Titel: Kiseijuu - Parasyte
Læst: 4/10 bind
Genrer: horror, sci.fi. og drama
Manga-ka: Iwaaki, Hitoshi
Japansk udgivelse: 1989-1995
En dag lander en fremmed livsform på Jorden. Den er svag og har brug for en vært - et menneske - for at kunne overleve. En af disse fremmede larve-lignende væsner kryber hen imod den sovende dreng Shin. Det søger hen imod åbningen i øret, men denne er stoppet til, fordi Shin hører walkman. Dernæst forsøger væsenet at trænge ind gennem næsen, men en halvvågen Shin får trukket det ud, dog uden først at lægge mærke til, hvad det overhovedet er, han har fat i. Forskrækket kaster han det fra sig. Pludselig springer det frem, og som om hans hånd var lavet af smør, borer det sig igennem den og forsøger at komme op til hans hjerne gennem blodårerne i armen. Imidlertid lykkedes det Shin at stoppe det, så det forbliver i hans højre arm. Det lykkedes altså ikke væsenet at trænge ind i hjernen og dermed overtage den.
Parasyte er historien om drengen Shin der pludselig må affinde sig med at dele krop med parasitten, som han navngiver Migi. Da Migi ikke nåede, at overtage Shins hjerne, inden "han" udviklede sig, er Migi afhængig af Shin for at kunne overleve. Han optager næring gennem den mad, som Shin spiser, og har ikke behov for at indtage føde oralt. De parasitter, som har overtaget en menneskehjerne, fungerer dog på en helt anden måde. De bibeholder godt nok den menneskelige form, men når de skal indtage føde, deler hovedet sig i flere dele, som en kæmpe mund med tænder. Nå ja, deres føde er forresten mennesker. Migi kan også ændre form. Han kan strække sig, gøre sig hård og fungere som et våben, lave et øje så han kan se, og en mund så han kan tale. Shin og Migi er et særdeles umagen par, hvilket bidrager utrolig meget til at gøre Parasyte interessant.
Normalt er jeg ikke rigtig til horror. Det skyldes ikke kun manglende begejstring for splatter, men lige så meget, at jeg ofte har fundet historierne dybt kedelige og personer ligegyldige - eller nærmere så har jeg ikke haft interesse i personernes skæbner, fordi der ikke er blevet opbygget en ordentlig relation til dem. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det, når jeg ser folk promovere Another som en fantastisk horror anime, hvor jeg synes, at den er kedelig, og personerne kort sagt er nogle idioter. Hvis det er det bedste horror genren kan byde på inden for anime og manga, så holder jeg mig bare væk.
Alligevel valgte jeg af en eller anden mystisk grund at give Parasyte en chance. Det skyldtes bl.a., at den var let tilgængelig gennem bibliotek.dk. Så jeg tænkte "what the heck, den ryger med i bunken af manga." Det kunne jo være, at den var interessant. Jeg tror, at jeg blev tiltrukket af, at Parasyte ikke kun var horror, men der virkede til at være mere at komme efter. Jeg er virkelig glad for hvad end, der fik mig til at bestille den hjem. Jeg blev nemlig meget positivt overrasket over den. Samtidig med at Parasyte fortæller en interessant historier, tager den nemlig tankevækkende dilemmaer op. Det gøres typisk gennem en diskussion mellem Shin og Migi, hvilket skaber relation til historien, så det føles naturligt og passer godt ind.
Jeg kan varmt anbefale Parasyte både til fans af horror, og dem der ligesom mig ikke er de store tilhængere af genren. Historien er virkelig fængende, og der tilføjes hele tiden nye elementer, som skaber udfordringer for vores to hoved"personer". Det hele virker meget gennemtænkt. Jeg kan som sagt også godt lide, at den formår at sætte gang i de små grå. Det gjorde i hvert fald, at jeg engagerede mig meget mere i historien og figurerne.
Parasyte er historien om drengen Shin der pludselig må affinde sig med at dele krop med parasitten, som han navngiver Migi. Da Migi ikke nåede, at overtage Shins hjerne, inden "han" udviklede sig, er Migi afhængig af Shin for at kunne overleve. Han optager næring gennem den mad, som Shin spiser, og har ikke behov for at indtage føde oralt. De parasitter, som har overtaget en menneskehjerne, fungerer dog på en helt anden måde. De bibeholder godt nok den menneskelige form, men når de skal indtage føde, deler hovedet sig i flere dele, som en kæmpe mund med tænder. Nå ja, deres føde er forresten mennesker. Migi kan også ændre form. Han kan strække sig, gøre sig hård og fungere som et våben, lave et øje så han kan se, og en mund så han kan tale. Shin og Migi er et særdeles umagen par, hvilket bidrager utrolig meget til at gøre Parasyte interessant.
Normalt er jeg ikke rigtig til horror. Det skyldes ikke kun manglende begejstring for splatter, men lige så meget, at jeg ofte har fundet historierne dybt kedelige og personer ligegyldige - eller nærmere så har jeg ikke haft interesse i personernes skæbner, fordi der ikke er blevet opbygget en ordentlig relation til dem. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det, når jeg ser folk promovere Another som en fantastisk horror anime, hvor jeg synes, at den er kedelig, og personerne kort sagt er nogle idioter. Hvis det er det bedste horror genren kan byde på inden for anime og manga, så holder jeg mig bare væk.
Alligevel valgte jeg af en eller anden mystisk grund at give Parasyte en chance. Det skyldtes bl.a., at den var let tilgængelig gennem bibliotek.dk. Så jeg tænkte "what the heck, den ryger med i bunken af manga." Det kunne jo være, at den var interessant. Jeg tror, at jeg blev tiltrukket af, at Parasyte ikke kun var horror, men der virkede til at være mere at komme efter. Jeg er virkelig glad for hvad end, der fik mig til at bestille den hjem. Jeg blev nemlig meget positivt overrasket over den. Samtidig med at Parasyte fortæller en interessant historier, tager den nemlig tankevækkende dilemmaer op. Det gøres typisk gennem en diskussion mellem Shin og Migi, hvilket skaber relation til historien, så det føles naturligt og passer godt ind.
Jeg kan varmt anbefale Parasyte både til fans af horror, og dem der ligesom mig ikke er de store tilhængere af genren. Historien er virkelig fængende, og der tilføjes hele tiden nye elementer, som skaber udfordringer for vores to hoved"personer". Det hele virker meget gennemtænkt. Jeg kan som sagt også godt lide, at den formår at sætte gang i de små grå. Det gjorde i hvert fald, at jeg engagerede mig meget mere i historien og figurerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar