Vi er nu nået til toppen af listen. Jeg troede faktisk, at jeg ville have nemmere ved at skrive om dem, der ligger højest. De har jo tydeligvis gjort stort indtryk på mig, siden de har fået deres givne placering. Så det burde jo være let at skrive om dem. Dog var det faktisk lidt svært. Jeg sad fast flere gange, slettede og omskrev passager. Hvorfor? Fordi jeg ikke følte, at jeg virkelig fik forklaret, hvor god en anime det altså er. Jeg håber dog, at jeg alligevel er endt ud med nogle tekster, som giver ordentligt udtryk for, hvorfor jeg godt kan lide disse fire anime – og hvorfor de fortjener de fire øverste pladser.
4. X
4. X
Så kom Clamp også på listen. Ja, jeg ved godt, at de har lavet character design til Code Geass, men X TV er baseret på deres egen (desværre stadig uafsluttede) manga X/1999. Jeg faldt over X TV på den tyske kanal Viva, da jeg gik på efterskole, hvilket betød, at jeg fik set serien meget fragmenteret og ofte missede flere eps., da jeg kun kunne se den, når jeg var hjemme på weekend. Ikke desto mindre røg den direkte ind på listen over mine favoritter. Dette er i sig selv ikke den store præstation, da der på daværende tidspunkt ikke var særlig mange gode serier at kæmpe med, men den har formået at blive der i efterhånden 10 år. I forbindelse med mine refleksioner omkring at lave en TOP 20-liste her til bloggen er X TV dog blevet skubbet ned på 4. pladsen fra sin 3. plads, som den ellers virkelig længe har holdt fast i.
X TV handler om drengen Kamui Shirou, som står overfor et valg. Skal han forsøge at redde menneskeheden fra udryddelse og håbe på, at de så vil gøre noget ved alt forureningen og stoppe med at pine Jorden, som lyder til at være døende, eller skal han dræbe menneskene og give Jorden muligheden for at regenere og komme sig. På hver side står der henholdsvis de såkaldte Dragons of Earth og Dragons of Heaven, som hver især har deres overbevisninger og ønsker, som driver dem. Det er svært at gå i detaljer omkring handlingen i serien uden at spoile, og jeg synes virkelig, at plottets udfoldelse skal opleves gennem at se serien og ikke ved at læse om det.
Der var flere elementer i X TV, som fangede mig. Først og fremmest var det historien og de spørgsmål der stilles i forbindelse med den. Jeg kunne godt lide, at serien havde dybde og gav stof til eftertanke. Dernæst kom karaktererne, som der er en del af - og de kan være ret svære at skelne imellem. Dette gælder især fire af dem, men det er også tiltænkt. Jeg kan godt lide, at vi får en baggrundshistorie for flere af bipersonerne, da det giver en bedre forståelse for, hvorfor de handler, som de gør. Jeg kan også godt lide, at flere af "de onde" egentlig fremstår ret sympatiske - især Yuuto, som egentlig bare har valgt at følge med strømmen. Der er mange interessante relationer personerne imellem, hvilket også betyder meget for mig. Der er meget på spil i X TV, og historien står meget stærkere, fordi jeg netop engagerer mig i personernes skæbner.
X TV har masser af drama - hvilket I efterhånden nok har regnet ud, er det, der virkelig kan løfte en series niveau for mig. Dramaet i X - hvad enten det er i form af opdagelsen af noget nyt eller en kampscene - bliver fantastisk underbygget af musikken i serien. Bare genkaldelsen af Sadame (musikstykket brugt især i vigtige øjeblikke) kan nærmest give mig kuldegysninger. Det er vitterlig et fantastisk storslået stykke musik, som overgår meget af det, man finder i amerikanske blockbuster film. Se det musikstykke, ville jeg gerne opleve spillet live af et symfoniorkester. Jeg tror nærmest, at jeg kunne gå hen og ende med at tude til det - og tudet det har jeg til X TV. Hvornår, vil jeg selvfølgelig ikke afsløre. Jeg kan dog fortælle, at det mest var med et smil på læberne, at tårerne trillede ned af mine kinder.
3. Hachimitsu to Clover + Hachimitsu to Clover II (Honey and Clover)
Da jeg så Honey and Clover for første gang, syntes jeg, det var en rigtig god serie, men den slog mig ikke som noget helt utroligt. Det var dengang, da jeg var 17-18 år (og stadig var midt i at begive mig ud på det store hav af spændende og interessant anime). Siden da har jeg genset serien flere gange og senere også set sæson 2, da den udkom. Ved hvert gensyn med Honey and Clover vandt serien mig mere og mere over – og efter mit seneste gensyn med serien for nogle uger siden, besluttede jeg mig for endelig at lade den indtage 3. pladsen på min Top 20-liste.
Honey and Clover følger en vennegruppe og en af deres lærere på en kunstskole/billedskole. Historien begynder, da pigen Hagu ankommer til Tokyo for at starte på skolen. De andre personer er på deres 2. andet år eller længere fremme i uddannelsen. Seriens præmisse er egentlig ret simpel, hvilket kan have været grunden til, at jeg i første omgang ikke faldt pladask for serien. Vi følger gruppen bestående af Takemoto, Hagu, Mayama, Morita, Yamada og Hanamoto-sensei igennem 4 år. Det kan umiddelbart lyde som en klassisk skoleserie, hvor personerne bare går i skole og egentlig mest laller rundt, men der er langt fra serier som School Rumble, Love Lab og Lucky Star til Honey and Clover. Den har nemlig det, jeg nok værdsætter allermest i en anime (ja, i historier i det hele taget): (person)udvikling. Dertil er Honey and Clovers personer ikke teenagere på 14-16 år. De er ældre teenagere og unge voksne på vej ind i voksenlivet – og dette er faktisk noget, som de alle sammen tænker over. Honey and Clovers personer kommer med refleksioner, udtrykker usikkerheder, vildrede og tvivl – primært Takemoto, som det nok også er tiltænkt, at man som seer skal identificere sig mest med - det gjorde jeg i hvert fald. Kort og godt kan man sige, at Honey and Clover handler om, hvordan det er at blive voksen og de udfordringer, der følger med det.
Honey and Clover følger en vennegruppe og en af deres lærere på en kunstskole/billedskole. Historien begynder, da pigen Hagu ankommer til Tokyo for at starte på skolen. De andre personer er på deres 2. andet år eller længere fremme i uddannelsen. Seriens præmisse er egentlig ret simpel, hvilket kan have været grunden til, at jeg i første omgang ikke faldt pladask for serien. Vi følger gruppen bestående af Takemoto, Hagu, Mayama, Morita, Yamada og Hanamoto-sensei igennem 4 år. Det kan umiddelbart lyde som en klassisk skoleserie, hvor personerne bare går i skole og egentlig mest laller rundt, men der er langt fra serier som School Rumble, Love Lab og Lucky Star til Honey and Clover. Den har nemlig det, jeg nok værdsætter allermest i en anime (ja, i historier i det hele taget): (person)udvikling. Dertil er Honey and Clovers personer ikke teenagere på 14-16 år. De er ældre teenagere og unge voksne på vej ind i voksenlivet – og dette er faktisk noget, som de alle sammen tænker over. Honey and Clovers personer kommer med refleksioner, udtrykker usikkerheder, vildrede og tvivl – primært Takemoto, som det nok også er tiltænkt, at man som seer skal identificere sig mest med - det gjorde jeg i hvert fald. Kort og godt kan man sige, at Honey and Clover handler om, hvordan det er at blive voksen og de udfordringer, der følger med det.
Persongalleriet i Honey and Clover er ret lille. Til gengæld formår serien at levere en kernegruppe, som består af meget forskellige personer, som alle er sympatiske og interessante på hver deres måde. Det er en gruppe, som virker så forskellige, at man kan undres over, at de overhovedet er venner, men samtidig går de bare virkelig godt i spænd med hinanden – også på kryds og tværs, selvom der er nogle kombinationer, der oftere ses. En kombination, som jeg åbenbart glemmer fra gang til gang, jeg ser serien, men som jeg faktisk rigtig godt kan lide, er Morita og Yamada (på et rent venskabeligt plan).
Honey and Clover er en serie, som rammer mig i hjertet og min egen tvivl om, hvor min vej i verden findes. Den fortæller en indlevende og medrivende historie med hjertevarme såvel som hjertesorg.
2. Saishuu Heiki Kanojo / Saikano (She, the Ultimate Weapon)
Saikano er en anime, som virkelig forstår at udnytte hvert eneste minut af sin spilletid. Når man ser serien, er der en følelse af, at alle scener på en eller anden vis har betydning for historien og/eller personerne. Der er hele tiden fremdrift og udvikling. Samtidig føles serien heller ikke forhastet i forhold til den historie og det scenarie, som den sætter op. Denne kombination, synes jeg, er en sjældenhed desværre.
Historiens hovedpersoner er Shuji og Chise, som er kærester. De går i high school og har en ganske triviel hverdag. Dette ændres dog brat, da Japan kastes ud i krig, og det går op for Shuji, at hans lille kæreste Chise er blevet til det ultimative våben. Den scene i eps. 1, hvor Shuji opdager hende for første gang i hendes våbenform, er virkelig stærk og sætter tonen for resten af serien. Shuji og Chise forsøger at holde fast i deres almindelige liv, selvom ødelæggelserne kommer tættere og tættere på, og Chise bliver mere og mere til et våben og mister sin menneskelighed.
Saikano er først og fremmest en kærlighedshistorie. Selvom krigen fylder meget, så får vi aldrig en forklaring på den - hvem angriber Japan og hvorfor - for det er kun en ramme for Chise og Shujis historie. Denne ramme skaber nogle ekstreme situationer, som får mennesker til at handle anderledes, end de nok ville i en normal hverdag, hvilket gør dette til en anderledes kærlighedshistorie, hvor parret i forvejen skiller sig ud. Både Chise og Shuji gør ting, som ens partner normalt nok ikke ville tilgive. De gør det for at holde fast i noget i en verden, der synes at falde fra hinanden. For Chise er det et forsøg på at holde fast i sin menneskelighed, hvilket virker nærmest umuligt. Af den grund står de små stunder af lykke, de to får, også som noget virkelig rørende.
Chise og Shuji er kluntede i deres forhold. De begår fejl og sårer hinanden. De skubber den anden væk, for ikke at sårer denne igen, men de griber alligevel ud efter hinanden. Saikano lader sine personer fejle, såre, forråde og dræbe uden at fordømme. Der er ingen løftet pegefinger. Der er bare en fortælling - en anderledes kærlighedsfortælling om to mennesker der desperat forsøger at finde ud af, hvad det vil sige at være menneske og elske en anden..
1. Nana
Mit "forhold" til NANA er noget helt særligt. Jeg tvivler da også på, at der nogensinde kommer en anden anime, som kan vippe den af 1. pladsen. NANA greb mig på en speciel måde lige fra start af.
Ved tilfælde (eller skæbnen) mødes de to Nana'er i et tog på vej til Tokyo og igen, da de begge er på jagt efter en lejlighed. For at spare penge vælger de at flytte ind i lejligheden sammen, og dette bliver begyndelsen på et helt specielt venskab, som får stor indflydelse på begge pigers liv. De er forskellige som nat og dag, men måske netop derfor tiltrækkes de af hinanden. Nana Komatsu er fascineret af Nana Osakis punk stil og attitude og musikdrøm. Derimod kan Nana Osaki godt lide, at Nana Komatsu kommer fra et kærligt og stabilt hjem og har de værdier, som ofte følger med det.
NANA er egentlig mange historier i en. Den handler om at flytte hjemmefra og blive selvstændig. Den handler om at følge sine drømme. Den handler om at tage ansvar for sine handlinger. Den handler om at finde kærligheden og den hjertesorg, som kærligheden kan bringe med. Den handler om venskabet mellem to unge kvinder. Den handler om, hvordan mennesker knytter bånd til hinanden, og hvor skrøbelige disse bånd kan være. Den handler om mennesker der udvikler sig gennem modgang og medgang.
Jeg er udemærket klar over, at NANA har sine fejl og mangler (f.eks. er der ingen ordentlig slutning på anime'en), men den rammer så utrolig dybt i mig, at jeg er villig til at overse dem. NANA bevæger mig på et følelsesmæssigt niveau. Jeg føler i den grad med personerne, og det skærer mig i hjertet, når de rammes af sorger - og det gør de i den grad i især sidste halvdel af serien. NANA er sådan en serie, som giver mig en klump i halsen og samtidig et smil på læberne, for midt i al elendigheden er der små lyspunkter og håb. NANA er fantastisk drama, hvor der også er brugt velplaceret humor. NANA er persondrevet frem for plotdrevet. Historien er spændende og interessant, fordi man engagerer sig i personernes skæbner og udvikling.
Prikken over i'et er musikken, som i den grad forstår at understøtte de forskellige scener - både de glade og optimistiske samt de dybfølte og dramatiske. Musikken til de to konkurrende bands Trapnest og Black Stones er også yderst vellavet. De passer virkelig godt til hvert deres image. Jeg elsker sangene Winter Sleep og Shadow of Love, som jeg virkelig synes giver godt udtryk for den skrøbelighed, som mange af personerne har, og deres længsel efter kærlighed.
NANA er en serie med mange nuancer, som viser de forskellige menneskelige svagheder og styrker.
Historiens hovedpersoner er Shuji og Chise, som er kærester. De går i high school og har en ganske triviel hverdag. Dette ændres dog brat, da Japan kastes ud i krig, og det går op for Shuji, at hans lille kæreste Chise er blevet til det ultimative våben. Den scene i eps. 1, hvor Shuji opdager hende for første gang i hendes våbenform, er virkelig stærk og sætter tonen for resten af serien. Shuji og Chise forsøger at holde fast i deres almindelige liv, selvom ødelæggelserne kommer tættere og tættere på, og Chise bliver mere og mere til et våben og mister sin menneskelighed.
Saikano er først og fremmest en kærlighedshistorie. Selvom krigen fylder meget, så får vi aldrig en forklaring på den - hvem angriber Japan og hvorfor - for det er kun en ramme for Chise og Shujis historie. Denne ramme skaber nogle ekstreme situationer, som får mennesker til at handle anderledes, end de nok ville i en normal hverdag, hvilket gør dette til en anderledes kærlighedshistorie, hvor parret i forvejen skiller sig ud. Både Chise og Shuji gør ting, som ens partner normalt nok ikke ville tilgive. De gør det for at holde fast i noget i en verden, der synes at falde fra hinanden. For Chise er det et forsøg på at holde fast i sin menneskelighed, hvilket virker nærmest umuligt. Af den grund står de små stunder af lykke, de to får, også som noget virkelig rørende.
Chise og Shuji er kluntede i deres forhold. De begår fejl og sårer hinanden. De skubber den anden væk, for ikke at sårer denne igen, men de griber alligevel ud efter hinanden. Saikano lader sine personer fejle, såre, forråde og dræbe uden at fordømme. Der er ingen løftet pegefinger. Der er bare en fortælling - en anderledes kærlighedsfortælling om to mennesker der desperat forsøger at finde ud af, hvad det vil sige at være menneske og elske en anden..
1. Nana
Mit "forhold" til NANA er noget helt særligt. Jeg tvivler da også på, at der nogensinde kommer en anden anime, som kan vippe den af 1. pladsen. NANA greb mig på en speciel måde lige fra start af.
Ved tilfælde (eller skæbnen) mødes de to Nana'er i et tog på vej til Tokyo og igen, da de begge er på jagt efter en lejlighed. For at spare penge vælger de at flytte ind i lejligheden sammen, og dette bliver begyndelsen på et helt specielt venskab, som får stor indflydelse på begge pigers liv. De er forskellige som nat og dag, men måske netop derfor tiltrækkes de af hinanden. Nana Komatsu er fascineret af Nana Osakis punk stil og attitude og musikdrøm. Derimod kan Nana Osaki godt lide, at Nana Komatsu kommer fra et kærligt og stabilt hjem og har de værdier, som ofte følger med det.
NANA er egentlig mange historier i en. Den handler om at flytte hjemmefra og blive selvstændig. Den handler om at følge sine drømme. Den handler om at tage ansvar for sine handlinger. Den handler om at finde kærligheden og den hjertesorg, som kærligheden kan bringe med. Den handler om venskabet mellem to unge kvinder. Den handler om, hvordan mennesker knytter bånd til hinanden, og hvor skrøbelige disse bånd kan være. Den handler om mennesker der udvikler sig gennem modgang og medgang.
Jeg er udemærket klar over, at NANA har sine fejl og mangler (f.eks. er der ingen ordentlig slutning på anime'en), men den rammer så utrolig dybt i mig, at jeg er villig til at overse dem. NANA bevæger mig på et følelsesmæssigt niveau. Jeg føler i den grad med personerne, og det skærer mig i hjertet, når de rammes af sorger - og det gør de i den grad i især sidste halvdel af serien. NANA er sådan en serie, som giver mig en klump i halsen og samtidig et smil på læberne, for midt i al elendigheden er der små lyspunkter og håb. NANA er fantastisk drama, hvor der også er brugt velplaceret humor. NANA er persondrevet frem for plotdrevet. Historien er spændende og interessant, fordi man engagerer sig i personernes skæbner og udvikling.
Prikken over i'et er musikken, som i den grad forstår at understøtte de forskellige scener - både de glade og optimistiske samt de dybfølte og dramatiske. Musikken til de to konkurrende bands Trapnest og Black Stones er også yderst vellavet. De passer virkelig godt til hvert deres image. Jeg elsker sangene Winter Sleep og Shadow of Love, som jeg virkelig synes giver godt udtryk for den skrøbelighed, som mange af personerne har, og deres længsel efter kærlighed.
NANA er en serie med mange nuancer, som viser de forskellige menneskelige svagheder og styrker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar