På nuværende tidspunkt ser det rigtig godt ud mht. både tilmeldinger og betalinger til SVS. I skrivende stund er der 612 tilmeldte og 437 betalte. Til sammenligning var der sidste år på samme tid 409 tilmeldte og kun 212 betalte - altså under halvt så mange, der havde betalt. Det er altså lidt vildt at tænke på. Så jeg er skam ikke nervøs for, at der ikke kommer nok til dette års SVS. Lige nu vil jeg også vove at påstå, at vi kommer op på 1000 deltagere igen, men om vi rammer det nye maks. på 1200, det tør jeg ikke sige.
MEN det er jo ikke kun deltagere, der skal til for at en con kan løbe rundt. Der skal også frivillige hjælpere (gophere) til! Og på den front ser det desværre ret skidt ud lige nu. Vi har ingen statistik at sammenligne med, så det er svært at sige, hvor dårligt det står til sammenlignet med tidligere år, hvor vi jo har fået nok hjælp. Pt. er der dog kun 22 tilmeldte gophere, og vi har fornemmelsen af, at dem der melder sig som gophere typisk er blandt nogle af de første, som tilmelder sig connen. Det forekommer sjældnere at nye, der hører om connen senere, også melder sig til som gophere - men det sker naturligvis. 22 er dog helt klart alt for få. Vi skal gerne op på en 40-50 stykker.
Blandt de tilmeldte er gode solide gengangerkræfter, som gerne tager fat, så det er godt at se. Nogle gophere er gjort af det stof, hvor de slet ikke kan lade være med at hjælpe til og lave noget. De bliver nærmest rastløse, hvis de ikke er i gang med at løse en eller anden opgave. Disse personer er guld værd, og selvom nogle udfører arbejde for 3-4 mand, så kan de ikke være flere steder på samme tid.
Jeg forventer på ingen måde, at alle gophere er gjort af dette stof. Bare de udfører de opgaver, de bliver bedt om og møder til deres vagter til tiden. Den slags gophere er også meget nyttige, for der skal jo være nogen til at bemande receptionen hele tiden.
Jo flere gophere vi har, jo mindre bliver den generelle arbejdsbyrde på hver enkelt. Så hvis du sidder derude og overvejer at blive gopher, men er bange for ikke at få tid til at nyde connen som deltager, så hiv fat i en ven, så I kan melde jer sammen. Dette vil både give jer nogle anderledes conoplevelser og mindske mængde af arbejde per person.
SVS har to fantastiske gopheransvarlige (Flemming og Jens), som også gør alt for at opfylde eventuelle vagtønsker og hensyn. Man kan f.eks. skrive, at man gerne vil kunne se/deltage i Auktionen eller sidde på vagt med en bestemt person, og så vil de gøre deres bedste for at opfylde det ønske. Vagtplanen er et kæmpepuslespil, men mit indtryk er, at alle gophere har været tilfredse de foregående år. Stor ros herfra til Flemming, som står for det. De bestræber sig desuden på, at hver gopher får 2-4 vagter af forskellig længde. Almindelige receptionsvagter varer 2 timer. Nattevagter tildeles som regel personer, der selv udtrykker ønske om at få dem. Eventvagt, hvor man hjælper til ved et event, varierer meget i længden alt afhængig af eventet, og hvad der behov for hjælp til. Ved nogle skal man f.eks. bare hjælpe med at stille borde og stole klar og ved andre skal man sidde med under eventet som pointtæller også. Som gopher til SVS har man altså en del fritid (hvis man ønsker det).
Der hvor der er mest tryk på, er helt klart, når check-in åbnes. Dels er der hele tiden mange mennesker, som skal igennem og dels er alle gophere sjældent ankommet på dette tidspunkt. Så der aktiveres alle tilstedeværende. Det kan f.eks. være ved at give folk armbånd på og uddele madbilletter, guide folk hen til sovesalene eller hjælpe til inde i sovesalene, så folk placerer sig de anviste steder.
Så hvad er der sket? Deltagerantallet stiger og stiger, men antallet af gophere har holdt sig på nogenlunde samme niveau de sidste 2-3 år - og i år ser vi så indtil videre et stort fald. Der kommer flere og flere til, men færre der vil hjælpe. :( Jeg ved dog ikke, om det skyldes, at mange af de nye ikke ved, hvordan og hvorledes det foregår. Vi har information på hjemmesiden, man kan afkrydse sig i tilmeldingen som frivillig hjælper, og der har været en informationspost på SVScons Facebookside. Når det kommer til hjemmesiden, kræver det selvfølgelig, at folk aktivt går ind og leder efter informationen, men jeg synes da, at vi serverede den ret nemt på Facebook. Måske kræver det en mere direkte oplysningskampagne. SVS har jo faktisk fået god respons på vores post om, at der søges biografhjælp. Så måske det bare skal skæres mere ud i pap. Det er så også lidt det jeg forsøger med denne blogpost. Oprindelige skulle den bare have handlet om, at SVS mangler gopher, og at jeg undrer mig over det, fordi den samlede interesse for at deltage i connen er steget og steget. Nu blev det dog også lidt af et informationsindlæg omkring, hvordan det er at være gopher til SVS. Jeg håber, at jeg med denne post, kan få overbevidst nogle flere om at melde sig som gopher. Og nu siger jeg det altså: "En con kan ikke løbe rundt uden gophere! Vi har brug for jer."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar