Ni No Kuni - et hyggeligt og sjovt spil

Jeg spiller ellers ikke rigtig PS3, men da Ni No Kuni kom (og det var faldet i pris), skulle Morten og jeg da lige prøve det. Vi skiftedes til at spille, så selvom jeg har set med, har jeg ikke selv ført kontrolleren hele vejen igennem. ^^

Ni No Kuni er lavet af LEVEL-5. Studio Ghibli (som helst ikke skulle kræve nærmere introduktion) har stået for animationen, og Joe Hisaishi leverede musikken. Joe Hisaishis toner har også giver liv til film som Castle in the Sky, Howl's Moving Castle og Princess Mononoke. Ni No Kuni har i det hele taget et meget ghiblisk "feel" over sig.

Historien handler om drengen Oliver (som er en af de eneste, der rent faktisk hedder det samme på både japansk og engelsk... XD). Han bor alene sammen med sin mor. Efter en tragisk ulykke, vækkes Olivers bamse til live af hans tårer. Bamsen er i virkeligheden en fe fra en anden verden. Han fortæller, at den anden verden er i problemer, da den trues af en ond troldmand. Han siger også, at Oliver er den renhjertede person, som vil kunne besejre ham. På temmelig tynd basis lokkes Oliver dog med til den anden verden, hvor eventyret for alvor begynder.

Der er en række elementer i spillet:

1. vinde over fjender i kampe enten ved brug af ens karakter eller dennes familiars.
2. fange familiars.
3. indsamle "hjerte-typer" og uddele dem til dem, der lider under mangel af en bestemt type.
4. lave ting ved hjælp af alkymi.
5. indsamle viden om verdenen.
6. løse gåder.

På nogle måder minder spillet om PokéMon - her tænker jeg på familiar-delen. Modsat PokéMon kan man dog også selv deltage i kampene - alt afhænger ikke af ens familiars, selvom det nogle gange er nemmest bare at sende dem af sted. En anden ting, der adskiller sig fra PokéMon er, at liv er fælles for hele ens hold. Dør en af ens familiar, dør personen helt og kan ikke kæmpe videre. I kamp har man hp og mp - mp bruges til særlige angreb og magi. Senere i spillet får man flere personer med sig, så man kan spille som andre end Oliver i kampen. Der kan være tre personer med i kamp. En person, som har det med at brænde sit mp virkelig hurtigt, er Esther... tal lige om at skyde gråspurve med kanonkugler... *suk* Man kan nemlig kun styre en person af gangen i kamp, men alle tre deltager som sagt. Nogle gange kunne man altså godt blive lidt irriteret på sine medhjælpere. Deres spillemåde virker ret ulogisk til tider. 

Det krævede noget tilvænning fra min side, pludselig at skulle styre med en kontroller - og jeg er stadig ret dårlig til at løbe lige...^^; Det kan også stadig irritere mig, at man skal stå et helt bestemt sted for at kunne gøre ting, selvom man står ud for det, man skal gøre noget med. Jeg står ud for den her kiste, men eftersom der ikke er et udråbstegn over mig, kan jeg ikke gøre noget... jeg skal åbenbart en lille smule mere til højre eller venstre. *suk* men det er nok bare mig, der ikke er vant til den her slags konsolspil... ^^; og at løbe rundt om mig selv flere gange for at komme til at stå det rigtige sted...

Overordnet finder jeg dog Ni No Kuni meget tiltalende. Humoren er for det meste god - det eneste jeg ikke rigtig forstår, er de der comedy acts som Surly og Smiley laver. Historiemæssigt er der ikke noget nyt eller anderledes at komme efter. Det er en meget klassisk adventure-fortælling, som forsøger at lave et par twists og mysterier hist og pist. Jeg synes, at det bedste ved spillet er den anden verden, som Oliver rejser til. At udforske den og møde nye mennesker og familiars, er virkelig hyggeligt og underholdende - det er især interessant, hvis man kender en del til Ghibli og deres film, da der optræder en del referencer. Kampene er skam også meget sjove, men der er ikke så meget variation. Mængden af forskellige angreb er heller ikke særlig stor i forhold til antallet af familiars. 

Ni No Kuni er et rigtig godt "hyggespil" efter min mening, og jeg vil gerne anbefale det til Ghiblifans, som kan lide den slags spil.