Anime 2014

Jeg har i år fået set ca. 25 anime. Jeg skriver "ca.", fordi det kommer lidt an på, hvordan man tæller. F.eks. har jeg set en special, som hører til en serie - skal det så tælles som en eller to...? Desuden mangler jeg også at se sidste eps. af en enkelt serie, men jeg tæller den med som værende set i år. Det er dog en del mindre sammenlignet med sidste år, hvor jeg var oppe på 36 afsluttede anime.
Jeg har valgt at lave indlægget om årets anime på en ny måde igen. Jeg vil her hverken gennemgå alt, jeg har set. Ej heller vil der være nomineringer og udnævnelsen af en vinder i forskellige kategorier. I stedet har jeg skrevet lidt omkring nogle udvalgte anime. Jeg vil selvfølgelig forklare, hvorfor jeg lige har valgt at kommentere på den givne anime, hvad der gjorde indtryk på mig i den, og hvad jeg generelt syntes om den. Antallet af det, jeg plejer at kalde for letfordøjelig anime, er faldet sammenlignet med sidste år, men denne nye tilgang til at skrive om årets anime gør også, at jeg let og elegant kan springe denne type serier over og ikke behøver bruge tid på at kommentere på dem.

Jeg har udvalgt 7 animeserier, som jeg vil fortælle noget mere om. Fortsættelser er bevidst ikke kommet med. Jeg har forsøgt at udvælge nogle, der ikke minder for meget om hinanden. De står listet i den rækkefølge, de er udkommet.

Uchuu Kyoudai - Space Brothers

Fra foråret 2012: 99 eps.

Jeg har nydt at følge de to Space Brothers og deres omgangskreds igennem 99 uger. Jeg gætter på, at anime'en indhentede mangaen, siden den blev afsluttet uden en egentlig afslutning, hvilket jeg synes er en skam, men det giver naturligvis forhåbninger om en sæson 2. For det meste giver jeg mig ikke i kast med så lange serier, men da jeg startede på Space Brothers, var det uvist, hvor lang den ville blive. Jeg endte så med virkelig at værdsætte den, for den har fået mig igennem nogle ret "døde" perioder, hvor der ikke var meget interessant anime at se. Det var også rigtig rart for en gangs skyld at se en anime om voksne til voksne. Den leverer udmærket drama, wacky humor og vedkomne personer. Space Brothers personer er da også blevet nomineret flere gange hos mig. I forbindelse med 2012 blev Space Brothers nomineret til Bedste persongalleri, Itou Serika til Bedste kvindelige biperson og Apo til Bedste dyr/væsen. I forbindelse med 2013 blev den nomineret til Bedste persongalleri og Nanba Mutta vs. Makabe Kenji til Bedste rivalisering. Det er virkelig personerne, deres udvikling og indbyrdes forhold, som man skal se Space Brothers for.

Log Horizon

Fra efteråret 2013: 25 eps.

Vi skulle faktisk hen til september 2014, før jeg fik sat mig til at se Log Horizon. Jeg havde med vilje undgået serien, fordi jeg havde hørt, det var en Sword Art Online klon - og så begejstret var jeg heller ikke for SAO, at jeg havde lyst til at se en serie i samme dur. Da jeg kom i gang med Log Horizon, blev jeg dog virkelig positivt overrasket. Den har en helt anden tilgang til det udgangspunkt, som den deler med SAO - en tilgang jeg finder meget mere spændende. Log Horizons univers og Shiroes tankegang fangede mig hurtigt, og jeg fik set serien på under en uge. Dog synes jeg ikke, at Log Horizon formår at udnytte alt det potentiale, jeg ser i serien. Jeg kan klart bedst lide den første halvdel. Anden halvdel med trekantsdramaet var efter min mening spild af tid. Der var meget mere interessante veje, som serien kunne være gået. Overordnet set virker Log Horizon dog meget gennemtænkt og intelligent. Serien forstår også at forklare tingene på en interessant måde uden at tale ned til seeren. Jeg tror faktisk, at Log Horizon er min bedste positive overraskelse fra 2014.

Wake Up, Girls! Shichinin no Idol + Wake Up, Girls!

Fra vinteren 2014: special + 12 eps.
Jeg har længe tænkt, at jeg ville prøve at se en idolanime, og Wake Up, Girls! virkede til at være ret nede på jorden, så jeg tænkte, at jeg ville prøve at give den et skud. Wake Up, Girls special'en er egentlig bare en lang eps., så den skal man starte med at se. Jeg var i hvert fald lidt forvirret, for jeg fik startet direkte på serien, og de blev ved med at tale om ting, jeg ikke forstod, fordi det var sket i special'en. Wake Up, Girls! kunne sagtens have været længere, men den formår at fortælle en fin historie om, hvordan det er at starte en pigeidolgruppe. Jeg ved ikke, hvor tro seriens afbildning af idolindustrien er, men jeg syntes, det var meget interessant at få et indblik i den. Jeg ville gerne have set serien gå mere i dybden med sine personer, men det er også forståeligt, at der ikke kan nås omkring alle i dybden på kun 12 eps. Der er nogle panty shots i slutningen af special'en, men det er bestemt ikke noget der ellers kendetegner serien. Den måde de bliver brugt på, skaber også en kort dialog omkring netop panty shots og idoloptrædener. Alt i alt synes jeg, at Wake Up Girls! var en rigtig fin idolanime, og jeg regner da også med, at jeg skal se den filmfortsættelse, der kommer.

Haikyuu!!
Fra foråret 2014: 25 eps.
Haikyuu!! brænder igennem pga. den virkelig gode dynamik mellem Shouyou Hinata og Tobio Kageyama. Det er nemlig interessant at se håndteringen af rivaliseringen, for hvad gør to rivaler, når de pludselig skal spille på samme hold? Haikyuu!! har dog generelt et både interessant og sjovt persongalleri. Skidt pyt med at det er en sportsanime. Det er dynamikken mellem personerne, som man skal se denne serie for. Kampene bliver da også gjort interessante, men det skyldes personerne og deres udvikling - ikke så meget spørgsmålet om hvem der mon går hen og vinder. Normalt er jeg ikke meget for den overenergiske shounen-helt, men Hinata er acceptable, fordi han går så godt i spænd med Kageyama. Haikyuu!! formår at runde sit givne story arc af i slutningen af serien, men en egentlig afslutning kommer der ikke. Jeg tænker, at det nok skyldes, at mangaen stadig kører. Heldigvis er der blevet annonceret, at der kommer en fortsættelse på et tidspunkt.

Ping Pong The Animation

Fra foråret 2014: 11 eps.

Jeg har valgt at tage Ping Pong med her, ikke fordi den er fantastisk, men fordi den er anderledes i sin stil. Ping Pongs stil appellerer bestemt ikke til flertallet - og egentlig heller ikke mig, men jeg valgte at give serien en chance alligevel. Jeg havde det jo på samme med med Flower's of Evil, som jeg endte med at kåre som største positive overraskelse fra 2013. Jeg blev dog aldrig lige så begejstret for Ping Pong, som for Flower's of Evil, men Ping Pong har bestemt sine øjeblikke. De bedste scener er helt klart dem med de vigtigste bordtenniskampe. Der er en hel speciel og anderledes intensitet, som jeg ellers ikke har oplevet i sportsanime. Jeg kan også virkelig godt lide de grafiske virkemidler, der bliver brugt til at vise intensiteten. Jeg tror grunden til, at jeg aldrig fik engageret mig rigtig i serien var, at personerne ikke rigtig sagde mig noget.

Aldnoah.Zero

Fra sommeren 2014: 12 eps.

Hvis du ikke har set Aldnoah.Zero endnu, så lad være! I hvert fald hvis du godt kan lide at se en anime med en veludviklet historie, som har en afslutning. Jeg har valgt at tage Aldnoah.Zero med her, fordi den var min største skuffelse i 2014. Mecha-serier med store konflikter kræver for det meste mere end 12 eps. for at kunne komme i dybden med sin historie og sit store persongalleri. Da det er Gen Urobuchi (manuskriptforfatter til Madoka), der har skrevet historien, håbede jeg dog på, at han kunne formå at slutte den på de annoncerede 12 eps. Jeg blev slemt skuffet. Senere har jeg så erfaret, at der kommer en sæson 2, men jeg tror, at det bliver uden mig. Med det sæson 1 præsterede har jeg ikke lyst til at sidde igennem 12 eps. mere bare for at få en afslutning. Det eneste punkt, hvor Aldnoah levede op til mine forventninger var nemlig mht. musikken. Jeg fik aldrig ordentlig sympati for nogen af personerne, men nok værst af alt var der ingen af dem, som jeg fandt virkelig interessante. Derudover synes jeg også, at historien er lidt noget rod. Det hjælper heller ikke, at OP'en sætter Inaho Kaizuka og Slaine Troyard op til at være en slags ærkefjender, hvorefter serien ikke udvikler sig i den retning. Så vidt jeg husker "mødes" de faktisk kun 1-2 gange...

Barakamon
Fra sommeren 2014:  12 eps.
Barakamon er en rigtig feel good-serie. Den gav mig nærmest selv lyst til at flygte ud på en ø for at fordybe mig i min skrivning. ^^; Da jeg først læste om Barakamon troede jeg, at den ville være hen ad Usagi Drop, men da jeg kom i gang med den, viste den sig at være mere a la Gin no Saji - Silver Spoon; bymenneske på dybt vand på landet. Barakamon har en skøn stemning samt en let og positiv tilgang til livet. Personerne er herlige på hver deres måde, og de kan få en til at smile såvel som flække af grin. 12 eps. er meget passende til at fortælle hovedpersonen Seishuu Handa aka senseis historie på det givne tidspunkt i hans liv, men der kunne sagtens laves en sæson 2 med et nyt omdrejningspunkt. Kom der det, skulle jeg i hvert fald nok se med så længe serien fortsat havde sin stemning.

Parasyte -the maxim- (delanmeldelse)

Titel: Kiseijuu: Sei no Kakuritsu - Parasyte -the maxim-

Antal sete episoder: 10/24 på Crunchyroll

Genrer: horror, drama, action

Seriens hovedperson er drengen Shinichi, som en dag bliver infiltreret af en parasit fra det ydre rum. Parasitten forsøger at nå op til Shinichis hjerne gennem blodårerne, men han får den spærret inde i sin højre arm. Nu gælder det så om for Shinichi at affinde sig med at dele krop med et væsen, der er så fundamentalt forskelligt fra ham selv, som det overhovedet kan lade sig gøre. Samtidig støder han også sammen med andre parasitter, som for det meste langt fra er venligtsindede - og forresten så æder parasitterne mennesker som føde.

Shinichi og Migi (Shinichis parasit) er et virkelig umagen par - på så mange måder. Det er primært igennem dem, at seeren oplever historien, men også de dilemmaer der tages op. Migi er drevet af rent instinkt. Migi beskytter Shinichi, men kun fordi Migi skal bruge ham for at kunne overleve. Migi har ingen interesse i at hjælpe andre mennesker. Migi tænker kun på sin egen overlevelse. Af den grund kan Shinichi heller ikke dele sin hemmelighed med nogen, for han ved ikke, hvad Migi kunne finde på, hvis andre fik besked om parasittens eksistens. Migi besidder hverken empati eller medfølelse, hvilket er meget svært for Shinichi at forstå. Shinichi bekymrer sig om andre mennesker og vil ikke bare se til, imens de dør. Man fristes til at sige, at han efter Migis indtog virker opsat på at bevise sin menneskelighed. I løbet af seriens 10 eps. stiller han sig i hvert fald jævnligt spørgsmålet, om han virkelig stadig kan siges at være et menneske - især efter hændelsen i eps. 6.

Da jeg har læst lidt over halvdelen af mangaen, var jeg meget spændt på at se, hvordan Parasyte ville gøre sig som anime. Jeg var især spændt på at se, hvordan de mere blodige passager og parasitternes angreb ville blive overført til farver og bevægelse. Stilen i animeen er slet ikke som jeg havde forestillet mig den ud fra mangaen. Jeg havde regnet med en meget mørkere farveskala a la Monster og en mere "rå" streg. Det kunne dog sagtens have været meget værre. Parasitterne fremstår heldigvis ikke latterlige, men jeg finder dem på ingen måde lige så skræmmende og uhyggelige som i mangaen.

Det er også først i slutningen af eps. 7, at Shinichi er kommet til at ligne ham, jeg husker fra mangaen... ^^; Det skyldes dog også, at jeg fuldstændig havde glemt, at han startede med at have briller. Vi er ca. 2/5 inde i animeen, og historiemæssigt passer det ca. med kapitel 25/64. Så hvis resten af serien følger samme tempo, som disse 10 eps., kan det rent faktisk være, at der kommer en ordentlig slutning på animeserien.

Parasyte kan sælges på to måder. 1. Det er en serie for horror fans med masser af blod og død. 2. Det er en serie, som stiller en række etiske spørgsmål og kan give seeren noget at tænke over. Normalt er jeg ikke til horror, men her virker horrordelen, som et virkemiddel i historien. Der er en mening med den så at sige. Folk dør på groteske måder for at understrege brutaliteten og fraværet af menneskelighed hos parasitterne. 

Lånt på biblioteket: Spice & Wolf

Titel: Ookami to Koushinryou - Spice & Wolf

Læst: 4/? bind

Genrer: adventure, drama, fantasy, romance

Manga-ka: Keito Koume (Art), Isuna Hasekura (Story), Jyuu Ayakura (Character Design)

Japansk udgivelse: 2007-nu

Spice & Wolf-historien startede som light novel. I 2007 begyndte mangaen og i 2008 kom første sæson af animeserien. Jeg har set begge sæsoner af animeserien, så jeg var bare spændt på at se, om mangaen fortalte samme historie. Overordnet set gør den - i hvert fald i de 4 bind jeg har læst. Den omrejsende handelsmand Lawrence møder guden Holo i landsbyen Pasloe, hvor de netop er i gang med høsten. Da han har sin vogn fuld af korn lykkedes det Holo at flygte over i det korn og ikke blive fanget, da bønderne høster den sidste tot på marken. Lawrence og Holo indgår en aftale om, at han vil følge hende tilbage til hendes hjemland oppe nordpå. Vi følger dem så på deres vej fra by til by og ikke mindst fra handel til handel - og det er her, meget af det spændende i historien ligger.

Jeg vil sige, at Holo har mere bid i animeversionen. Hun virker ofte som en ungmø i nød her i mangaen. Jeg husker i hvert fald ikke, at anime-Holo havde så let til tårer og hang helt så meget op af Lawrence som manga-Holo gør. Manga-Holo virker ekstremt sårbar. På den ene side kan jeg godt lide, at vi ser Holo åbne lidt mere op, men på den anden side, synes jeg, at det er synd, at hun dermed fremstilles som ret uselvstændig. Da jeg ikke har læst light novels'ne, ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan "den oprindelige Holo" er, men personligt kan jeg altså bedre lide anime-Holo.
Holo og Lawrence går dog stadig vel i spænd sammen og fungerer godt som hovedpersoner. Den gode kemi imellem dem er yderst tydelig, og der flirtes heftigt. Samtidig er flirten bestemt ikke det eneste de har i hovedet, og de udviser begge intelligens, snuhed og observationsevner, når det kommer til at gøre en god handel.

Da handlerne kan være ret indviklede, vil jeg sige, at historien henvender sig til en lidt ældre læserskare. Det kræver nemlig noget tålmodighed at sætte sig ind i nogle af dem. Det betyder også, at der er rigtig meget snak og mange forklaringer i mangaen. Der er da også nogle actionfyldte kapitler, men det er ikke dem, der fylder mest. Så det handler meget om at følge med i, hvad der bliver sagt og forstå, hvordan det hele passer sammen.
Jeg kan da også se, at Spice & Wolf står klassificeret som "seinen" på MyAnimeList. Dog skyldes dette nok også, at Horo hopper nøgen rundt - især i bind 1, hvor de sider (man friste til at sige naturligvis) er i farver... XD Alle fire bind har således et fint "Parental advisory WARNING Explicit Content"-mærke på forsiden. Jeg vil lige skynde mig at tilføje, at der altså ikke er nogen seksuelle afbildninger. Det er udelukkende Holo (og en enkelt gang Lawrence set bagfra), der render nøgen rundt.

Stilmæssigt ligger mangaen og animeen ret tæt op af hinanden. Der er en lidt "blødere" streg i mangaen, men personerne ligner stort set sig selv og kan nemt genkendes. Historiemæssigt dækker de fire bind jeg har læst ca. 9,5 eps. af sæson 1 af animeen. Alle light novel bind er udgivet, men mangaen er endnu ikke afsluttet. Der skulle pt. være 10 bind ude, og man kan låne de 8 af dem via bibliotek.dk.

Blogindlæg undervejs

Da det i dag er en ugen siden mit sidste blogindlæg, tænkte jeg, at jeg hellere måtte give lidt lyd fra mig. Det er faktisk ikke, fordi jeg mangler noget at skrive om for tiden. Nej, jeg har skam hele fem indlæg i støbeskeen, som jeg arbejder løbende på. De er bare ikke klar til udgivelse endnu. 

Tre af indlæggene er mine tilbageblik på anime afsluttet i år. Der er det generelle indlæg, et med fokus på personerne og et omkring musikken. Jeg har bare stadig en enkelt serie, jeg lige skal have set færdig, før jeg kan tilføje det sidste til disse indlæg. Jeg kan dog fortælle, at jeg har valgt en anden tilgang til det generelle indlæg og det om musikken sammenlignet med tidligere år. Mere vil jeg ikke afsløre her. 

Det 4. indlæg er en delanmeldelse af Parasyte-anime'en. Jeg har pt. set 8 eps. men, jeg vil gerne se et par mere, før jeg skriver min anmeldelse. Jeg håber, at jeg kan finde et passende sted, hvor noget bliver afrundet lidt, ligesom det passede i Log Horizon 2 delanmeldelsen. 

Det 5. og sidste blogindlæg, jeg går og brygger på er Lånt på biblioteket: Spice & Wolf. Jeg har indtil videre læst 3 bind, men bind 4 står klar til afhentning henne på mit lokale bibliotek. Så jeg tænker, at jeg lige så godt kan få den med også, inden jeg skriver mit blogindlæg om serien. Jeg håber derfor, at vejret bliver nogenlunde - eller i hvert fald tørt - i morgen, så jeg kan få hentet bind 4 der. 

Disse fem indlæg er der altså udsigt til her i resten af december, og så bliver det slut for i år. 

4 animefilm på Filmstriben.dk

Jer der jævnligt læser bloggen, ved jo, at man kan låne manga via bibliotek.dk, men vidste I også, at man kan se enkelte animefilm på Filmstriben? Hvis dit lokale bibliotek er tilmeldt Filmstriben, kan du streame op til 5 film om måneden derfra. Du skal bare logge ind med dit almindelige login til biblioteket og vælge dit lokalbibliotek.

Det er desværre ikke muligt at søge efter anime som kategori. Man kan vælge "animation", men det er alt, der er animeret uanset målgruppe - dog mest til børn. Det er lykkedes mig at finde fire animefilm derinde:

1. Ariettys hemmelige verden
2. Jin-Roh
3. Oppe på Valmuebakken
4. Prinsesse Mononoke

Med Jin-Roh er man gået den underlige mellemvej og har lagt filmen op med engelsk tale og danske undertekster. Jeg havde ikke set Jin-Roh før, og jeg havde læst, at det var en film, man som animefan burde se. Så nu da muligheden bød sig, valgte jeg at kaste mig ud i den. Jeg havde dog ikke opdaget, at der stod, den var med engelsk tale, så jeg undrede mig lidt, da de begyndte at snakke. Den engelske dub er dog ganske udmærket. Det virkelig forvirrende er, at der bestemt ikke bliver sagt det samme, som man kan læse i de danske undertekster - især ikke i forhold til timingen af dem. Underteksterne er også store og klodset sat ind. Jeg ville faktisk helst have undværet dem, men jeg kunne ikke finde en måde at slå dem fra på, desværre.

Det overrasker mig ikke, at 3/4 er Ghiblifilm. Prinsesse Mononoke har dansk tale, hvilket jeg undrer mig over, at man har gidet investere i, da den kun blev vist i få biografer i én weekend. Den danske dub kunne have været værre, men der er stadig replikker, som kan få en til at fnise - både pga. det der bliver sagt og måden, det bliver sagt på. Da jeg har set Prinsesse Mononoke flere gange før, havde jeg tænkt mig, at den bare skulle køre ved siden af i et vindue, imens jeg lavede andre ting. Jeg tænkte, at jeg fint kunne følge med, nu der var dansk tale. Desværre byder Filmstriben kun på to visningsformer: et mikroskopisk vindue på siden i browseren og fuld skærm. Intet af det var super optimalt på den skærm jeg sad ved. Filmens opløsning er nemlig ikke den bedste, så når den blev blæst op i fuld skærm, så det ikke helt så godt ud. Det bør man være opmærksom på. Jeg savner dog en mellemløsning på størrelse med et Youtubevindue.

Ariettys hemmelige verden og Oppe på Valmuebakken kan ses med original japansk tale og danske undertekster. Underteksterne i Ariettys hemmelige verden ligner dem, vi ellers er vant til at se på film herhjemme: hvid tekst på sort bjælke. Modsat Jin-Roh var der nu pludselig en knap, hvor jeg kunne se, at undertekster var slået til. Når man ser på Prinsesse Mononokes og Ariettys hemmelige verdens målgrupper, kan man undre sig over, at det ikke er blevet gjort omvendt; således at Ariettys hemmelige verden var med dub og Prinsesse Mononoke med sub - især da det er den ucensurerede udgave af Prinsesse Mononoke, for den er bestemt ikke for små børn. Underteksterne på Oppe på Valmuebakken har samme layout som dem på Ariettys hemmelige verden. Umiddelbart syntes jeg, at billedekvaliteten var bedre på Oppe på Valmuebakken og Ariettys hemmelige verden end Prinsesse Mononoke og Jin-Roh. Lyden på Oppe på Valmuebakken var dog ret dårlig. Den var meget hul og til tider skinger. Jin-Rohs var bare virkelig lav. 

Tilbage til barndommen: Wedding Peach

Wedding Peach er mahou shoujo. De har dog den mest upraktiske "kampuniform", jeg nogensinde har set. Når pigerne forvandler sig, bliver de til brude i store hvide kjoler med brudebuketter. De skal så forvandle sig en gang til for at komme til det klassiske miniskørt. Fjenderne er dæmoner, men en af dem er lille og nuttet, så den kommer selvfølgelig over på pigernes side og bliver deres hjælper. Derudover viser hovedpersonens crush sig også at være en dæmon (med hukommelsestab), men deres kærlighed overvinder naturligvis deres forskelle.

Jeg så Wedding Peach på RTL2 nogle år efter, jeg havde set Sailor Moon. Jeg har nok været en 10 år. Jeg var lidt sen til at komme i gang med serien, for ved første øjekast syntes jeg bare, at Wedding Peach var en Sailor Moon-klon. Det var, inden jeg vidste, at mahou shoujo er en hel genre. ^^; Jeg overgav mig dog hen af vejen og begyndte at se den. Da jeg så havde set den færdig, fandt jeg ud af, at der faktisk er en fortsættelse, som RTL2 ikke havde vist. På daværende tidspunkt var jeg faldet nok for serien til at ærgre mig over det. Det skyldtes bl.a., at der senere henne i sæson 1 kommer en ny magisk pige med ud over de oprindelige tre, og hende kunne jeg bedre lide, så jeg ville gerne have set mere til hende. Her set i bakspejlet mindede hendes personlighed nok lidt om en blanding af Harukas og Michirus aka Sailor Uranus og Neptun - og Sailor Uranus er en af mine yndlings inden for Sailorkrigerne.

Wedding Peach spillede ikke den store rolle i min barndom. Det var en engangsanime, som blot var en af mange til at fordrive tiden. Lidt indtryk gjorde den alligevel på mig - eller nærmere betegnet lærte den mig noget. Til bryllupper siges det, at bruden skal have fire forskellige ting.
1. Noget gammelt
2. Noget nyt
3. Noget lånt
4. Noget blåt
Det er takket være Wedding Peach, at jeg i dag kan huske, hvad de fire ting er. ^^; Så det var en af de traditioner, som jeg ikke behøvede læse op på til mit eget bryllup.

Japanturen 2015 - del 1: begyndende planlægning

Jeg har besøgt Japan to gange tidligere i henholdsvis 2008 og 2011. Første gang jeg var af sted, var vi kun fire personer - Morten, to venner og jeg, hvilket betød, at man kom til at gå op af hinanden i lang tid. Derudover brugte vi en del tid på at fare vild... ^^; På turen fik jeg dog lært mange ting, som var yderst nyttige, da jeg tog af sted igen i 2011. I omgang to var vi 12 personer, hvilket på nogle områder var en udfordring i planlægningsfasen, men det var virkelig rart, da vi var af sted. Da vi var så mange delte vi os jævnligt op i mindre grupper og par, således at vi kunne få et pusterum og ikke behøvede gå op af hinanden alle sammen hele tiden. Det åbnede også op for, at alle ikke skulle være enige, når vi skulle ud og se noget. I 2012 lavede jeg en række blogindlæg kaldet Turen gik til Japan. Der er både generel info om at rejse til Japan og beretninger fra 2011-turen.

Nu er jeg (vi) så i gang med at planlægge endnu en rejse til Japan. Da vi begyndte planlægningen af 2011-turen i 2010, sagde vi ellers, at det ikke var til at vide, hvornår der ville blive planlagt sådan en gruppetur igen, og vi opfordrede derfor vores venner til at tage med. Nu er vi her altså igen - 4 år senere. ^^; Denne gang er vi 13 i det hele. Ud over Morten og jeg er der kun to andre gengangere: Flemming og Stefan, resten skal af sted til Japan for første gang. Jeg havde faktisk ikke regnet med, at vi ville kunne samle så stor en gruppe igen.

Der er utrolig meget at se i Japan - og på 2011-turen fik vi set virkelig meget. Størstedelen af disse steder var rigtig spændende at se, men det er samtidig steder, som jeg ikke behøver se igen. Jeg vil hellere prøve og se noget andet. Det drejer sig f.eks. om Nikko, Edo Tokyo Open Air Museum og Hiroshima Peace Memorial Museum. Jeg regner i stedet med at tage nogle ture rundt til nye steder som f.eks. Miyajima, Takamatsu og Ogimachi. Da jeg har været en del i Osaka og ligesom set det der, jeg finder interessant, regner jeg også med at besøge Nagoya i stedet for denne gang. Der er blevet oprettet et kort på Google Maps, hvor vi sætter seværdigheder ind på. Jeg er gået til opgaven ret aggressivt og har således lånt guidebøger hjem via bibliotek.dk, læst meget på japan-guide.com plus andre hjemmesider og virkelig forsøgt at sætte mig ind i, hvad der er at se rundt omkring. Jeg er således faldet over mange nye spændende ting, som jeg gerne vil se. Der er dog også nogle ting og steder, som jeg gerne vil besøge igen. F.eks. planlægger jeg at se Sensoji og området omkring for 3. gang, da jeg finder det rigtig hyggeligt. Jeg tager også gerne en tur til Nara for 2. gang. Så der kommer til at være nogle overlap med sidste tur.
Vi har valgt at have to basebyer: Tokyo og Kyoto. I 2011 var vi i Tokyo, Osaka og Tokyo igen. Vi havde således rigtig meget tid i Tokyo. Så jeg havde faktisk også regnet med, at vi skulle være mest i Tokyo på den kommende tur. Jeg havde umiddelbart tænkt 2/3 i Tokyo og 1/3 i Kyoto. En dag satte jeg mig så ned og lavede et groft udkast til min personlige rejseplan samt et forslag til et alternativ. Det var godt, jeg gjorde det, for ud fra den kunne jeg se, at jeg faktisk helst ville dele turen op ligeligt mellem Tokyo og Kyoto. Det skyldtes nu ikke, at der er lige så meget at se i Kyoto som i Tokyo, men at mange af mine turer går ud fra Kyoto. Morten og jeg opfordrede derfor resten af gruppen til at prøve at lave deres eget udkast eller i hvert fald forsøge at danne sig et overblik over, hvor det, de ville se, befinder sig, så de kunne give en tilbagemelding omkring, om de er enige med fordelingen. For dem, der skal af sted for første gang, kan det godt virke meget overvældende at gå i gang med. Det er lidt nemmere, når man har været af sted, for så har man ligesom et udgangspunkt.
Problemet for nogle er nok også, at de rigtig gerne vil med på meget af det nye, der bliver foreslået, samtidig med at de gerne vil besøge mange af de steder, som os fra sidste tur anbefaler men ikke selv vil se igen. For dem gælder det om at acceptere, at man altså ikke kan nå at se alt, selvom vi har en 20 dage i Japan. Os der var af sted i 2011 har jo faktisk også "et forspring på 25 dage". I vores gruppe på 13 personer er der dog også blandede interesser. Nogle vil meget gerne se slotte, nogle historiske museer, og nogle følger bare med strømmen. Personligt kan jeg ikke lade være med at researche selv, selvom jeg synes, at det kan være svært at bedømme, hvad der egentlig er ens tid værd. Der er nogle steder, som anbefales meget af andre, og med andre steder, må man bare tage chancen.

Dette var det første blogindlæg i min nye serie om Japanturen 2015. Jeg ved ikke, hvor tit jeg kommer til at bringe et indlæg, eller hvad jeg vælger at dække af planlægningen. Nu må vi se.

Edit: Morten gjorde mig opmærksom på, at vi faktisk er blevet enige om, hvor længe vi skal være i Tokyo og Kyoto, hvis vi kunne så rykket udrejsedatoen... ^^;