Jeg tror faktisk ikke, at jeg hører til målgruppen for NonNonba. Mit gæt er nemlig, at det er voksne mænd, som gennem læsningen kan mindes deres barndom. Historien følger Shigeru, som har kælenavnet Gege. Han lever et helt almindeligt liv, hvor han leger med sine kammerater, går i skole (og forsøger at komme udenom lektierne), og udfolder sig kreativt i sin fritid ved at skrive og tegne historier. Inspirationen til historierne får han fra sin bedstemor kaldet NonNonBa. Hun ynder nemlig at fortælle meget om yokai og tror også fuldt og fast på deres eksistens.
Jeg havde lidt svært ved at komme i gang med NonNonBa. De første par kapitler fangede mig ikke rigtigt. Dels syntes jeg ikke, at historien var spændende, og dels følte jeg hverken sympati eller interesse for personerne. Det kom dog lige så stille, da jeg kom længere ind i historien. Det blev sjovt at læse om de forskellige yokai og de forestillinger, som Gege og NonNonBa har om dem.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sammenligne NonNonBa med... mht. til yokai ville det være nemt bare at sige Natsume's Book of Friends, men den serie har et andet "feel" og en helt anderledes hovedperson. Det punkt, hvor de overlapper er sådan set kun mht., at de kommer med baggrundshistorier for de forskellige yokai. Jiro Taniguchis Min fjerne barndomsby har lidt samme nostalgiske "feel" af at vende tilbage til sine sorgløse barndomsår.
Tegnestilen i NonNonBa vil bestemt ikke appellere til alle, da de fleste personer er tegnet på en lidt sjov måde. Hovederne er ofte formet sjovt med udstikkende munde og lignende. Jeg brød mig da heller ikke rigtig om stilen, og jeg blev aldrig begejstret for den igennem læsningen, men jeg affandt mig med den.
NonNonBa er fin læsning, hvis man gerne vil prøve noget andet. Den består nemlig af kun et omend tykt bind. Den har nok ca. samme længde som Min fjerne barndomsby.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar