så dermed bliver Space Brothers den 7. anime på over 100 episoder, som jeg har set. (Blandt de nuværende 6 er både Chi's Sweet Home og Chi's New Adress. XD)
Space Brothers handler om brødrene Mutta og Hibito. Da serien begynder, er Hibito på vej til at blive Japans første astronaut på månen. Mutta derimod er lige blevet fyret, fordi han headbuttede sin chef, da denne kom med fornærmende udtalelser om Hibito. Fyringen giver dog i midlertid Mutta en oplagt muligt for at springe ud i at forfølge sin barndomsdrøm om også at blive astronaut. Det er jo også skidt, at lillebroren er foran storebroren. Serien følger Muttas rejse på vej mod rummet samtidig med, at den giver os et indblik i Hibitos hverdag og de prøvelser, han kommer ud for. Igennem serien udbygges persongalleriet til at rumme både deres forældre, andre astronautaspiranter, medarbejdere på NASA og mange flere.
Serien tager sin tid, og bygger lige så stille de forskellige karakterer op fra bunden. Vi lærer dem at kende og involverer os i deres stræben om at opfylde deres drømme. Når det kommer til intensitet så svinger serien op og ned, men andet ville heller ikke være forventeligt med over 90 episoder. Efter hver story arc lader serien lige seeren puste ud. Space Brothers henvender sig til et ældre publikum - jeg vil i hvert fald sige 20+ hvis ikke endda 25+. Budskabet om, at det ikke er for sent at forfølge sin drøm, selvom man har rundet de 30, er noget et yngre publikum vil have svært ved at relatere til. Den har dog stadig noget af den lidt fjollede humor, som ellers mere ligger til shounen serier. Dette virker dog ikke malplaceret, da det passer rigtig godt til Muttas personlighed og den stemning, som serien har. Den formår at balancere mellem dødsens alvor og sjove udbrud, og det kan jeg rigtig godt lide. Jeg er normalt ikke god til så lange anime, så det er virkelig en cadeau til Space Brothers, at den har holdt min interesse og sneget sig ind på min Top 20.
19. Gunslinger Girl + Gunslinger Girl: Il Teatrino
Morten (min forlovede) mente ikke, at jeg kunne slå de to sæsoner sammen, fordi de er så forskellige, men jeg vil mene, at de står svagere hver for sig.
Gunslinger Girl handler om en række piger, der er blevet modificeret til cyborgs og nu bruges af den italienske regering til at bekæmpe terrorisme. Hver pige har en såkaldt "handler", som hun gennem conditioning er blevet knyttet til. I den første sæson er der mest fokus på pigerne og deres forhold til deres handlere. Informationen om missionerne er sparsomme, men det er som sagt heller ikke det vigtige. Der er som sådan heller ikke noget overordnet plot. Man følger bare pigernes hverdag. Henrietta fremstilles som hovedperson, og det er især gennem hendes relation og interaktion med de andre piger, at de bliver beskrevet. Pigerne har meget forskellige personligheder og tackler deres følelser (eller fravær heraf) og forhold meget forskelligt.
Sæson 1 er mere drama, end det er action. Igennem sæsonen opbygger man forståelse for og sympati med pigerne, som efter min mening er vigtig, inden man går videre til Il Teatrino. Sæson 2 har en større sammenhængende historie, hvor man faktisk følger "den anden side" lige så meget, som man følger pigerne. Il Teatrino introducerer drengen Pinnochio, som på mange måder lever på samme måde som pigerne. Han higer efter "sin adoptivfars" anerkendelse og kærlighed, og i håb om at få den har han valgt at blive snigmorder. Pinnochio og de to terrorister Franca og Franco fremstår yderst sympatiske, og uden tilknytningen til gunslinger pigerne fra sæson 1, ville man nok sidde og heppe på dem. Der bliver nemlig ikke gjort særlig meget ud af gunslinger pigerne i Il Teatrino. Jo vi får da Trielas baggrundshistorie, hvilket giver god mening, da det primært er hende vi følger i Il Teatrino, men der virker nærmest til at være mere fokus på terroristerne. Tegnestilen og stilen i det hele taget adskiller sig også meget i de to sæsoner. Sæson 1 er meget grå og depri i det, hvorimod sæson 2 har flere lyse og klare farver. Character designet er også meget anderledes. Især Henrietta ser nærmest ud som to forskellige piger.
Med Il Teatrino virker det som om, at instruktøren vil sige, at selvom disse to sider står overfor hinanden, så er de faktisk slet ikke så forskellige. Når Triela og Pinnochio flyver i struben på hinanden, så gør de det af præcis den samme grund: kærlighed. De to sæsoner af Gunslinger Girl er en hjerteskærende fortælling om at hige efter kærlighed og anerkendelse; om at kæmpe for at beskytte den man holder af. Det er en anime med en fordybelse i personerne og den menneskelige karakter, hvilket jeg virkelig godt kan lide.
18. Code Geass: Hangyaku no Lelouch + Code Geass: Hangyaku no Lelouch R2
Jeg forestiller mig, at Code Geass ikke behøver den store introduktion. Langt de fleste har nok set eller kender i hvert fald til historien om prinsen i eksil, som slår sig sammen med rebeller og kæmper imod sin egen familie. Af den mystiske pige C.C. får han den overnaturlige evne kaldet geass, som gør ham i stand til at tvinge andre til at udføre hans ordrer, hvorefter de glemmer, hvad han har sagt, og hvad de har gjort. Han kan dog kun bruge sin geass på en person én gang. Lelouch beskylder sin far kongen af Britannia for mordet på Lelouchs mor og vælger som sagt at slutte sig til de japanske rebeller Black Knights dog skjult bag dæknavnet Zero.
Lelouch er en kløgtig strateg, og det er især ham og hans strategier, som gør Code Geass interessant og spændende. Code Geass byder på en virkelig god blanding af politisk drama, strategiske militæroperationer (med mechaer), venskaber på prøve og folk der kæmper for det de tror på. Ja, jeg kan godt lide mecha, og dette er kun den første mechaserie, som I vil finde på min Top 20. ^^; Code Geass appellerer til et bredt publikum, fordi der er noget for alle. Der er noget for dem, der gerne vil have heftig action. Der er masser af interessante personer - hvor nogle gennemgår en større udvikling end andre. Der er også klassiske high school elementer - og pizza ikke at forglemme. :p
Efter min mening er Code Geass sæson 1 meget bedre end sæson 2. Jeg synes, at der går for meget geass i den i 2'eren. I første sæson var det noget unikt, som tilføjede noget anderledes og specielt, hvorimod det i sæson 2 bliver lidt "over the top", og det unikke går af det. Strategien må også træde til side for geass, hvilket jeg synes er en skam. Sæson 2 er dog nødvendig for at få en ordentlig afslutning, for sæson 1 slutter med noget af en cliffhanger.
17. Cross Game
Jeg har et lidt blandet forhold til sportsanime. Det er sjældent noget, som jeg tænker, at jeg bare MÅ se, men ind imellem bliver jeg virkelig hooked på en sportsanime. Jeg havde f.eks. en kort Captain Tsubasa-fase, da jeg ved tilfælde faldt over den på tysk tv. ^^; Cross Game handler dog mindst lige så meget om interessante personer, der udvikler sig, som den handler om baseball - det er også en af grundene til, at jeg så godt kan lide den.
Cross Game følger drengen Kitamura Kou, hvis forældre ejer en sportsbutik. I nærheden ligger det lokale batting center ejet af Tsukishima-familien. Kou og den andenældste Tsukishima-datter ved navn Wakaba er født samme dag og er særligt knyttet til hinanden. Tragedien rammer dog familien, men selvom Wakaba dør allerede i eps. 1, spiller hendes minde stadig en rolle hele serien igennem. Wakaba efterlader nemlig et tomrum.
Både Kou og Wakabas lillesøster Aoba er vilde med baseball, og det er her sporten kommer ind i billedet. Wakabas drøm var at se Kou og Aoba på Koshien. Kou har kaster-talent. Han dog er lidt af et tågehoved og fremstår for det meste ret upålidelig, men han træder i karakter, når det virkelig gælder. Aoba er ligeledes kaster, men piger og drenge spiller jo ikke sammen på Koshien.
I Cross Game virker baseball, som en naturlig del af personernes hverdag. De træner, går i skole, hænger ud med vennerne og spiller kampe. Der er selvfølgelig nogle personligheder, der er mere fremtrædende på grund af deres talent, men der går ikke Prince of Tennis i den med totalt urealistiske og flashy former for skud og batting-stil eller noget i den dur. Jeg kan godt lide at tilgangen til baseball ikke er totalt overgearet. Det kommer nok også med Kou, som er ret tilbagelænet og afslappet. Cross Game kan derfor efter min mening sagtens ses af folk, der ellers ikke er til sportsanime. Dem der virkelig går op i kampe og dueller, vil måske faktisk kede sig en lille smule, for Cross Game bruger meget tid på sine personer, deres indbyrdes relationer og udvikling - også det, der ikke går gennem baseball. Cross Game er en hjertevarm og hyggelig serie krydret med baseball og personudvikling. Stilen er lidt gammeldags og faktisk utrolig meget lig Adachi Mitsurus (skaberen af mangaen som Cross Game er baseret på) 30 år gamle Touch. For mig betød det ikke noget, det gav faktisk serien noget ekstra charme, synes jeg. ^^
Jeg har valgt at lave listen som en countdown med 4 animeserier per indlæg, hvor jeg så vil skrive lidt om, hvorfor valget lige er faldet på disse anime. Det bliver ikke den helt store anmeldelse af hver eneste serie. Jeg vil i stedet fremhæve de elementer, som jeg godt kan lide.
20. Space Brothers
Dette er den eneste uafsluttede serie på listen. En animes slutning betyder som regel en del for mig, men jeg har nu trofast fuldt Space Brothers i 2 år her til foråret, og jeg finder den stadig interessant. Space Brothers har desuden fået mig igennem nogle kedelige perioder i løbet af de sidste år, hvor jeg har følt mig omgivet af middelmådige serier, og jeg bare så frem til den ene nye episode, der kom om ugen. Serien tegner ikke til at stoppe foreløbig, så dermed bliver Space Brothers den 7. anime på over 100 episoder, som jeg har set. (Blandt de nuværende 6 er både Chi's Sweet Home og Chi's New Adress. XD)
Space Brothers handler om brødrene Mutta og Hibito. Da serien begynder, er Hibito på vej til at blive Japans første astronaut på månen. Mutta derimod er lige blevet fyret, fordi han headbuttede sin chef, da denne kom med fornærmende udtalelser om Hibito. Fyringen giver dog i midlertid Mutta en oplagt muligt for at springe ud i at forfølge sin barndomsdrøm om også at blive astronaut. Det er jo også skidt, at lillebroren er foran storebroren. Serien følger Muttas rejse på vej mod rummet samtidig med, at den giver os et indblik i Hibitos hverdag og de prøvelser, han kommer ud for. Igennem serien udbygges persongalleriet til at rumme både deres forældre, andre astronautaspiranter, medarbejdere på NASA og mange flere.
Serien tager sin tid, og bygger lige så stille de forskellige karakterer op fra bunden. Vi lærer dem at kende og involverer os i deres stræben om at opfylde deres drømme. Når det kommer til intensitet så svinger serien op og ned, men andet ville heller ikke være forventeligt med over 90 episoder. Efter hver story arc lader serien lige seeren puste ud. Space Brothers henvender sig til et ældre publikum - jeg vil i hvert fald sige 20+ hvis ikke endda 25+. Budskabet om, at det ikke er for sent at forfølge sin drøm, selvom man har rundet de 30, er noget et yngre publikum vil have svært ved at relatere til. Den har dog stadig noget af den lidt fjollede humor, som ellers mere ligger til shounen serier. Dette virker dog ikke malplaceret, da det passer rigtig godt til Muttas personlighed og den stemning, som serien har. Den formår at balancere mellem dødsens alvor og sjove udbrud, og det kan jeg rigtig godt lide. Jeg er normalt ikke god til så lange anime, så det er virkelig en cadeau til Space Brothers, at den har holdt min interesse og sneget sig ind på min Top 20.
19. Gunslinger Girl + Gunslinger Girl: Il Teatrino
Morten (min forlovede) mente ikke, at jeg kunne slå de to sæsoner sammen, fordi de er så forskellige, men jeg vil mene, at de står svagere hver for sig.
Gunslinger Girl handler om en række piger, der er blevet modificeret til cyborgs og nu bruges af den italienske regering til at bekæmpe terrorisme. Hver pige har en såkaldt "handler", som hun gennem conditioning er blevet knyttet til. I den første sæson er der mest fokus på pigerne og deres forhold til deres handlere. Informationen om missionerne er sparsomme, men det er som sagt heller ikke det vigtige. Der er som sådan heller ikke noget overordnet plot. Man følger bare pigernes hverdag. Henrietta fremstilles som hovedperson, og det er især gennem hendes relation og interaktion med de andre piger, at de bliver beskrevet. Pigerne har meget forskellige personligheder og tackler deres følelser (eller fravær heraf) og forhold meget forskelligt.
Sæson 1 er mere drama, end det er action. Igennem sæsonen opbygger man forståelse for og sympati med pigerne, som efter min mening er vigtig, inden man går videre til Il Teatrino. Sæson 2 har en større sammenhængende historie, hvor man faktisk følger "den anden side" lige så meget, som man følger pigerne. Il Teatrino introducerer drengen Pinnochio, som på mange måder lever på samme måde som pigerne. Han higer efter "sin adoptivfars" anerkendelse og kærlighed, og i håb om at få den har han valgt at blive snigmorder. Pinnochio og de to terrorister Franca og Franco fremstår yderst sympatiske, og uden tilknytningen til gunslinger pigerne fra sæson 1, ville man nok sidde og heppe på dem. Der bliver nemlig ikke gjort særlig meget ud af gunslinger pigerne i Il Teatrino. Jo vi får da Trielas baggrundshistorie, hvilket giver god mening, da det primært er hende vi følger i Il Teatrino, men der virker nærmest til at være mere fokus på terroristerne. Tegnestilen og stilen i det hele taget adskiller sig også meget i de to sæsoner. Sæson 1 er meget grå og depri i det, hvorimod sæson 2 har flere lyse og klare farver. Character designet er også meget anderledes. Især Henrietta ser nærmest ud som to forskellige piger.
Med Il Teatrino virker det som om, at instruktøren vil sige, at selvom disse to sider står overfor hinanden, så er de faktisk slet ikke så forskellige. Når Triela og Pinnochio flyver i struben på hinanden, så gør de det af præcis den samme grund: kærlighed. De to sæsoner af Gunslinger Girl er en hjerteskærende fortælling om at hige efter kærlighed og anerkendelse; om at kæmpe for at beskytte den man holder af. Det er en anime med en fordybelse i personerne og den menneskelige karakter, hvilket jeg virkelig godt kan lide.
18. Code Geass: Hangyaku no Lelouch + Code Geass: Hangyaku no Lelouch R2
Jeg forestiller mig, at Code Geass ikke behøver den store introduktion. Langt de fleste har nok set eller kender i hvert fald til historien om prinsen i eksil, som slår sig sammen med rebeller og kæmper imod sin egen familie. Af den mystiske pige C.C. får han den overnaturlige evne kaldet geass, som gør ham i stand til at tvinge andre til at udføre hans ordrer, hvorefter de glemmer, hvad han har sagt, og hvad de har gjort. Han kan dog kun bruge sin geass på en person én gang. Lelouch beskylder sin far kongen af Britannia for mordet på Lelouchs mor og vælger som sagt at slutte sig til de japanske rebeller Black Knights dog skjult bag dæknavnet Zero.
Lelouch er en kløgtig strateg, og det er især ham og hans strategier, som gør Code Geass interessant og spændende. Code Geass byder på en virkelig god blanding af politisk drama, strategiske militæroperationer (med mechaer), venskaber på prøve og folk der kæmper for det de tror på. Ja, jeg kan godt lide mecha, og dette er kun den første mechaserie, som I vil finde på min Top 20. ^^; Code Geass appellerer til et bredt publikum, fordi der er noget for alle. Der er noget for dem, der gerne vil have heftig action. Der er masser af interessante personer - hvor nogle gennemgår en større udvikling end andre. Der er også klassiske high school elementer - og pizza ikke at forglemme. :p
Efter min mening er Code Geass sæson 1 meget bedre end sæson 2. Jeg synes, at der går for meget geass i den i 2'eren. I første sæson var det noget unikt, som tilføjede noget anderledes og specielt, hvorimod det i sæson 2 bliver lidt "over the top", og det unikke går af det. Strategien må også træde til side for geass, hvilket jeg synes er en skam. Sæson 2 er dog nødvendig for at få en ordentlig afslutning, for sæson 1 slutter med noget af en cliffhanger.
17. Cross Game
Jeg har et lidt blandet forhold til sportsanime. Det er sjældent noget, som jeg tænker, at jeg bare MÅ se, men ind imellem bliver jeg virkelig hooked på en sportsanime. Jeg havde f.eks. en kort Captain Tsubasa-fase, da jeg ved tilfælde faldt over den på tysk tv. ^^; Cross Game handler dog mindst lige så meget om interessante personer, der udvikler sig, som den handler om baseball - det er også en af grundene til, at jeg så godt kan lide den.
Cross Game følger drengen Kitamura Kou, hvis forældre ejer en sportsbutik. I nærheden ligger det lokale batting center ejet af Tsukishima-familien. Kou og den andenældste Tsukishima-datter ved navn Wakaba er født samme dag og er særligt knyttet til hinanden. Tragedien rammer dog familien, men selvom Wakaba dør allerede i eps. 1, spiller hendes minde stadig en rolle hele serien igennem. Wakaba efterlader nemlig et tomrum.
Både Kou og Wakabas lillesøster Aoba er vilde med baseball, og det er her sporten kommer ind i billedet. Wakabas drøm var at se Kou og Aoba på Koshien. Kou har kaster-talent. Han dog er lidt af et tågehoved og fremstår for det meste ret upålidelig, men han træder i karakter, når det virkelig gælder. Aoba er ligeledes kaster, men piger og drenge spiller jo ikke sammen på Koshien.
I Cross Game virker baseball, som en naturlig del af personernes hverdag. De træner, går i skole, hænger ud med vennerne og spiller kampe. Der er selvfølgelig nogle personligheder, der er mere fremtrædende på grund af deres talent, men der går ikke Prince of Tennis i den med totalt urealistiske og flashy former for skud og batting-stil eller noget i den dur. Jeg kan godt lide at tilgangen til baseball ikke er totalt overgearet. Det kommer nok også med Kou, som er ret tilbagelænet og afslappet. Cross Game kan derfor efter min mening sagtens ses af folk, der ellers ikke er til sportsanime. Dem der virkelig går op i kampe og dueller, vil måske faktisk kede sig en lille smule, for Cross Game bruger meget tid på sine personer, deres indbyrdes relationer og udvikling - også det, der ikke går gennem baseball. Cross Game er en hjertevarm og hyggelig serie krydret med baseball og personudvikling. Stilen er lidt gammeldags og faktisk utrolig meget lig Adachi Mitsurus (skaberen af mangaen som Cross Game er baseret på) 30 år gamle Touch. For mig betød det ikke noget, det gav faktisk serien noget ekstra charme, synes jeg. ^^
Ingen kommentarer:
Send en kommentar