søndag den 29. september 2013

Toward the Terra anmeldelse


Antal episoder i alt: 24
Relateret til: Baseret på manga'en To Terra lavet af Keiko Takemiya og en remake af filmen Toward the Terra
Genrer: sci.fi., drama, action
Studie: Aniplex
Japansk premiere: 2007

Historien
Menneskene har forladt Jorden, fordi den gennem mange års forurening er blevet ubeboelig. På Jorden har man efterladt supercomputersystemet Grandmother, som både skal stå for at regenerere Jorden og at styre de nye samfund. Hovedhistorien starter mange år senere, hvor alle børn vokser op med drømmen om Terra (Jorden). Samfundet er styret og overvåget af computere, og børn produceres ikke på naturlig vis. Jeg blev meget fanget af historien og samfundet, som den foregår i.

Seriens opbygning
Toward the Terra har faktisk nogle ret tydelige opdelinger, så denne sektion i anmeldelsen bliver ret anderledes, end den har været tidligere. Jeg vil kort skrive overordnet om de forskellige dele, men jeg vil undgå mere specifikke spoilers. Historien fortælles faktisk fra to sider - menneskes via Ketih Anyan og Mu'ernes via Jomy Marquis Shin.

Eps. 1-5: Jomys opvågning
Vi møder Jomy dagen før hans "adult examination", som alle børn skal gennemgå, når de fylder 14. Under sin nægter Jomy dog at give afkald på sine minder om sine forældre og det liv, han har levet indtil nu. Alene er han dog ikke stærk nok til at modstå Terra nr. 5 computeren, men heldigvis får Jomy hjælp af en mystisk mand, som kalder sig selv Soldier Blue.
Herefter klassificeres Jomy som værende Mu, og jagten går ind på ham. Med hjælp fra den stumme Mu ved navn Leo, lykkedes det dog Jomy at flygte til Mu'ernes rumskib Shangri La. Jomy bringer dog uro, da han bestemt ikke mener, at han er Mu. Der opstår konflikter på skibet blandt Mu'erne pga. Jomy, som dog efter at have været tilbage i sin barndomsby, erkender, hvad han er.

Eps. 6-9: Education station E-1077
I denne del møder vi antagonisten Keith, men ligesom i Hayao Miyazakis film, er ingen personer hverken totalt gode eller onde. Efter en veludført "adult examination" kommer man hen på en uddannelsesstation i rummet, hvor man skal være 4 i år. Her stifter Keith bekendtskab med Jomys to barndomsvenner og en Mu-dreng, som er kommet igennem sin "adult examination" uden at blive opdaget. Alt dette foregår under supercomputeren Mother Elizas "kærlige" overvågen.
Eps. 10-11: Nasca del 1
Der er modløshed på Shangri La, så Jomy, der nu er Soldier Shin og dermed lederen, tager en drastisk beslutning. Han bestemmer, at de skal slå sig ned på planeten Sylvester Seven, som de giver navnet Naska. Denne beslutning bringer glæde og fred - især blandt den unge del af Mu'erne, som både dyrker jorden og vover sig ud i naturlig reproduktion.

Eps. 12-15: Nasca del 2
Beslutningen om at slå sig ned på Naska har skabt splittelse imellem generationerne. Dette forøges kun, da et af menneskes rumskibe finder vej til planeten.

Eps. 16-17: Nasca del 3
Freden er forbi, og de unge Mu'er står overfor et valg; bliv eller forlad Naska.

Eps. 18-19: Tilbage til begyndelsen
Både Jomy og Keith søger tilbage til hver af jeres rødder, og dette bliver begyndelsen på det direkte møde mellem mennesker og Mu'er. 

Eps. 20-24: Til Terra
Mu'erne indtager flere og flere kolonier og fortsætter stødt deres vej mod Terra, hvor den endelige konfrontation med menneskene og Grandmother vil finde sted. 

Historien har rigtig mange spændende og interessante elementer. I forsmagsanmeldelsen fremhævede jeg Mu'erne og deres eksistens, Jomys rolle og det meget kontrollerede samfund. Dertil kan jeg nu tilføje Keith og hans rolle. Det er også de fire væsentligste ting.

Persongalleriet
Der er egentlig et ret stort persongalleri i Toward the Terra. Desværre kommer vi ikke helt ind på livet af så mange af dem. F.eks. kunne det have været rart med lidt mere af Soldier Blues og de andre ældre Mu'ers baggrundshistorie - især fordi der så tit refereres til en forfærdelig hændelse. Grunden til dette kan dog være, at man som seer så bedre kan sætte sig i de unge Mu'ers sted. Jeg synes også godt, at der kunne have været gjort lidt mere ud af personernes relationer til hinanden, for der er en bred vifte af forskellige og interessante figurer. Til gengæld forstår man Jomys frustrationer og overvejelser, da han som hovedperson er en af de personer, vi kommer tæt på. Jeg kan også rigtig godt lide, at ingen af personerne skildres som kun onde eller gode - de er menneskelige med både gode og dårlige sider, også Mu'erne. Dette gør dem nemmere at relatere til. Jeg kan også godt lide, hvordan de forskellige personers historier vikles sammen.

Lydsiden
Toward the Terra har desværre er ret svag lydside. Både de to OP'er og ED'er er ret gennemsnitlige popnumre, som hurtigt glemmes. Teksten til den første OP passer dog meget godt til historien. Der er to soundtrack nummer, som virkelig bider sig fast, og som er det jeg forbinder med denne serie. Det ene bruges under introen, og det andet er på den melankolske side og bruges ofte i følelsesladede og triste scener.

Stilen
Det virker som om, at man har valgt at lave en forholdsvis moderne udgave af stilen fra manga'en, hvilket jeg egentlig synes er lykkedes okay. Da serien efterhånden er 5 år gammel, ser character designet dog efterhånden mere gammelt ud. Med sine bishounen vil stilen nok appellere mere til piger end drenge. Alle unge mænd fremstår slanke og høje, så der er en del eye candy til pigerne. Pigerne har ingen overdimensionerede former, hvilket ofte forbindes med fanservice til drenge. De er dog tegnet slanke og feminine. Der føres en ren stil hele vejen igennem serien, som ikke ændrer sig.


Målgruppe
Jeg vil sige, at Toward the Terra henvender sig til begge køn. Man vil sikkert kunne se med fra 12-års alderen eller deromkring. Man vil nok især falde for serien, hvis man kan lide sci.fi. - og den mere eftertænksomme af slagsen. Det var i hvert fald alt det med samfundet, som var med til at fange mig. Toward the Terra er også til dem, der godt kan lide en velfortalt historie. Der er nogle mere rolige perioder, men de bidrager også til historien. Der sker hele tiden noget, som driver historien eller spiller en vigtig rolle senere hen. Toward the Terra er et godt sci.fi. actiondrama.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar