Titel: Sanctuary
Læst: 12/12 bind
Genrer: drama, thriller, (romance)
Forfatter: Buronson
Tegner: Ikegami, Ryoichi
Japansk udgivelse: 1990-1995
Det er helt tydeligt, at Sanctuary henvender sig til et voksent publikum - ikke kun pga. volden og de lejlighedsvise nøgenscener - men pga. kompleksiteten i historien.
I Sanctuary følger vi to mænd: Akira Hojo og Chiaki Asami. De har kendt hinanden, siden de var børn. De deler en tragisk fortid, der i stedet for at gøre dem usikre og svage som i mange andre anime og manga, har gjort dem stærkere og totalt målrettede. De har en fælles drøm. De vil ændre Japan. For dem at se er der to veje, der kan lede til dette mål. Da de blev færdige med high school, slog de plat og krone om, hvem der skulle tage hvilken vej. Således er Hojo nu en mellemrangs yakuza med gode forbindelser og loyale folk og Asami forsøger at samle støtter, så han kan stige i graderne hos LDP: Japans største politiske parti.
Jeg finder det enormt spændende at få indblik i både den politiske verden og yakuzaens. Jeg ved godt, at dette selvfølgelig er fiktion, men det må jo bygge på nogle sandheder om, hvordan disse to systemer kan fungere. Historien er utrolig fængende. Det skyldes måske også, at der er et tydeligt drive og et fokus. Som læser kan man se, hvor Hojo og Asami vil hen. Overraskelsen ligger i, hvordan vejen derhen udformes.
Selvom der af og til skal skrappe metoder til, så fremstår både Hojo og Asami, som meget sympatiske personer. Dette gælder især, når de sættes overfor, dem der rangerer højere end dem i hierarkiet. De gamle politikere i LDP er nogle pengegriske egoister, som bare tænker på at vedligeholde deres status og formue - eller rage mere til sig hvis muligt naturligvis. Hojo og Asami spiller hver et magtspil i hver deres verden, som grundlæggende fungerer på samme måde. Det handler om strategi, netværk men frem for alt: penge!
Stilen i Sanctuary viser også tydeligt, at denne serie er til voksne. Tegnestilen er realistisk, og der bruges mørke toner på en helt anden måde end i serier til et yngre publikum. Der er stadig stereotyper, men de præsenteres og karikeres på en helt anden måde. Når der forekommer vold og brutalitet er det heller ikke totalt "over the top", indvolde der flyver rundt og blod, der sprøjter til alle sider. At kalde det nedtonet vil være forkert, for der er tydelig vold med i Sanctuary. Den rammer bare en på en anden måde. Det er ubehageligt, fordi det afbilledes med en vis realisme.
Jeg vil anbefale Sanctuary til alle, der godt kan lide en spændende historie med interessante personer. Hojo og Asamis ambition er bemærkelsesværdig. De to er virkelig med til at bære historien og de forskellige plots.
I Sanctuary følger vi to mænd: Akira Hojo og Chiaki Asami. De har kendt hinanden, siden de var børn. De deler en tragisk fortid, der i stedet for at gøre dem usikre og svage som i mange andre anime og manga, har gjort dem stærkere og totalt målrettede. De har en fælles drøm. De vil ændre Japan. For dem at se er der to veje, der kan lede til dette mål. Da de blev færdige med high school, slog de plat og krone om, hvem der skulle tage hvilken vej. Således er Hojo nu en mellemrangs yakuza med gode forbindelser og loyale folk og Asami forsøger at samle støtter, så han kan stige i graderne hos LDP: Japans største politiske parti.
Jeg finder det enormt spændende at få indblik i både den politiske verden og yakuzaens. Jeg ved godt, at dette selvfølgelig er fiktion, men det må jo bygge på nogle sandheder om, hvordan disse to systemer kan fungere. Historien er utrolig fængende. Det skyldes måske også, at der er et tydeligt drive og et fokus. Som læser kan man se, hvor Hojo og Asami vil hen. Overraskelsen ligger i, hvordan vejen derhen udformes.
Selvom der af og til skal skrappe metoder til, så fremstår både Hojo og Asami, som meget sympatiske personer. Dette gælder især, når de sættes overfor, dem der rangerer højere end dem i hierarkiet. De gamle politikere i LDP er nogle pengegriske egoister, som bare tænker på at vedligeholde deres status og formue - eller rage mere til sig hvis muligt naturligvis. Hojo og Asami spiller hver et magtspil i hver deres verden, som grundlæggende fungerer på samme måde. Det handler om strategi, netværk men frem for alt: penge!
Stilen i Sanctuary viser også tydeligt, at denne serie er til voksne. Tegnestilen er realistisk, og der bruges mørke toner på en helt anden måde end i serier til et yngre publikum. Der er stadig stereotyper, men de præsenteres og karikeres på en helt anden måde. Når der forekommer vold og brutalitet er det heller ikke totalt "over the top", indvolde der flyver rundt og blod, der sprøjter til alle sider. At kalde det nedtonet vil være forkert, for der er tydelig vold med i Sanctuary. Den rammer bare en på en anden måde. Det er ubehageligt, fordi det afbilledes med en vis realisme.
Jeg vil anbefale Sanctuary til alle, der godt kan lide en spændende historie med interessante personer. Hojo og Asamis ambition er bemærkelsesværdig. De to er virkelig med til at bære historien og de forskellige plots.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar