I dag har KōyōCon offentliggjort, at connen vil byde på et anderledes cosplayshow nemlig en retro udgave.
"Forestil dig en tid... En tid hvor røgmaskiner og kulørte lysshows kun fandtes på store internationale scener, og hvor wonderflex og resin var fuldstændig ukendt. En enklere tid, hvor cosplayere trædte på scenen i sidste øjeblik, med kun en dårlig paryk og et naruto headband til at støtte dem. Koyo-con giver nu DIG en enestående mulighed for at rejse tilbage til denne tid med vores banebrydende RETRO COSPLAY SHOW!"
Ovenstående er taget fra KōyōCons Facebookopdatering. I skrivende stund står der dog intet på hjemmesiden endnu. I Facebookopdateringen berøres de overordnede regler kort, men der kommer nogle mere udspecificerede senere. Præmiekategorierne ser dog indtil videre ud til at være meget klassiske - f.eks. bedste gruppe, bedste solo og publikums favorit. Jeg håber, at der med et anderledes cosplayshow også bliver tænkt i at lave nogle anderledes kategorier. I min verden ville det i hvert fald give god mening.
Uden at kende de nærmere regler, synes jeg, at det er svært at komme med en omfattende udtalelse omkring showet. Hvad lægges der i ordet "retro"? Vil KōyōCon tolke det på samme måde, som deltagerne? Det får vi jo nok at se, når reglerne kommer. Vil konceptet kunne trække folk til - her tænker jeg både på deltagere og tilskuere. På nuværende tidspunkt er det svært at sige, synes jeg. Jeg synes dog, at det er ganske interessant og et godt initiativ, at KōyōCon prøver at gå i en ny retning med deres cosplayshow.
Ud over det anderledes cosplayshow annoncerede KōyōCon et andet tiltag; nemlig et talentshow.
"Lav standup, syng, dans, råb, ødelæg noget (please ikke ødelæg noget), hvad end du synes er unikt over dig, du bare må og skal vise dig frem på scenen, for vores underholdning."
Ovenstående er taget fra samme Facebookopdatering. Formuleringen er en smule underlig, men essensen er vist: Stil dig op på scenen og underhold os med dit specielle talent. Dette virker utrolig bredt, men der kommer nogle regler senere, som jeg er ret spændt på at læse. Får talentshowet et twist i retningen af japansk populærkultur eller bliver det bare alt mellem himmel og jord..? Hvad kan folk finde på at stille op med...? Vil publikum og den optrædende være enige om eksistensen af talent...?
Der er mange ukendt faktorer med hensyn til begge initiativer på nuværende tidspunkt, så jeg ser frem til at høre mere i nærmeste fremtid. Hvad tænker I derude - både omkring Retro cosplayshowet og talentshowet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar