Nu til en serie her i Tilbage til barndommen som de fleste af jer nok kender (eller i hvert fald har hørt navnet på): Digimon. Leb deinen Traum denn der wird war! Digimon Adventure og Digimon 02 er anime fra min sene barndom (jeg tror, jeg var 10-12 år). Ikke desto mindre faldt jeg virkelig for serien - nok især pga. dets eventyr. Jeg går som sagt ud fra, at I alle kender Digimon – i det mindste af navn – så jeg vil ikke komme med en beskrivelse af den. Jeg så naturligvis Digimon på tysk. ^^ Jeg har for nylig genset begge sæsoner via Youtube, og det var herlig nostalgisk. Ved gensyn fandt jeg dog, at Digimon faktisk er ret langtrukken – især i starten. De bruger faktisk meget tid på at løbe forvirret rundt. XD
Min ynglingskarakter er Kari, og det passer også godt sammen med, at Gatomon er min ynglings Digimon. ^^ Af den grund var jeg også glad for at se, at Kari med Gatomon gik med over i Digimon 02 som hovedperson. Personerne i Digimon Adventure er meget forskellige, og det gør, at det er nemt at finde en at relatere til. Samtidig kan det dog også gøre, at der nemt er en, som man ikke bryder sig om. Jeg var aldrig stor fan af Mimi f.eks., men jeg accepterede hende, og det var godt at se hende udvikle sig i løbet af serien og især efter time skippet til Digimon 2.
Jeg ser Digimon Adventure og Digimon 02 som en helhed, men jeg kan dog bedst lide Adventure. Jeg er ikke så vild med de nye DNA-digitationer – og Shakkoumon er seriøst den mest latterlige Digimon, jeg har set. Det er jo et omvandrende testel. XD
Det er helt tydeligt, at Digmon er lavet til børn, og jeg vil også kun opfordre folk til at (gen)se den, hvis de er vokset op med den. Animationerne er sparsomme, CGI’en ikke synderligt god, og de der løbelyde... XD Det lyder jo lidt, som når man klemmer på et pivedyr af en art. I 2010 startede jeg på Digmon Savers, men jeg gik i stå efter nogle få episoder, fordi den ikke fangede mig, og der var ikke den der nostalgiske følelse, fordi jeg ikke havde set den før. Til gengæld har jeg som voksen fået set nogle af Digmonfilmene med personerne fra Adventure og 02, hvilket var fint. Det skyldtes sikkert, at jeg allerede havde opbygget et forhold til personerne.
Jeg holder stadig meget af Digimon Adventure og 02, og visse episoder kan stadig kilde mine tårekanaler. ^^; Ja, jeg er 27 år og tuder næsten til en serie om børn og digitale dyr. Sangene som primært bruges i forbindelse med digitationer er virkelig fængende, og jeg kan dele fra de fleste af dem. Det hjælper selvfølgelig også, at jeg lytter til dem på Youtube en gang imellem. Melodierne er generelt meget energiske, og det er sikkert tiltænkt, at de skal indgyde kraft og optimisme.
Det her er forresten blogindlæg nr. 400. ^^
Min ynglingskarakter er Kari, og det passer også godt sammen med, at Gatomon er min ynglings Digimon. ^^ Af den grund var jeg også glad for at se, at Kari med Gatomon gik med over i Digimon 02 som hovedperson. Personerne i Digimon Adventure er meget forskellige, og det gør, at det er nemt at finde en at relatere til. Samtidig kan det dog også gøre, at der nemt er en, som man ikke bryder sig om. Jeg var aldrig stor fan af Mimi f.eks., men jeg accepterede hende, og det var godt at se hende udvikle sig i løbet af serien og især efter time skippet til Digimon 2.
Jeg ser Digimon Adventure og Digimon 02 som en helhed, men jeg kan dog bedst lide Adventure. Jeg er ikke så vild med de nye DNA-digitationer – og Shakkoumon er seriøst den mest latterlige Digimon, jeg har set. Det er jo et omvandrende testel. XD
Det er helt tydeligt, at Digmon er lavet til børn, og jeg vil også kun opfordre folk til at (gen)se den, hvis de er vokset op med den. Animationerne er sparsomme, CGI’en ikke synderligt god, og de der løbelyde... XD Det lyder jo lidt, som når man klemmer på et pivedyr af en art. I 2010 startede jeg på Digmon Savers, men jeg gik i stå efter nogle få episoder, fordi den ikke fangede mig, og der var ikke den der nostalgiske følelse, fordi jeg ikke havde set den før. Til gengæld har jeg som voksen fået set nogle af Digmonfilmene med personerne fra Adventure og 02, hvilket var fint. Det skyldtes sikkert, at jeg allerede havde opbygget et forhold til personerne.
Jeg holder stadig meget af Digimon Adventure og 02, og visse episoder kan stadig kilde mine tårekanaler. ^^; Ja, jeg er 27 år og tuder næsten til en serie om børn og digitale dyr. Sangene som primært bruges i forbindelse med digitationer er virkelig fængende, og jeg kan dele fra de fleste af dem. Det hjælper selvfølgelig også, at jeg lytter til dem på Youtube en gang imellem. Melodierne er generelt meget energiske, og det er sikkert tiltænkt, at de skal indgyde kraft og optimisme.
Det her er forresten blogindlæg nr. 400. ^^
Ingen kommentarer:
Send en kommentar