Tænk... om 2 dage vil vi blive budt indenfor til dette års J-Popcon - eller skulle jeg sige Nishibashi Bunka Koukou.
I år lyder der virkelig til at være en masse at glæde sig til. Ud over det nye med et gennemgående tema, er der flere andre initiativer som f.eks. madboderne, som jeg ser frem til at opleve. Programmet ser også ud til at byde på noget for enhver smag. Der ser også ud til at være mange flere events i år - eller i hvert fald flere, der appellerer til mig. ^^ Jeg håber dog, at der kommer nogle beskrivelser af de forskellige events - bare et par linjer. Nogle af dem siger sig selv ud fra titlen, men selvom "Animedebat" forklarer, hvad der skal ske, ville jeg da gerne vide lidt mere i deltaljer omkring, hvad der skal debatteres om. Er det anime som medie? Hvad der er godt anime? Eller hvad...? Og hvad sker der, når klubberne mødes...? Er det bare et meet-up, eller er der planlagte aktiviteter...? Beskrivelser af events, var også noget jeg efterlyste efter den sidste J-Popcon. Der kommenterede en af arrangørerne faktisk her på bloggen, at det var noget, man ville forsøge at rette op på til den kommende con. Nu må vi se, om de når det. Der er jo sikkert mega tryk på lige nu med forberedelserne.
EDIT: Der er så kommet nogle beskrivelser på hjemmesiden. Wuhu. Det er bare ikke blevet annonceret på Facebook. Der opdateres nok løbende, da det ikke er alle events, der endnu er en beskrivelse af.
Ud over cosplayshowet lørdag og søndag har jeg planlagt en tur i biografen for at se Når vinden rejser sig om søndagen. Derudover kunne jeg også være interesseret i:
- panelet med Sun Creature Studio
- undervisning med Nagakawa: doujinshi
- animedebat
- undervisning: kønsstereotyper i manga (hvis jeg kan nå det)
- holdquiz
- Sienna koncert
- OST (soundtrack)-quiz
- Gæt en skoleuniform
- Feedbackpanel: mød arrangørerne
Placeringsmæssigt er der blevet flyttet lidt rundt. Artist Alley har fået ny placering, og Community Corner lyder til at være rykket ind på Artist Alleys gamle placering. Jeg kan i hvert fald ikke lige se, hvor der ellers skulle være plads ved receptionen. Der ser også ud til at være kommet en ny bygning til. Der arbejdes forresten på et kort over bygningerne.
Det bliver min 8. J-Popcon. Jeg skal af sted sammen med min kæreste Morten og to venner. Sidste år var jeg mest spændt på, hvordan de nye lokaler fungerede. I år ser jeg frem til at opleve connens indhold. Jeg håber, at jeg bliver positivt overrasket ligesom sidst. ^^ Ud over noget spændende indhold håber jeg, at der vil være god informering på connen - både hvis (når?) der opstår forsinkelser og sådan generelt. Jeg håber, at begge cosplayshows forløber uden tekniske problemer. Jeg håber, at der er gjort noget mere ud af maid caféen i år. Så håber jeg naturligvis også på at få tid til at snakke med en masse mennesker, som jeg mest ser, når jeg er på øen. Ikke at forglemme så håber jeg også, at der kommer en masse forbi os i SVScon-boden i Community Corner. ^^ Kom endelig forbi og sig hej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar